10.000-12.000 kr. om måneden for en 37-timers arbejdsuge.
Der er næppe mange forskere, der ville gå med til det. Ikke desto mindre er det, hvad en medicinstuderende koster, hvis de har et forskningsår under studierne og får et skolarstipendium.
Beløbet har ifølge FADL været det samme siden 1980’erne, og det er på tide, at lønnen hæves, mener forperson for uddannelsesudvalget Oscar Juul.
Udmeldingen kommer, efter FADL’s nye studieundersøgelse for 2023 blev offentliggjort i januar og viser en stigende utilfredshed blandt studerende, når det kommer til honorering. Undersøgelsen er baseret på 1.825 respondenter. Over en tredjedel af respondenterne i undersøgelsen har på et tidspunkt haft noget med forskning at gøre.
49% aflønnes via stipendiat, 84% af dem får 10.000 kr. Fra 2019 til 2023 er der sket en tredobling i andelen, der føler sig meget uretfærdigt honoreret. Det har ikke ligget lige så højt tidligere, siger Oscar Juul.
Årsagen til frustrationen er, at der er en forventning om, at der lægges en indsats på 37 timer til en timeløn, der ender med at være 67,50 kr.
»Fortællingen om, at man er heldig at få lov til at være en del af den spændende forskning, er i regression. Nu ser vi en voksende andel, der spørger, hvorfor den indsats, de lægger, og al den data, de bidrager med, ikke er lige så meget værd som alt muligt andet studierelevant arbejde. Andre får meget bedre løn for andre stillinger og arbejder under fine overenskomster«.
De fleste aftaler og rettigheder er noget, de studerende skal tilkæmpe sig lokalt. Det er ikke noget, som FADL som fagforening har kunnet gøre noget ved, siger Oscar Juul.
»På den måde er det et felt, hvor de studerende står mere alene, og de er afhængige af, hvilken kultur der er på den givne forskningsafdeling. Man kan godt være med til at præge den kultur. Blandt de studerende bliver der også delt erfaringer og historier om, hvordan kutymen er i bestemte forskningskredse. At give rettigheder og behandle de studerende godt giver også pote«.
Lønnen har været den samme længe. Har vilkårene så ændret sig, eller har de studerende ændret sig?
»Jeg tror ikke, at de studerende er blevet dårligere behandlet eller har mistet rettigheder. Jeg tror i højere grad, at det handler om en skævvridning mellem arbejdet og betalingen«.
En anden årsag til utilfredsheden er, at et stigende antal studerende arbejder som assistenter på kliniske forskningsprojekter. Færre er ansvarlige for deres eget projekt, lyder det fra forpersonen.
Det gør også, at det føles mere som et arbejde, og man er måske mindre drevet af sin motivation, når man ikke føler ejerskab over sit projekt.
»Vi ser en voksende andel, der spørger, hvorfor den indsats, de lægger, og al den data, de bidrager med, ikke er lige så meget værd som alt muligt andet studierelevant arbejde«Oscar Juul, forperson for uddannelsesudvalget i FADL
Men hvis man driver sit eget projekt til 70 kr. i timen, kunne man vel blive endnu mere utilfreds, fordi der også følger et stort ansvar med?
»Når vi kigger på årsagerne til at forske, har forskningsinteressen ligget stabilt i alle vores undersøgelser siden 2017. Men lysten til at fremme sit CV præger flere og flere. De mange studerende udgør en betydelig del af arbejdsstyrken. De indsamler data, finder patienter og er med i hele det logistiske apparat. Når det føles som arbejde frem for en indefrakommende interesse, stiller man sig mere kritisk over for honorering«.
Hver femte oplever psykiske problemer. Er de studerende hurtigere til at sige fra for at passe på sig selv?
»Jeg tror, at mange af dem, der føler sig uretfærdigt honoreret, også er de ressourcestærke. Vi ser tit, at de stærke stiller sig op imod autoriteterne«.
Oscar Juul og FADL er ikke de eneste, der blæser til kamp mod de små skolarstipendier.
I et indlæg i Ugeskrift for Læger skriver professor Jacob Rosenberg, ph.d.-studerende Zubair Mojadeddi og skolarstuderende Milan Mohammad, at det nuværende niveau for skolarstipendier skaber en økonomisk udfordring for mange studerende, som må supplere med deltidsarbejde ved siden af. Men samtidig er det et krav fra mange fonde, at man ikke arbejder sideløbende, da skolarstipendiet er at betragte som en fuldtidsbeskæftigelse, skriver de tre og konkluderer, at skolarstipendier ikke har fulgt med tiden.
Utilfredsheden fylder især i København, hvor en større andel studerende er involveret i forskning. FADL har samarbejdet med basisgruppen Panum UngdomsForsker Forening, der samler studerende, der er interesseret i forskning, taler om rettigheder og deler viden.
De studerende lægger også færre interessetimer end før. Det skyldes, at der har bredt sig en bevidsthed blandt de studerende, påpeger Oscar Juul. De er mere bevidste om arbejdstagerrettigheder: hvad man kan og skal forvente.
»Hvis jeg i forvejen er indigneret over at arbejde meget til en lav løn, og det samtidig forventes, at jeg skal blive nogle timer ekstra, er de studerende blevet bedre til at gå hjem, når de har fri. De har også et fritidsliv og vil gerne lave nogle ting, der ikke er studierelevante. Vi kan bl.a. se, at flere studerende tager studiejob, der ikke er inden for sundhedsvæsenet. At være medicinstuderende skal ikke længere være noget totalopslugende, der tager patent på hele ens tid. Vi vil også have tid til bare at være unge mennesker i starten af livet«.
Mange andre universitetsstuderende har dårligt lønnet arbejde eller er i ulønnet universitetspraktik for at dygtiggøre sig. Hvorfor er det anderledes for jer?
»Der er også et potentiale for andre faggrupper i at organisere sig som lønmodtagere og kæmpe for rettigheder i fællesskab. Psykologistuderende arbejder også på forskningsprojekter i f.eks. psykiatrien, og de har ikke samme rettigheder eller kultur for at tage betaling for det arbejde, de lægger. Selvom det reelt er med til at opretholde en drift. Det har vi som lægestuderende haft en bevidsthed om i årtier, at vi godt kan tage betaling for. Vi vil ikke arbejde gratis«.
De andre faggrupper skal altså tage kampen?
»At andre studerende ikke har organiseret sig på samme måde, er i hvert fald ikke at argument for, at vi ikke skal stå op for vores rettigheder. Der vil vi hellere være forbilleder og vise, hvordan man kan gøre det. FADL er spydspids på forhandlingsgruppen, der forhandler overenskomst for universitetsansatte. Den kommer alle studerende til gode«.
Vil I tage flere kampe om løn og underbetaling de kommende år?
»Sagerne dukker op løbende. Man skal ikke underkende en arbejdskraft, der er med til at aflaste sundhedsvæsenet«.
Malou Tholin er en af de medicinstuderende, der har kastet sig ind i forskningen som forskningsårsstuderende.
Hun er ansat på anæstesiologisk forskningsenhed på Bispebjerg og startede 1. januar. Hun forsker på intensivafdelingen i væsketerapi og undersøger på den kliniske brugbarhed af en ultralydskanningsprotokol kaldet VExUS, forklarer Malou Tholin, som også er rusvejleder, revyist og repræsentant for FADL København, men hun udtaler sig her primært ud fra sin erfaring med forskningen.
Det er hendes eget projekt. Projekt er indledt af hendes vejleder, og Malou Tholin har indsendt protokol og afventer godkendelse fra Videnskabsetisk Komité, før de kan begynde at inkludere patienter.
»Det er også mig, der er planlagt førsteforfatter«, siger hun.
Idéen om at forske ligger i bevidstheden hele studietiden.
»Det er en del af at være læge i mange specialer og er en del af lægerollerne. Det er spændende at fordybe sig, og samtidig er det godt at få noget på CV’et og på den måde få flere muligheder senere i livet, når man skal søge intro og HU. Jeg har valgt at forske i anæstesi, fordi det er et af de specialer, jeg overvejer. Der er et nåleøje for at få introstilling. Det kan hjælpe at have forskning og netværk i den proces«.
Skolarstipendier er for små, mener hun. På Bispebjerg lyder beløbet på 12.000 kr. om måneden før skat. Mange steder er 10.000 kr. normen.
»Jeg har vidst det hele tiden, det har været en præmis fra starten. Alle, der forsker, kender beløbet. Men selvom beløbet er en præmis, er det stadig for lavt. Jeg er ansat på fuldtid, nogle bruger mere eller mindre. Det er svært at arbejde ved siden af. Jeg har arbejdet i almen praksis tidligere, men har taget pause og mister min bonusindtægtskilde som studerende, og det sidder mange økonomisk svært i. Når jeg er lidt mere stabiliseret, kan det også sagtens være, at jeg kan finde noget at supplere med. Men jeg vil også gerne nå at have lidt liv ved siden af«.
Det er jo en præmis – går det først op for jer, hvad arbejdet indebærer, efter I er ansat, eller vidste I godt, hvad I gik ind til?
»Der bliver snakket meget, og mange studerende er inde over forskning. Det er forskelligt, hvor meget forskningsenhederne forventer, hvor meget arbejdet der er i det, og hvor glad man er for at være i det«.
Det er især forskningsårsstuderende, som er utilfredse. Efter du har været i gang i noget tid, kan du så forstå det?
»Det kan jeg godt. Jeg er havnet et rigtigt godt sted, og fordi jeg var forberedt, kunne jeg laver aftaler om fridage inden opstart og havde god dialog med min vejleder. Det løfter meget at have en god vejleder.
Malou Tholin er glad for de færdigheder, hun får.
»For nogle vægter det tungt, hvor mange forfatterskaber de får ud af det. Inden jeg gik ind i det, skulle jeg være sikker på, at jeg f.eks. ikke blev snydt for et forfatterskab, som man jo desværre hører historier om. Jeg ved ikke, om alle er i stand til det. Det kan være svært«.
Ser du dig selv som arbejdstager og en reel arbejdskraft?
»Jeg har et arbejde, jeg møder op hver dag kl. 7.45 på Bispebjerg. Der kan være meget ventetid, men jeg er her. Det er mig, der skal skanne alle patienterne. Jeg skal skrive en masse, men teknisk set er jeg ikke arbejdstager. Jeg får et stipendium for mit arbejde, ikke en lønseddel og de rettigheder, som ofte normalt følger med, såsom feriepenge og pension«.
Hun påpeger, at mange studerende endda arbejder frivilligt. Det sker ofte tidligere på studiet. De ser det som en nødvendighed for at komme videre i deres karriere.
Har I ikke også selv et ansvar for ikke at arbejde frivilligt og derved trykke lønnen?
»Jo, man kan risikere at undergrave sig selv. Men det er svært at samle folk. Det er ikke kun medicinstuderende, der forsker, og det er svært for FADL at træde ind på alle områder. Der er også et konkurrenceelement i det, som gør det svært at samle sig«, siger hun og fortsætter efter en tænkepause:
»Man kan godt løfte lønnen, uden at de studerende sidder med hele ansvaret og skal lade være med at forske frivilligt. Det er de store parter og de store fonde på hospitaler og i det private, som vi skal have ind i kampen. Og så skal de andre nok følge med«.
FADL ønsker en kortlægning af finansieringsmetoderne for at få overblik over disse for at kunne gøre noget ved de generelle vilkår for forskningsstuderende, lyder det fra Oscar Juul. Der er mange aktører i spil – nogle får penge fra universiteterne, andre fra private fonde.
»Det er vigtigt at få overblik over, om en stigende andel af forskningsmidlerne bliver udstedt fra det private frem for staten. Der er en lille tendens til, at det bevæger sig den vej. Det gør, at man kan kigge på de private aktører og undersøge, hvad der ligger til grund for deres måde at uddele forskningsmidler på. Vi vil gerne i dialog med alle parter for at understrege at betale de studerende for den indsats, de lægger«.
Bispebjerg Hospital er blot et af mange steder, hvor det er attraktivt at have et forskningsår. Et andet sted er Rigshospitalet, som i 2023 uddelte 22 skolarstipendier.
»Jeg får et stipendium for mit arbejde, ikke en lønseddel og de rettigheder, som ofte normalt følger med, såsom feriepenge og pension«Malou Tholin, medicinstuderende og forskningsårsstuderende
På Rigshospitalet har skolarstipendiehonoraret været 10.000 kr. pr. måned fra 2012 og frem til 2022. Forskningsudvalget forhøjede beløbet i 2023, så det i dag udgør 12.000 kr. pr. måned. Honorarets størrelse har fulgt og følger p.t. satsen i Danmarks Frie Forskningsfond (DFF), oplyser Rigshospitalet.
De skriver til Ugeskrift for Læger, at det er vigtigt for dem at have fokus på, at der ikke er tale om en ansættelse eller en stilling, men om en tilknytning, med henblik på at den studerende kan beskæftige sig med videnskabeligt arbejde og opnå forskningskompetencer.
De har holdt et indledende møde med de studerendes repræsentanter, hvor de har talt om, hvordan de kan bidrage til, at vilkårene for skolarstipendiaterne er tydelige – f.eks. i forhold til vejledernes forpligtelser.
Danmarks Frie Forskningsfond er en af de fonde, som uddeler skolarstipendier. I 2023 uddelte de 21 af slagsen.
De skriver til Ugeskrift for Læger, at de finder det vigtigt at støtte driftige og talentfulde studerende i deres ønske om at beskæftige sig med videnskabeligt arbejde og underbygge en mulig videnskabelig karriere.
Fonden ser det som en del af studiet, som vil kvalificere den studerende til lettere at kunne fortsætte ad forskningsvejen. De påpeger, at der i opslagsteksten står, at der skal være tale om nyskabende forskning og ikke om bistand til mere rutineprægede opgaver i forbindelse med et større projekt.
»Det er hensigten med stipendiet, at der gennemføres et selvstændigt projekt af den studerende under vejledning af ansøger, og at det tilsigtes, at den studerende kommer til at publicere sit bidrag«.
Fonden bemærker, at den nuværende økonomiske ramme er på niveau med andre fonde med lignende virkemidler.
Et større stipendium vil naturligt betyde færre stipendier og dermed en lavere succesrate, oplyser de. Derfor ønsker DFF »at bibeholde den nuværende succesrate for at give så mange som muligt muligheden for at beskæftige sig med videnskabeligt arbejde under deres studium«.
