Oprøret, der blev til PLO

1960'erne var et ringe tiår for de danske lægepraksis. Der var ikke megen tilgang af yngre læger og for meget arbejde til for få læger. I sygehusvæsenet skød det ene prestigebyggeri efter det andet op, specialiseringen tog fart, og hospitalerne kunne tilbyde mere og mere. Selv hjertetransplantationer var ikke længere science fiction.

»Rod, snavs og mistrøstighed«

Derimod var det så som så med respekten for de praktiserende læger. De havde intet speciale og nød ikke nævneværdig faglig respekt. I 1989 huskede en ældre vestsjællandsk læge det sådan:

»Arbejdsdagen startede med en times telefontid kl. 8-9; derefter var der konsultation. Man passede selv telefonen også i konsultationen til stor ulempe for lægen og for patienten i stolen overfor (eller på undersøgelseslejet). Der var ikke noget tidsaftalesystem, så patienterne kunne sidde tæt i venteværelset, ventetiden var ofte 1-2 timer, og de patienter som passerede venteværelset efter endt konsultation blev ofte mødt med bifald eller sarkastiske bemærkninger, alt efter hvor længe de havde været inde.

Efter konsultationen var der sygebesøg, oftest mange, ingen ville drømme om at befordre et febrilt barn hen til lægen, og patienterne var heller ikke selvbefordrende. Under sygebesøgene måtte den hjemlige telefon bemandes af ægtefælle eller hushjælp, en telefonsvarer ville være en fornærmelse. Når man kom hjem, lå der besked om en ny stribe besøg. Engangsartiklerne var ikke opfundet, så sprøjter, kanyler og gummihandsker skulle vaskes, koges, tørres, pakkes og sendes til sterilisation på apoteket. Ud over en halvhjertet gennemført weekendordning var der ingen kollegiale vagtaftaler, og beredskabet fortsatte derfor hele natten og hver dag« [1].

En læge, som overvejede at nedsætte sig i begyndelsen af 1960'erne, havde set på flere praksis:

»Det havde været en nedslående oplevelse. Nogle bar direkte præg af forfald. Ældede, trætte læger var kørt fast i rod, snavs og mistrøstighed, og husene var ucharmerende, store kasser, som generationer af læger havde forsynet med ejendommelige tilbygninger og udvækster« [2].

Undergrundsbevægelsen

Denne elendighed kunne ikke fortsætte, men mange praktiserende læger - især i provinsen - tvivlede på, at Lægeforeningen (dengang DADL) kunne eller ville løse den eksistentielle krise for almen praksis. På lægemødet i 1963 var der forslag om at oprette et organ, Provinslægernes Praksisråd, til at tage sig af problemerne, men forslaget blev forkastet af frygt for, at det kunne splitte Lægeforeningen [3].

Dog var der støtte til at styrke almen praksis, men det skulle ske gennem forskning og undervisning, både præ- og postgraduat - men inden for Lægeforeningens rammer.

Efter afvisningen på Lægemødet opstod en »undergrundsbevægelse«, hvor anonyme læger tog initiativ til det stencilerede debatblad »Kommentar« med den pompøse undertitel: Forum Practicorum Provinciale. Her hejste provinslægerne oprørsfanen, og det stod snart klart, at det endegyldige mål var at danne en selvstændig og stærk praksisorganisation.

Hensigten skulle være at danne en modvægt mod sygekasserne og mod en eventuel, kommende offentlig sygesikring. Det skulle give de praktiserende læger styrke til, hvis det blev nødvendigt, at stå uden for aftaleforhold og vende tilbage til den gamle betalingsordning, hvor der var penge mellem patient og læge [4].

Specialisering ville redaktionen ikke vide af: I andre grene af lægevidenskaben havde specialiseringen blot ført til fremmedgørelse af patienten, der i modsætning til, hvad der var tilfældet i almen praksis, blev splittet for alle vinde. En gruppe læger, som i 1966 ville stifte et selskab til forskning i almen lægepraksis, fik surt at vide, at de burde afvente det langt vigtigere spørgsmål om at danne Praktiserende Lægers Organisation.

Lønstigning og anerkendelse

Kampagnen var effektiv, og efter at Lægeforeningen var blevet nødsaget til at undersøge det hensigtsmæssige i at danne en særlig organisation for de alment praktiserende læger, endte et repræsentantskabsmøde i 1967 med at anbefale oprettelsen af PLO.

Fra sin begyndelse arbejdede den nydannede forening dels for bedre arbejds- og honorarvilkår, dels - trods nogle kredses foragt for specialiseringen - for en professionalisering i retning af en egentlig uddannelse til alment praktiserende læge.

Allerede ved de første overenskomstforhandlinger med sygekasserne i 1969 opnåede PLO en lønstigning på hele 30 procent.

Og hvad professionaliseringsbestræbelserne angik, indledte PLO et nært samarbejde med Dansk Selskab for Forskning i Almen Lægepraksis, som snart skiftede navn til Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM. Hermed var vejen banet for en mere systematisk forskning og udvikling i almen medicin og for oprettelsen af almenmedicinske institutter ved universiteterne i København (1974), Århus (1975) og Odense (1980).

I 1994 oprettede Danmark - som et af de sidste lande i Europa - et speciale i almen medicin.

Artiklen bygger overvejende på Nick Nylands fremstilling i bogen »Alment praktiserende læger i Danmark 1900-2000. En professionshistorie« (Inst. for Sundhedstjenesteforskning, Almen Medicin. Syddansk Universitet 2006).