Ophørt læge = hjem løse journaler

»Urimeligt og uhensigtsmæssigt«. Sådan betegner praktiserende læge Kai Tullin sundhedsmyndighedernes regelsæt og service omkring håndteringen af journaler ved praksisophør. »Smid journalerne ud eller prøv at afsætte dem til et eller andet offentligt arkiv efter eget valg«. Det er optionerne. Og de er hverken betryggende for patienter eller læger, mener Tullin. Det er han ikke ene om.

Med et tankefuldt øje på statistikken over praksisdød og lokale kollegers salgsbesvær så Kai Tullin for nylig i øjnene, at han måske vil blive tvunget til kort og godt at likvidere og lukke sin solopraksis i det nordsjællandske Kokkedal, når han inden for en overskuelig fremtid vil ind i en ny fase af sit liv med blandt andet fotografering på højt niveau - som pensionist. Men hvad så med klinikkens godt 1.500 journaler?

»Jeg stod i mit sekretariat og kiggede på skabene med de gamle papirjournaler, som understøtter og supplerer mine edb-journaler, og så blev jeg noget betænkelig«, fortæller Tullin.

»Bekendtgørelsen om lægers journalføring siger, at jeg har ret til at destruere journalerne, hvis jeg lukker min praksis. Men det er jo en uacceptabel løsning. Jeg kan da ikke svigte mine patienter gennem mere end 30 år på den måde. Journaler er vigtige papirer med retsgyldighed, og de kan pludselig blive meget vigtige, eksempelvis i forhold, der har med forsikring, erstatning, fadderskab eller komplicerede sygdomsforløb at gøre«.

Vejledningen til bekendtgørelsen siger da også, at »det anbefales, at journalerne opbevares, at patienterne bliver tilbudt at få dem udleveret og/eller at de ,offentlige arkivmyndigheder` spørges, om de vil opbevare journalerne«. Men med den anbefaling så Kai Tullin en nærmest uoverskuelig administrativ opgave foran sig. Han har hverken plads eller lyst til at opbevare de mange journaler i hjemmet eller i et lejet opbevaringslokale og dermed påtage sig en måske livslang opgave som frivillig arkivar/kontaktperson for patienterne og deres nye læger.

Det handler for lægen om at komme af med journalerne på en forsvarlig, anstændig og hensigtsmæssig måde. En del patienter vil måske dukke op i konsultationen og kunne få journalen under armen, men op mod 1.000 skal sandsynligvis kontaktes skriftligt - mest tidskrævende for den store gruppe patienter, Tullin ikke har set i adskillige år, som måske er flyttet flere gange. De papirjournaler fylder flere store skuffer i arkivrummet.

Ingen hjælp at hente

Problemet nagede den praktiserende læge så meget, at han skrev en grundig redegørelse til Sundhedsstyrelsens juridiske afdeling. Svaret var en ukommenteret kopi af det relevante afsnit i bekendtgørelsen om lægers pligt til journalføring - dog med telefonnummer og kontaktperson for »yderligere oplysninger«. Ikke ligefrem den hjælp, Kai Tullin havde håbet på.

»Jeg synes, det er en lige lovlig `nem' sagsbehandling«, siger lægen, som da heller ikke vil lade sagen hvile.

For at teste sundhedsmyndighedernes en anelse uspecificerede råd om at finde en havn til journalerne i det offentliges arkiver, spurgte Ugeskriftet dokumentsamlingen over dem alle, Rigs-arkivet. Efter lidt betænkningstid var chefkonsulent Poul Olsen ganske fast i mælet:

»Vi har ikke fået særlig instruks om det her, så vi vil generelt anbefale, at man enten finder den læge, der overtager patienten - eller patienten selv. Kan det ikke lade sig gøre, vil vi anbefale destruktion. Alle er naturligvis velkomne til at kontakte os i konkrete tilfælde for råd og vejledning, men jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at Rigsarkivet uden videre skulle indføre en åben aflevering for ophørte læger og klinikker. Det ville i givet fald være meget ressourcekrævende, men jeg mener nu også, at det i vidt omfang kunne være spildte kræfter.

Dels skulle det jo være et sært tilfælde, hvis der lige netop opstod en kompliceret sag blandt den lille gruppe af patienter, som den ophørte læge ikke kan få formidlet journalerne til ad anden vej, dels er det jo tvivlsomt om patienterne ville kunne finde frem til os og dermed journalerne. Endelig ville vi kun bevare epikriser, selv om vi påtog os opgaven. Det er vores gældende praksis i opbevaring af nyere papirjournalmateriale fra de offentlige sygehuse; billeder, laboratorieprøver osv. smides ud - blandt andet fordi røntgenbilleder ikke holder ret længe, før de simpelthen blegner væk«.

Lov er lov

Sundhedsstyrelsens 2. kontor har stået for vejledningen. Chefkonsulent Elisabeth Hersby påpeger, at styrelsen har søgt at smidiggøre lovgrundlaget for journalopbevaring ved at pege på alternativer til destruktion.

»Loven siger, at man kan destruere journalerne. Men kan er ikke det samme som skal. Vi talte naturligvis med Rigsarkivet, da vejledningen blev udformet, og der var enighed om, at muligheden burde stå åben for, at lægerne og de enkelte arkiver kunne finde en løsning.

Da Mermaid Klinikken i Ebeltoft lukkede, fandt man således en løsning, hvor Landsarkivet for Nørre-jylland, Viborg, overtog journalerne«, fortæller Elisabeth Hersby.

Patienter med f.eks. en erstatningssag kan komme i klemme, hvis deres journaler destrueres. Er det ikke grund nok til strammere opbevaringsregler?

»Der er ingen enkle løsninger. Journalerne betragtes som den privat praktiserende læges ejendom, og den må de jo disponere over inden for lovens rammer. Men vi ved også, at en del patienter vil have sig frabedt, at deres journal gives videre. De ville komme i klemme, hvis man indførte obligatorisk videregivelse. Grundlæggende er jeg nu heller ikke i tvivl om, at lægerne søger at hjælpe deres patienter bedst muligt ved praksisophør«.

Men hvis lægen nu dør, stå arvingerne tilbage med journalerne. Kan man forvente samme sundhedsetiske standard fra dem?

»De er som alle borgere under straffelovsansvar, hvis de udnytter personfølsomme oplysninger«.

Kai Tullin er ikke tilfreds med den melding: »Det er kryptisk og totalt ubrugeligt. Lad os tage en enke efter en praktiserende læge: Hun udnytter ikke personfølsomme oplysninger ved at smide alle journaler i en offentligt tilgængelig container. Hun står tilbage, i sorg og uden at kunne overskue en ulykkelig situation med en masse `papir', som skal skaffes af vejen hurtigst muligt. Hun ville sikkert bede `nogen' om at `rydde butikken' i en fart, - idet hun givetvis har masser af andre problemer at slås med. Skal hun så straffes?«

Sygesikring på banen

Heller ikke alle myndigheder mener, at vejledningen er fyldestgørende. Viborg Amt har for ganske nylig opfordret Sygesikringens Forhandlingsudvalg til at tage sagen op. Anledningen var en sag om praksisophør, som Viborg forsøgte at løste ad hoc ved at tilbyde patienterne journalerne - i samme brev som meddelelsen om, at patienten skulle finde ny læge. Men amtets samarbejds-udvalg skriver til Sygesikringens Forhandlingsudvalg, at man finder det »hensigtsmæssigt, at der sker en revurderin g af vejledningen om journalføring, således, at der bliver fastlagt rammer og procedurer for lægers pligt til at videregive journaloplysninger til en ny læge ved praksisophør. Det er vigtigt, at evt. værdifuldt journalmateriale ikke går tabt«.

Det er P.L.O.'s formand, Michael Dupont enig i, men han mener ikke, at den ophørende praktiserende læge skal være forpligtet til at videreformidle journalmaterialet:

»P.L.O. har ved gentagne lejligheder overfor Sundhedsstyrelsen peget på denne problematik, som man imidlertid ikke har vist vilje til at løse, heller ikke i forbindelse med den nylige revision af journalføringsreglerne«, siger Dupont og fortsætter: »Der vil være alt for store logistiske problemer forbundet med at lade ansvaret for videreformidlingen af journalerne hvile på den ophørte praktiserende læge, som jo er gået på pension og ikke længere har sin praksis. Det ville være ønskværdigt, om myndighederne påtog sig et ansvar for journalernes videre skæbne, det kunne f.eks. ske via embedslægeinstitutionen i hvert amt«.

Fakta

Hovsa - pist væk!

Når en læge hører op, får patienten meddelelse fra Sygesikringen om, at hun skal finde en ny eller få tildelt en. Der står ikke i brevet, at man skal/kan hente sin journal, med mindre der foreligger en aftale om dette mellem den lokale sygesikring og lægen. Det står heller ikke, at den nye læge starter på bar bund. Den ophørte læge må ikke uden videre sende journalen til den nye læge, lige som denne ikke bare kan rekvirere journalen uden samtykke fra patienten. Er man en meget rask patient - eller for eksempel i udlandet - kan den ophørte læge altså have lukket og slukket og sendt ens journal på forbrændingen, inden man opdager, at man er journalløs. Vil problemet forsvinde med den elektroniske patientjournal? Ikke i en overskuelig fremtid. De praktiserende lægers journaler kan ikke altid tale sammen, og materialet vil i mange år fremover være ikke-standardiseret.

Fakta

Opbevaringspligtens grænser

Vejledning om lægernes journalføring blev senest revideret i oktober 2003 - altså i en periode, hvor praksisophør har været en realitet. På årsbasis hører 2-3 praktiserende læger op uden at sælge deres praksis videre. Bekendtgørelse og vejledning kan læses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk eller www.retsinfo.dk