Nogle kalder det en tsunami. Om godt ti år vil der komme 30-50 procent flere kræfttilfælde. Det vækker bekymring. Michael Borre, formand for DMCG, og Leif Vestergaard Pedersen, adm. dir. i Kræftens Bekæmpelse, efterlyser en kræftplan for at undgå en markant nedgang i kvaliteten af kræftbehandling i forhold til i dag. Den 6. marts holder de to en fælles konference, der skal lægge sporene til handling.
Det kostede liv, dengang i 1990’erne, da det viste sig, at der manglede strålekapacitet. Det skal vi ikke gentage og derfor skal der handles nu, advarer Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Når der kommer så mange flere kræfttilfælde, er der brug for en kræftplan til. Det mener Leif Vestergaard Pedersen.
»Det er en kæmpe stigning i antallet af kræfttilfælde, der er på vej, og der er brug for en systematisk gennemgang af, hvilke nye behov det giver. Vi ved, at for hver gang der er 1.000 flere kræfttilfælde, er der brug for 10.000 flere billeddiagnostiske undersøgelser. Der bliver brug for flere patologer, mere operationskapacitet og flere onkologer. Det skal dimensioneringen af speciallæger tage højde for, og man må forvente, at Sundhedsstyrelsen udviser rettidig omhu over for det«.
Faktaboks
Han fortsætter:
»Men der er brug for en samlet plan, for at der kan komme systematik ind i overvejelserne, så man ikke sidder i hvert enkelt speciale og overvejer behovene. Planen skal også tænke de nye supersygehuse ind, som planlægger med et reduceret sengeantal«.
Der er ti år til ...?
»Ja, men nogle politikere og hospitalsledelser siger: åh ja, det problem viser sig først om fem år, og der er jeg et andet sted. Men det her går ikke over af sig selv. Allerede i dag hører vi klinikere fra alle steder fortælle, at de er pressede, så hvordan skal det ikke gå, når der kommer endnu flere kræftpatienter?«.
Desuden skræmmer sporene, pointerer Leif Vestergaard:
»Dengang, da det viste sig, at der manglede strålekapacitet, så vi en sendrægtighed i systemet. Der gik lang tid, før det gik op for systemet, at der rent faktisk var en markant mangel. Og derfra til, at der blev gjort noget ved det, gik der endnu mere tid. Det kostede mange kræftpatienter al for lang ventetid og utvivlsomt nogle livet. Det er derfor, at vi nu tager hul på den diskussion, bl.a. med konferencen den 6. marts sammen med DMCG. Andet ville være helt uansvarligt«.
Men er en kapacitetsudvidelse svaret?
»Ikke kun. Der kommer hele tiden nye muligheder og teknologiske fremskridt inden for kræftbehandlingen. Det kan gøre nogle ting nemmere og skal med i overvejelserne om det fremtidige behov og med i den overordnede planlægning – og det understreger lige præcis behovet for en kræftplan«.
Men der vil stadig være behov for mere kapacitet, mener I – har I et skøn over hvor meget?
»Nej, ikke endnu. Men en meget stor del af stigningen i kræfttilfældene vil udgøres af ældre mennesker. Og der er jeg er bange for, at vi allerede i dag er pressede på kapaciteten. Når vi sammenligner vores kræftbehandling af ældre mennesker i dag med nordtyske tal, tyder det på, at vi i Danmark i nogen grad undlader at operere ældre kræftpatienter. Selvfølgelig skal man ikke behandle, hvis det gør mere skade end gavn. Men jeg har en mistanke om, at det i nogle tilfælde skyldes kapacitetsproblemer. Og kapacitet skal aldrig være en begrundelse for at undlade at behandle«.
Der er brug for at tænke nyt, bare for at opretholde den behandlingskvalitet vi har i dag. Når vi i det næste årti rammes af mange flere kræftpatienter, er der brug for en sundhedsfaglig revolution. Det kan en kræftplan 4 være med til at bane vejen for, mener formand for DMCG’erne, Michael Borre.
»Babyboomet fra 50’ og 60’erne satte en menneskebølge i gang, hvoraf de første bliver folkepensionister netop nu. De vil leve længere og have store krav til sundhedsvæsenet. Samtidig vil de forøge antallet af kræfttilfælde med 30 procent, mens antallet af overlevere med kræft vil øges betydeligt mere. Samtidigt vil der være færre til at tage sig af dem«.
Sådan lyder Michael Borres lakoniske karakteristik af situation på kræftområdet i de næste ti år.
Så der er brug for flere resurser?
»Ja. Men sagen er, at vi allerede i dag har rationaliseret og effektiviseret et efterhånden toptunet behandlersystem med en forbedret patientoplevelse og nyt fokus på rehabilitering. Kunne vi sætte samfundsudviklingen i stå nu, havde vi muligheden for at blive endnu bedre. Men fremtiden bringer så mange nye patienter, at der for bare at opretholde det nuværende kvalitetsniveau skal tænkes nyt. Men vi vil jo fortsat gerne blive endnu bedre, så derfor skal der altså virkelig ske noget«.
Hvordan?
»Forventningen er, at man med ny it, telemedicin og teknologi i øvrigt skal kunne imødekomme de nye patientmasser. Vi gør allerede nu små forsøg på at håndtere den store mængde patienter ved at redefinere opfølgningsprogrammer med fokus på en behovsorienteret opfølgning – for vi kan ikke blive med at se samtlige patienter som hidtil, og det er heller ikke nødvendigt. Vi er begyndt, men det løser ikke det presserende problem. Indsatsen skal være smartere«.
Hvordan skal den smartere måde at gøre tingene på findes?
»Det håber jeg, konferencen vil være med til at give et bud på. Der har nok været et gran af neglekt over for, hvad der venter os. Men nu er det lige før bølgen vælter ind over os, og dermed er det sidste udkald for at tage opgaven alvorligt«.
Men det kommer vel ikke bare fra den ene dag til den anden?
»Jeg kan godt blive lidt nervøs, når der ensidigt satsets på nye kliniske landvindinger i en tid, hvor drift let kommer til at tryne forskning og udvikling. De foregående ti års landvindinger ville ikke have reddet os. Konferencen kan forhåbentligt hjælpe os til at erkende, at der er behov for en ny koordineret strategi – i form af en ny kræftplan, som skal sikre koordinering, et relevant fokus, de nødvendige resurser og ikke mindst en plads til den kliniske og organisatoriske forskning og udvikling, som vi i denne sammenhæng sætter vores store lid til«.
