Oplysningstiden gik uden om Københavns Universitet

Da Oplysningstiden dæmrede over 1700-tallets København, ramte lyset ikke universitetet. Tværtimod strittede universitetet indædt imod ethvert forsøg på modernisering.

Oplysningstænkerne havde deres rødder i den akademiske verden, men omfattede også lærde amatører og naturforskere. Men langt op i 1700-tallet stod Københavns Universitet i stampe og uddannede fortrinsvis præster og jurister. Fra 1741 til 1750 blev der i København uddannet 144 teologer, fire jurister og kun et par håndfulde læger.

Ude i Europa blev enkelte universiteter en del af Oplysningstidens videnskabelige miljø, men Københavns Universitet hørte ikke til dem. Det var en konservativ fæstning, der vendte sig imod forandring, og opfattede naturvidenskab med mistro og ligegyldighed.

Det skabte til gengæld grobund for den underskov af private videnskabelige selskaber, som netop sprang op i disse år.

Til kamp mod nyttig viden

Reformvenlige kredse i regeringen indså, at universitetet var en irrelevant og unyttig institution, som havde hårdt brug for en reform. Men universitetet var ikke til at hugge eller stikke i og kæmpede imod med næb og kløer, hvad det følgende er et eksempel på.

I 1751 var J.H.E. Bernstorff tiltrådt som udenrigsminister. Han hidkaldte to dygtige tyske læger: Georg Christian Oeder og Johan Just von Berger. Berger blev den afgørende drivkraft i indførelse af koppeindpodningen i Danmark.

Oeder skulle undervise i botanik ved universitetet. Men for at opnå ansættelse her, måtte han først disputere på latin. Oeders disputats handlede om nervesystemet, som han havde studeret på levende dyr hos den berømte professor Albrecht von Haller i Göttingen, hvor man ikke lagde synderlig vægt på latinen.

Haller anses for fysiologiens grundlægger, så man må formode, at Oeder kunne have meget at berige Københavns Universitet med. Det mente universitetets konsistorium dog ikke. Regeringens skulle ikke blande sig i academias selvstyre med uønskede ansættelser, så man udtænkte en plan for at forpurre Oeders ansættelse. Men man måtte træde varsomt, for Oeder nød bevågenhed på allerhøjeste sted, og man skulle nødig pådrage sig den enevældige konges unåde.

Provinsialismens triumf

Disputatsforsvaret skulle være den arena, hvor Oeder skulle fældes. Og man havde fundet hans akilleshæl: Det kunne godt være, at han vidste meget om nervesystemet – men han beherskede ikke latin på et niveau, der egnede sig til et disputatsforsvar.

Ingen blandt universitetets egne professorer havde dog lyst til at agere bødler og risikere kongens mishag. Det blev derfor to medicinstuderende, der fik til opgave at opponere. Og det gjorde de yderst effektivt. Ikke med faglig argumentation, men ved at tale latin med rivende tungefærdighed. Oeder forstod ikke meget af det og kom helt til kort over for opponenterne. Hans disputats kunne herefter afvises.

Oeder klagede: Den slags disputeren var irrelevant og hørte en fjern fortid til. Men rektor Hans Peter Anchersen, professor i veltalenhed, var uenig. Provinsialismen triumferede, og Oeder blev afvist.

Regeringen svarede ved at oprette det, vi i dag ville kalde en sektorforskningsinstitution, som var uafhængig af universitetet: De Kongelige Botaniske Anstalter ved Amalienborg. Her fik Oeder et professorat.

Holberg og videnskaben

Den latinlærde verdens ydmygelse af Oeder kunne være en scene fra en Holberg-komedie. Ludvig Holberg var selv professor ved Københavns Universitet og var selv en af Oplysningstankens ivrigste fortalere i Danmark. Han skrev selv på dansk. Og i sin komedie Erasmus Montanus gør han tykt nar ad de lærdes latinsnobberi og naragtige disputeren om ligegyldigheder.

I 1751 var Holberg en ældre mand, men i sine yngre dage havde han besøgt Europas store universiteter og gjort sig fortrolig med de nyeste strømninger – herunder oplysningsidéerne. Holberg agiterede for at bruge fornuft og forstand i stedet for at lade sig vejlede af Bibelen i naturvidenskabelige spørgsmål: »De hellige Bøger ere ikke skrevne for at oplyse Mennesker udi Astronomie, men for at veyvise dem udi Saligheds Sager«, skrev han i en af sine epistler.

I en tid, hvor den lærde litteratur blev skrevet på latin og handlede om religiøse emner, skrev Holberg på modersmålet. Han skrev om stort og småt, om moral, om retsvæsen, om filosofi og om historie. Han slog til lyd for kvinders ligeberettigelse, skrev satiriske essays og drev et teater. Vi griner stadig højt over hans komedier, som udstiller borgerskabets og den akademiske verdens naragtigheder og snobberi. De, som ikke købte og læste bøger, kunne få del i oplysningstankerne på teatret.

Holberg var ikke hjemme i matematikken og fysikken, men det afholdt ham ikke fra som begavet amatør at mene noget om naturvidenskaberne. Han mente, at de skulle være til praktisk nytte, hvad han tydeligt viste i sin »Betænkning over den nu regierende Qvæg-Syge« fra 1745, hvor han i øvrigt ræsonnerede sig frem til, at en ødelæggende epidemi af kvægpest måtte skyldes en slags mikroorganismer.

Private videnskabsklubber

Fra omkring 1750 var dansk videnskab ved at kæmpe sig ud af dødvandet. Det kan aflæses i den række af videnskabelige institutter, selskaber og organisationer, som spirede frem i disse år:

I 1736 grundlagde kirurgen Simon Crügers sit Anatomisk-Kirurgiske Teater i Købmagergade. Det skete med velvillig støtte fra Christian den Sjette og under hårdnakket modstand fra universitetet. Collegium Medicum blev oprettet i 1740 som en tidlig forløber for den moderne Sundhedsstyrelse. Videnskabernes Selskab blev stiftet i 1742 og fik kongelig protektion.

Kirkens indflydelse på naturvidenskaberne blev nedbrudt, sten for sten, og det samme skete for latinen som videnskabeligt sprog. I 1745 – seks år før universitetets ydmygelse af den fremragende Oeder – havde Videnskabernes Selskab bestemt, at dets udgivelser skulle ske på dansk – selv om medlemmerne selvfølgelig beherskede latinen.

Københavns Universitet fastholdt latin som det videnskabelige sprog helt frem til 1840’erne.

I 1750 blev den første Fødselsstiftelse åbnet i Gothersgade. Her kunne ugifte kvinder føde anonymt og få gratis lægehjælp. 1757 var året, da Kongelig Frederiks Hospital blev indviet som landets første behandlingssygehus, der samtidig skulle tjene til undervisning af læger og kirurger, og i 1759 flyttede Fødselsstiftelsen til Amaliegade som nabo til hospitalet – og som uddannelsessted i fødselshjælp.

I 1772 blev Det københavnske medicinske Selskab stiftet af lægen J.C. Tode med det formål at formidle videnskabelige erfaringer. Året efter kunne Den kgl. Veterinærskole tages i brug. Endelig i 1785 blev Det kgl. kirurgiske Akademi indviet, en læreanstalt, som skulle uddanne kirurger. Det kongelige i akademiets navn signalerede, at det sorterede under kongen og var skarpt adskilt fra universitetet, hvor medicinerne så ned på kirurgerne med den dybeste foragt.

Det var således ikke Københavns Universitet, som bidrog til naturvidenskabernes fremgang i sidste halvdel af 1700-tallet. Initiativerne kom i stedet dels fra »den oplyste enevælde« og magtfulde topembedsmænd som A.G. Moltke og J.H.E. Bernstorff, dels fra de mange videnskabelige selskaber, som på privat initiativ blomstrede op i 1700-tallets sidste halvdel.