Opgør med social ulighed i sundhed kræver prioritering

Forskellen mellem at bo i Skodsborg i Nordsjælland og i Sakskøbing på Lolland er mere end et postnummer eller en køretur på 1,5 time - det er ti års forskel i levealder.

Den rigeste fjerdedel af mændene i Danmark bliver i gennemsnit 82 år, mens den fattigste fjerdedel lever godt 72 år. Denne markante forskel mellem mænd er næsten fordoblet gennem de seneste 20 år. For kvinderne er forskellene knap så store – nemlig seks år – men også her med en stigende forskel.

Denne ulighed kan vi stiltiende se til og acceptere som et vilkår i vores samfund, eller vi kan forsøge at gøre noget aktivt for at modvirke det. Jeg synes, at vi som samfund skal gøre det sidste, hvis vi mener noget alvorligt med et kvalitetsorienteret sundhedsvæsen.

En medlemsundersøgelse foretaget blandt de praktiserende læger i oktober viste, at 77 pct. vurderer, at vi i høj grad eller i nogen grad kan modvirke social ulighed i sundhed. Jeg tager undersøgelsen som udtryk for, at de praktiserende læger er parate til at medvirke, men det kræver nogle fornuftige arbejdsbetingelser og godt samarbejde med alle sundhedsaktører på området. For vi kan ikke gøre det alene.

Jeg mener, at det haster med en fælles indsats, da presset på sundhedsvæsenet vil tage til i de kommende år. Der bliver flere og flere kronikere, som skal behandles lokalt, og med opførelsen af supersygehusene bliver der længere og længere til den specialiserede behandling. Styrker vi ikke samtidig det borgernære sundhedsvæsen og får sikret en nogenlunde ensartet lægedækning i hele landet, forværrer vi den sociale ulighed i sundhed.

Vi skal som læger være optaget af at levere ydelser til dem, der har det største behov. Derfor er lægelig visitation, ensartet lægedækning og et stærkt borgernært sundhedsvæsen så vigtigt.

Hvordan vi som læger kan målrette vores arbejde mod de borgere, der har det største sundhedsbehov, bør være et af de centrale spørgsmål i den visionsproces, som er på vej i PLO og i Lægeforeningen.

I regionerne er der stigende fokus på kvalitetsdagsorden og »patienten bestemmer«; dagsordener, der er svære at være imod, men som det indimellem kan være svært at få til at rime på den evindelige fokusering på produktivitet og produktivitetsgevinster. Dette produktivitetsræs er med til at fjerne fokus fra den enkelte patient, og specielt de patienter, der ikke er resursestærke, risikerer at blive tabere – samtidig med at det politiske produktionspres kombineret med rammeøkonomi får det primære og sekundære sundhedsvæsen til at »tørre patienterne« af på hinanden stik imod hensigten i et samarbejdende sundhedsvæsen.

Vi må i fællesskab have fokus på udvikling i alle dele af sundhedsvæsenet med brug af nødvendige data og registrering, men som faggruppe må vi være klar til at tage et opgør med registreringsbureaukratiet, så vi kan »slippe lægen løs« i os selv og bruge vores arbejdskraft der, hvor den giver mest mening og gør størst nytte. Vi er havnet for langt ovre i »pligtetikken« og skal tilbage mod »nytteetikken« således som Henrik Wulff, én af dansk medicins grand old men, skrev i sin legendariske bog »Den samaritanske pligt« fra 1995.

Hvis vi »slipper lægen løs«, er jeg sikker på, at det vil give mere tid til patienterne og mere kvalitet i sundhedsvæsenet til gavn for den sociale lighed i sundhed.