Opgør: »Der er et giftigt arbejdsmiljø, når det kommer til køn og sexisme. Ingen skal udsættes for det«

Terapeutisk nøgenmassage

De to kvinder, der har oplevet invitationer til vagtværelse og nøgenmassage, har ikke ønsket at få deres navn frem i Ugeskrift for Læger eller nogle andre steder.

De frygter for det mærkat, der følger med at stå frem.

»Man hører om kvinder, der bliver forfulgt på nettet, når de står frem. Det har jeg ikke lyst til«, siger Amalie på 38 år, som blev inviteret i sauna og på nøgenmassage af overlægen på afdelingen.

Overlægen opsøgte hende en eftermiddag i ambulatoriet, da hun var færdig med at se patienter.

Hun var lige kommet tilbage fra en sygemelding med stress og var med egne ord sårbar, ked af det, udsat og i en langsom helingsproces.

Hun fortæller om episoden:

»Han kigger mig dybt i øjnene. Spørger mig, hvordan jeg har det. »Er der nogen, der krammer dig?«, spørger han så. Han drager omsorg. Jeg skal have hjælp, lader han forstå. Han kører på, om jeg har nogen, der passer på mig. Jeg er paf. Hvad vil han? Døren er lukket, ikke låst, men jeg føler, at jeg ikke kan komme væk. Jeg føler mig fanget, kan ikke bare forlade rummet.

Han tegner et billede af, at jeg er helt alene i verden. Jeg kan ikke få dækket mine behov for omsorg, trøst og nærvær«.

Overlægen siger til Amalie, at det er vigtigt, at hun lærer at vise tillid igen. Det er hans erfaring.

»Han har et tilbud til mig. Han kalder det en tillidsøvelse, og han har prøvet det flere gange før.

Han spørger, om jeg vil med i sauna. Han vil give mig terapeutisk massage, imens jeg er nøgen. Jeg skal ligge ned foran ham med benene svøbt rundt om ham. Han vil hjælpe mig.

Han siger, at det skal blive imellem os to, der er ingen grund til at involvere vores leder. Og det ville desuden være ord imod ord, siger han«, fortæller Amalie.

Amalie sagde til ham, at hun ikke havde lyst, men han blev derinde i ca. tre kvarter bag en lukket dør.

Faglig relation spoleret

Efter samtalen følte Amalie skam, hun rystede, havde hjertebanken, svedte.

Amalie fortæller, at det forstyrrede hendes arbejde.

»Det betød mest i nattevagterne. Her var det kun mig og bagvagten. Hvis jeg stod med problemer, skulle jeg ringe til ham. Han var min backup.

Det var frygteligt at være på vagt. Vi havde mange vagter sammen. Jeg tænkte over det hver gang, tjekkede om vi skulle have vagt sammen«, siger Amalie.

38-årige Trines oplevelse foregik på en nattevagt, hvor hun var afhængig af bagvagten.

De to havde joket og haft en afslappet tone med en strejf af værkstedshumor, som det ofte sker om natten.

»Vi har brug for, at vi kan slå professionalismen fra over for hinanden. Især på kliniske afdelinger, hvor man er i vagt og sammen med kolleger på skæve tidspunkter. Vi menneskeliggør hinanden. Griner sammen«.

Trine fortæller om sine oplevelser:

»Hvad der startede med at være løsslupne bemærkninger, blev nu til deciderede invitationer til at komme ned på vagtværelset, ’så vi kunne hygge os og putte’. Det var det ord, han brugte flere gang. Putte. Og så var joken slut.

Han blev meget opfordrende. Han var på intet tidspunkt truende, men meget flirtende.

Ved midnatstid forsatte mine opgaver, han gik på vagtværelset.

Midt om natten ringede jeg til ham, fordi jeg stod i kritisk situation med en patient og havde brug for hjælp. Han kom, og vi fik løst problemet sammen. Men meget hurtigt begyndte han igen at omtale, at jeg skulle komme ned til vagtværelset. Han tog fat om mig, puttede sig ind til mig.

Han sagde: »Hvorfor er du ikke kommet ned til mig endnu?«. Han trak mig ind til sig og hviskede mig i øret, at jeg var spændstig og dejlig. Jeg skubbede ham roligt væk og sagde, at det ikke ville komme til at ske. Jeg følte mig i en rigtig ubehagelig situation.

Resten af natten gik med arbejde, og jeg fik hvilet mig i de tidlige morgentimer. Da jeg vågnede, havde han skrevet beskeder til mig tre gange i løbet af natten, at jeg skulle komme hen til ham. Vi skulle putte. Kysse.

Jeg gik hjem derfra, uden at have konfronteret ham. Sagde bare, at det ikke ville ske«, fortæller Trine.

Hvorfor kan du ikke bare sige »pyt med ham« og komme videre?

»Det gør jeg også, for jeg skal ikke bruge ham til noget. Grunden til at jeg skriver under på underskriftindsamlingen og fortæller min historie er, at der er et giftigt arbejdsmiljø, når det kommer til køn og sexisme. Ingen skal udsættes for det. Nogle er måske ligeglade. Andre lader sig påvirke mere. Pointen er, at alt for mange presses ud i situationer, som man ikke burde blive konfronteret med på sin arbejdsplads«.

Få gik videre med det

Trine mødte stor forståelse, da hun gik til vejlederen.

»Det blev taget meget godt imod. Min vejleder spurgte, hvad jeg havde brug for. Hun var meget åben. Ville jeg tale med ledelsen? Tale med bagvagten?

Hun betvivlede ikke min rolle, og det var vigtigt for mig. Hun anerkendte, at han havde begået en fejl«.

Amalie sagde det ikke til nogen. Hun skammede sig, var i tvivl om sin egen skyld.

»Jeg føler, at jeg på en eller anden måde har skabt en situation, hvor han mener, at han kan invitere mig til nøgenmassage. Jeg føler, at det er min egen skyld«, siger Amalie.

Heller ikke Charlotte Jokumsen eller Axelina Eriksson Roneklindt sagde noget.

»Jeg blev overrumplet, følte mig underlegen og ville ikke være den sure feminist, der ikke kan tage en joke«, siger Axelina Eriksson Roneklindt, der er 33 år.

Charlotte Jokumsen oplevede at komme til møde hos overlægen bag en lukket dør, hvorefter han sagde, at man skulle være en skarn, hvis man ikke ville i bukserne på hende. Det er cirka 15 år siden, men det sidder stadig i den 57-årige psykiater.

Hun fortalte det ikke til nogen, fordi der ikke var et miljø for den slags, siger hun. Det var ikke nævnt som en mulighed at gå til ledelsen.

Nogle ville måske sige, at kvinder er mere sarte i dag. At man sagtens kunne komme med kække bemærkninger før i tiden. Var kvinder mere modstandsdygtige i 1990’erne?

»Det var heller ikke i orden i 1990’erne. Det er noget bullshit. Grænserne er derimod rykket for, hvad man finder sig i. Vi eller jeg formåede ikke at sætte grænser dengang og råbe op. Heldigvis er der sket en udvikling.

Det skal frem i lyset. Vi skal snakke om spilleregler og om mænd med magt. Måske vil nogen finde ud af, at deres opførsel ikke er i orden«.

Skrev det i evalueringer

Mia von Seelen på 35 år og Yasmin, som ikke har ønsket at få sit rigtige navn frem, skrev begge i deres evalueringer, hvad de havde været udsat for.

»Jeg skrev det i evalueringen på skolen; der forsvandt det selvfølgelig bare«, siger Yasmin, der er 27 år.

Hun fortæller om en yngre mandlig læge:

»Han spurgte ikke sygeplejerskerne om handsker på operationsstuen, han spurgte, om de ville give ham gummi på.

Hver eneste gang.

Han forventede, at man grinte af det«.

Yasmin havde ikke nogen at gå til, men det kunne man nemt have ændret på, siger hun. En, der spørger, hvordan det går på afdelingen, en form for feedback, en forespørgsel eller en enkelt samtale.

»Jeg er sikker på, at hvis yngre læger bliver spurgt ind til sexisme eller krænkelser af deres vejledere, så ville flere kunne stå frem og fortælle om deres oplevelser«.

Yasmin slår fast:

»Jeg kommer aldrig til at skulle arbejde på den afdeling, om jeg så var arbejdsløs. Jeg ville meget hellere rejse og flytte end at gå i det miljø igen«.

Psykoterapi

Mia von Seelen skrev også om sine oplevelser i evalueringen af sit ophold i almen praksis. Det var hende, der skulle sidde på skødet af sin tutorlæge, imens hun lavede en gynækologisk undersøgelse.

Men det var ikke den værste oplevelse. En anden tutorlæge i almen praksis gav hende nemlig psykoterapi i stedet for supervision flere gange om måneden.

Mia von Seelen fortæller sin historie for at vise, at sexisme er mere end seksuelle tilnærmelser. Det er også psykisk magtmisbrug, siger hun.

»Han gravede i, hvordan jeg følte, og når jeg følte noget, skulle jeg beskrive det. Det var mig som person, der var i centrum. Ikke det faglige«.

Lægen fik Mia von Seelen til at føle, at hun havde et problem med sin personlighed.

»Det var psykisk sexisme. Det kørte mig ned. Jeg blev ked af det, jeg tvivlede på, om jeg gjorde mit arbejde rigtigt, om jeg kommunikerede på en uhensigtsmæssig måde. Jeg satte spørgsmålstegn ved mig selv, og det var underligt. For jeg havde ellers kun fået ros andre steder fra.

Der blev sat spørgsmålstegn ved, om der var noget galt med mig.

Det føltes som et psykisk overgreb. Han havde krammet på mig«, siger Mia von Seelen.

Hierarki

Mia von Seelen turde ikke sige fra, før hun havde tutorlægens godkendelse af opholdet i almen praksis.

Flere kvinder fortæller om, hvordan hierarkiet i lægeverdenen spænder ben for, om de har lyst til at gå videre med deres oplevelser.

»Den måde vores arbejdsliv og sundhedsvæsen er opbygget på, er guf for dem, der vil bruge deres magt«, siger Charlotte Jokumsen.

Mia von Seelen var bange for, at lægen ville blive sur og blokere hende.

»Han havde magt over mig. Jeg havde ondt i maven, når jeg tog på arbejde. Især hvis jeg skulle være alene med ham. Jeg var bange for at blive presset op i krog og skulle besvare personlige spørgsmål. Jeg ville gerne være medgørlig«.

Og Trine, som blev inviteret på vagtværelset, frygtede for sin videre vej op i systemet.

»Vi lever i hierarkisk system. Det er tydeligt, hvor vi befinder os i hierarkiet. Om vi er uddannelsessøgende, under uddannelse, afdelingslæger, overlæger. Hierarkiet har stor betydning for, hvordan vi skal opføre os over for hinanden«, siger Trine.

Amalie, der blev inviteret i sauna, følte, at hendes karriere var på spil.

»Det er en lille verden, og jeg skulle ikke havne i en suppedas og have noget mærkat klistret på mig. Jeg var bange for rygterne. Han kunne få mig stillet dårligt på afdelingen. Man er indirekte afhængig af dem, der skal ansætte en i hoveduddannelsesforløb. Det er en kreds af læger ude på afdelingen. En af overlægerne sad i udvalget. Derfor betyder det noget, hvordan man har haft det på afdelingen«.

Amalie peger også på det sårbare ved at være den, der siger fra over for en grov værkstedshumor, fordi man ofte frygter den sociale udstødelse, der kan følge efter. Ingen ønsker at være sippet, siger hun.

Ledende overlæge: Det er en skamplet

For Ulf Grue Hørlyk, ledende overlæge på Akutafdelingen, Hospitalsenheden Horsens, har sexismedebatten været en øjenåbner og fået konkret indflydelse på dagligdagen på hans afdeling.

Han er rystet over beretningerne.

»Jeg synes, det er en skamplet, at man ikke bliver vurderet på sin faglighed og sine gode kollegaegenskaber og evner, men bliver vurderet på basis af, om man er kvinde eller mand. Jeg synes, det er forfærdeligt, hvis man skal spekulere over, om man ser for kvindelig ud til et møde, fordi man så vil blive dømt på noget andet end sin faglighed«, siger Ulf Grue Hørlyk.

For 14 dage siden snakkede han og oversygeplejerske Mette Haahr sexisme for første gang ved morgenbriefingen, og det tiltag er direkte udløst af debatten i medierne, siger han.

»Vi har morgenbriefing hver morgen, hvor vi et par gange om ugen tager det op og snakker om ’den lille sexisme’, som jeg også selv har gjort mig skyldig i igennem årene. Det der med lige at være lidt morsom. Det kan nemlig også være sexisme«, siger Ulf Grue Hørlyk.

Han fortæller om en episode, hvor der sad to kvindelige overlæger og så på en computer.

»Og så sagde jeg: ’Hvad så, hvad sker der på Zalando?’ (webshop med tøj og sko, red.). Og det er ikke lummert, det er bare dumt. Vi skal væk fra den dårlige humor, væk fra at trække folk i rottehalerne«.

Det skal altid være i orden at sige til ham, at han faktisk ikke er sjov, siger han. Uanset at han er ledende overlæge

»Vi skal have den sikkerhed, at man til hver en tid kan hejse flaget og sige fra. Det skal være trygt at komme ind på mit kontor«.

Nøgler til hotelværelse

Selvom Ulf Grue Hørlyk faktisk har hørt om sexisme, har han aldrig tænkt, at det var så slemt.

»Når vi har snakket om det til møder i Dansk Selskab for Akutmedicin, har jeg hørt historier om, at sexisme forekommer. Jeg har hørt historier om yngre kvindelige læger, som har fået hotelnøgler listet i lommen og fået at vide, hvilket værelsesnummer en overlæge boede på til konferencer. Og jeg har altid tænkt: Hvor slemt kan det være? Men det kan jeg jo høre, at det er. Det er så slemt, at vi skal tale om det, og hvis nogen føler sig trykket, skal det ud i det åbne«.

Ulf Grue Hørlyk har bedt afdelingen om at snakke om det i kaffestuen og i andre sammenhænge.

»Vi har knoklet hårdt for at få den kultur, at man siger til sin leder, hvis der er noget, man er ubekvem ved. Jeg har ikke før tænkt, at sexisme kunne være et problem på vores afdeling. Men jeg er også en mand på 46 år, privilegeret og måske blind for det. Jeg kan godt få lidt ondt i maven, når jeg tænker over, om vi mon har den type problemer. Om nogen føler sig klemt. Og det er vi ved at afsøge nu«, siger Ulf Grue Hørlyk.

Han er med egne ord ikke skarpere end den gennemsnitlige hvide mand på 46.

Sexisme har ikke været en faktor, han har skullet forholde sig til i sit lægeliv. Han er ikke blevet inviteret ind på vagtværelserne af kolleger, har ikke fået hotelnøgler listet i lommen.

Han har aldrig tænkt over, om hans køn kunne være fremmende eller hæmmende. Det er hans urimelige privilegie, påpeger han.

Bryder med hierarkiet

Ulf Grue Hørlyk forklarer, at akutafdelingen for tre år siden begyndte at arbejde med begrebet psykologisk sikkerhed, men at der ikke før nu har været specifikt fokus på sexisme og racisme. Derfor afsøger de nu, om sexisme og racisme også skal være et hjørne i den psykologiske sikkerhed.

»Det er vigtigt lige nu, at vi tjekker, om det, vi har brugt år på at bygge op omkring psykologisk sikkerhed, også gælder omkring sexisme, racisme og fordomme over for andre kolleger. Vi bruger sexismedebatten til at komme til bunds«.

Derudover har afdelingen længe arbejdet med at bryde det fastlåste hierarki i lægeverdenen.

»Vores struktur på afdelingen er bevidst flad hierarkisk med en gruppe funktionsledere af begge køn. Vi har inverse feedback, hvor yngre læger snakker sammen om os gamle. Vi prøver at skabe en kultur, hvor det at give feedback er en naturlig ting. Det er normalt at fortælle lederne alt, hvis vi f.eks. ikke er gode nok til at være supervisere. Det betyder, at vi har en kultur for samtale blandt yngre læger med feedback til de ældre«.

Afdelingen har kørt den måde at give feedback på i tre år og er trænet i at modtage feedback op igennem systemet.

De unge læger skal nemlig sige deres mening. Det dur ikke, at man er bange for at sige fra, fordi man så muligvis ikke får den næste procedure, eller man ikke får sin hoveduddannelse, mener Ulf Grue Hørlyk.

Flere kvinder har gennem tiden ikke sagt fra af frygt for ikke at få godkendt deres forløb eller få den hoveduddannelse, de ønsker. Kan man virkelig forestille sig en situation, hvor en ung læge ikke får godkendt sit ophold, fordi hun siger fra over for sexisme?

»Det ved jeg ikke. Jeg har ikke været bevidst om noget på min egen radar, før det her blev åbnet op igen«.

Barsk tone

»Vi skal lytte til dem, der siger fra, og sige stop over for sexisme eller racisme. Det er et kæmpeprojekt at lave så tryg en organisation, at alle tør sige fra«, siger Ulf Grue Hørlyk.

»Det er en kulturel revolution i en akutmodtagelse, hvor vores tradition er født i en sammenhæng, hvor vi håndterer død, blod og ødelæggelse. Som resultat deraf er der kommet galgenhumor og en barsk tone. Yngre læger kan blive blæst bagover, både af det voldsomme og akutte og så samtidig tonen. Det er den proces, vi er inde i, og jeg har ikke det gode svar, ud over at vi skal snakke om det«.

Har I været gode nok til at skabe den kultur, hvor alle føler, at de kan sige fra?

»Nej, slet ikke. Det er derfor, at jeg sidder ved alle afdelingsmøder og snakker om det her. Vi har ikke været gode nok til det. Det ville være løgn at sige andet. Jeg har ikke kendskab til på min afdeling, at nogen bliver klappet bagi eller får utilbørlige tilbud. Men ledere før mig har været af samme overbevisning, og så har det efterfølgende vist sig, at der sker ubehagelige ting, de er blinde for«.

Han peger samtidig på, at der er en hårfin balance imellem at blive nyreligiøs, lukket og miste frisindet og samtidig have en afdeling med god dynamik.

»Jeg har altid elsket at arbejde i det akutte. Og jeg har altid elsket humoren, men jeg har aldrig tænkt over, om nogen kan have følt sig trykket af det. Vi glemmer, at vi i en akutafdeling får helt ferske sygeplejersker og læger ind, og så har vi vænnet os til en tone, som måske er en lille smule skræmmende for nogle. Det må ikke ske«, siger han.

Frisindet skal ikke blive til flertallets tyranni over for dem, der føler sig ramt, understreger han.

Men der må stadig være humor?

»Jeg synes, det er en svær balance at finde. Jeg vil ikke stå i spidsen for en afdeling, hvor humor bliver undertrykkende. Men på den anden side vil jeg ikke stå i spidsen for en afdeling, hvor vi er bange for hinanden«.

Bliver det så ikke en dans på gløder?

»Det bliver følsomt, og jeg er bekymret for, om vi kan balancere en alvorlig snak, når vi samtidig har det sjovt. Ingen må føle sig nedgjorte, og samtidig skal vi have det dejligt sammen«.

Måske ikke så sjov

Ulf Grue Hørlyk peger på risikoen for, at ældre mandlige læger måske slet ikke er så sjove, som de går og tror.

»Jeg er selv vældig morsom, men nogle gange er jeg måske slet ikke sjov, hvis jeg har gjort mig morsom på nogens bekostning. Min frygt er, at jeg har en afdeling, som ikke har turdet sige, hvis jeg eller overlæger har overtrådt nogle grænser«, siger han og spørger:

»Hvordan finder vi os selv i en verden, hvor vi har indøvet et program, hvor vi altid er sjove, men så slet ikke er sjove alligevel? Det er svært, og der er ikke anden udvej end at blive ved med at snakke om det«.

Er det en svær selvindsigt for ældre mandlige læger?

»Sikkert. Jeg håber, at der kommer en generation af ledere, både mænd og kvinder, som forstår, at hvis vi ikke holder spejlet op foran os selv, så får vi ineffektive organisationer på alle planer. Hvis folk ikke har det godt og ikke er i trivsel, er de ikke gode læger. Sexisme er en effektivitetshæmmer. Kulturforandringen skal få flere mænd til at tage spejlet op«.

Kan du forstå, hvis nogle unge fravælger specialer på grund af værkstedshumor?

»Ja, og det er alvorligt, for vi mister talent. Jeg siger ikke, at vi skal være bornerte og genfødte kristne. Vi skal ikke blive så polerede og politisk korrekte, at vi aldrig kan sige noget. Men der står i lægeløftet, at vi ikke skal gøre skade på andre, og det gælder også kolleger«.

Ledende overlæge: Sig det

Det er helt centralt, at man fortæller det til nogen, sige Elsemarie Døssing, ledende overlæge på Medicinske Sygdomme på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.

»Det er kedeligt, når læger ikke opfører sig ordentligt. Vi vil hellere arbejde med vores faglighed og med konferencer. Det er vores dna. Det er tydeligt, at mange læger føler skyld og skam. Ledelserne skal være tydelige – hvis man ved, hvem man skal snakke med, har man nogen at dele det med«, siger Elsemarie Døssing.

Hun peger på, at sexisme ikke fylder på Sygehus Sønderjylland.

»Og hvis det gør, tager vi hånd om det. Det handler om at lave en trykprøvning på ens egen ageren. Har jeg en professionel fremtoning nu, er det en god rettesnor for, hvordan man bør opføre sig«, siger Elsemarie Døssing.

På den måde kan den enkelte læge lave en stikprøve på sig selv og vurdere, om han eller hun har handlet professionelt.

»Er det i orden som overlæge at tage en KBU-læge på skødet? Det synes jeg ikke. Det er ikke normal professionel adfærd at sidde på skødet af hinanden«.

Er du overrasket over, hvad nogle læger har været udsat for?

»Jeg bliver overrasket over, at vi har kolleger, som bliver udsat for det. Det har ikke været en del af mit arbejdsliv. Jeg arbejder på en medicinsk afdeling, hvor værkstedshumor ikke er så udtalt«.

Elsemarie Døssing peger også på asymmetrien og hierarkiet i lægegruppen som et sted, hvor sexisme vokser frem.

Og det strækker sig desuden også til andre faggrupper.

»Der er er forskel på, om man er overlæge eller sosu-assistent. Derfor har vi en særlig rolle. Normalt har vi en flad struktur, men det betyder noget som leder, at man er den, som er bannerfører for en god kultur. Der har vi et særligt ansvar i forhold til plejepersonale. Hvis vi ikke er professionelle, kommer der et skred«.

Kan du forstå, at lægerne føler sig sårbare ved at gå i vagt og referere til en bagvagt, som har været upassende?

»Ja. Vi har en ubalance i vores stillingstyper. Som den ældste læge har man et særligt ansvar. Alle skal være professionelle«.

Hun håber ikke, at nogen i fremtiden vil opleve, at det er karrierehindrende at sige fra.

»Men det, vi ikke ved, kan vi ikke handle på. Det kan ikke være karrierehindrende for nogen i min optik. Jeg opfordrer til, at man er åben over for sin ledelse, for vi har handlemuligheder. Jeg har ikke hørt om nogen, der er kommet karrieremæssigt i klemme, og jeg håber ikke, at det kommer til at ske«.

Sexisme er et arbejdsmiljøproblem, siger Elsemarie Døssing.

»Det er rigtigt godt at drøfte det. Når vi oplever det, skal vi agere, vi skal have fat i ledelsen. Så kan vi begynde at handle på det. Folk skal ikke gå alene med det. Det er flovt og ydmygende at blive udsat for, men sådan skal det ikke være. Det er det samme, hvis vi udsættes for vold af patienter. Her kan man også føle skyld og skam«.

Lægeformand hilser opgør velkomment

Lægeforeningens formand Camilla Rathcke mener, at det er godt, at turen nu er kommet til sundhedsvæsenet, når det kommer til opgør med sexisme.

»Det er fint, at man i alle brancher får bevågenhed, og vi får skuet indad og set på, hvad foregår hos os, og hvordan vores medlemmer har det«.

Der er behov for, at ledelserne kommer på banen, mener Camilla Rathcke.

»Ledelserne skal tage et meget stort ansvar for at gå i rette med en kultur, som er utilstedelig. Der skal gerne være opmærksomhed på at hjælpe dem, der oplever situationer, hvor de får en sexistisk kommentar eller bemærkning. Eller som historierne vidner om, bliver overrumplet af en meget grov verbal eller fysisk grænseoverskridende adfærd. Det skal komme fra ledelsen, men vi kan også som enkeltpersoner hjælpe, hvis vi ser andre blive udsat for sexistiske kommentarer eller det, der er værre, og ikke får sagt fra. Vi skal sige kollektivt stop. Kun derved får vi gjort hinanden opmærksomme på, at vi har gang i en kulturændring«.

Og den ændring er nødt til at blive næret mange steder fra.

Overrasket over alvorligheden

Camilla Rathcke er ikke overrasket over, at sexisme også findes blandt læger. Men hun er dog overrasket over sværhedsgraden og alvorligheden i fortællingerne i Ugeskrift for Læger.

»Jeg er grundlæggende overrasket over især nogle af historierne, hvor kollegaer klart og over længere tid træder over en grænse. Et er jokes. Det er alvorligt at omtale hinanden eller omtale kolleger foran andre på en grim og nedladende måde. Noget andet er de historier, hvor man har fået deciderede tilbud om sauna og hygge på vagtværelset, og hvor en kollega har opført sig utilstedeligt ved at gentage sit forehavende over længere tid. Der er vi ude over en grænse, hvor jeg slet ikke kan forstå, at man kan få sig selv til det«, siger Camilla Rathcke.

Det er grimt at læse, understreger formanden.

Hun peger på, at Lægeforeningen og læger generelt har en stor opgave foran sig.

»Et er de brodne kar, dvs. enkeltpersoner, der optræder sexistisk. Noget andet er kultur, hvor der i omgangstonen på f.eks. afdelingen tillades sexistiske ytringer«, siger hun og fortsætter med reference til en af kollegaernes historie:

»Tænk at skulle bruge 45 minutter på at komme ud af et tilbud om nøgenmassage. Hvordan kan han finde på at gøre det? Det er vildt grænseoverskridende. Man skal tænke sig om, inden man inviterer til den slags på sin arbejdsplads, når man er i en magtposition. Det synes jeg generelt slet ikke, at man skal. Det er frygteligt, at man skal sidde der som yngre læge og føle sig som et gidsel«.

Ingen går fri

En læge nævner, at hun er bange for at sige fra, fordi hun frygter social udstødelse. Hvad siger det om et arbejdsmiljø?

»Det er rigtig ubehageligt. Vi har et kulturproblem, hvis man ikke tør sige fra, fordi man er bange for social udstødelse af et fællesskab på en afdeling. Ligesom vi har, hvis man er bange for ikke at være en del af kollegernes omgangstone, fordi man ikke synes, at tonen er respektfuld«, siger formanden.

Hun peger på, at der nogle steder kan være tale om en værkstedsjargon, som i virkeligheden kan danne grobund for, at noget langt værre bliver tilladeligt. Som f.eks. at invitere i sauna.

»Alle dem med en sexistisk jargon sender et signal om, hvordan det er okay at betragte kønnene i samspil på en arbejdsplads. Det er meget alvorligt. Og det er et udtryk for kultur, der er ude af en tangent, som vi må gøre op med i sundhedsvæsenet«.

Magtubalance

Camilla Rathcke peger på, at beretningerne om sexisme på hver deres måde rammer ind i problemstillingen om, at kultur og magtbalancer kan være rammesættende for, om sexisme lader sig gøre og får lov til at blive ved med at være der.

»Magtubalancen er desværre en præmis for, at man kan træde over grænser for, hvad man kan tillade sig som overlæger mod medicinstuderende og yngre læger, men sikkert også imellem forskellige faggrupper og i tilsvarende magthierarkiske strukturer andre steder«.

Nogle vil måske læse det her og tænke, at man da altid har kunnet grine, klappe hinanden på skulderen og have værkstedshumor. Er læger mere sarte i dag end for år tilbage?

»Nej, men vi er blevet bedre til at sige fra. Tværtimod bliver vi mere bevidste om, hvad der er acceptabelt i den måde, vi omgås hinanden på. Og vi får reflekteret over, hvad der er gensidig respekt, og hvad man kan tillade sig at joke med på andres bekostning«.

Camilla Rathcke hilser underskriftindsamlingen meget velkommen og håber, at mange flere skriver under. Det er en opbakning til at gøre op med sexisme, og det gælder ikke kun folk, der har haft det helt inde på livet. Også dem, der ønsker, at nu skal det være slut, siger hun.