Skip to main content

Opskriften på det nære sundhedsvæsen

Frede Olesen er kendt som en af de skarpeste iagttagere af det danske sundhedsvæsen. Det står stille lige nu og har ikke erkendt, at et nyt sygdomsmønster er på vej, mener han. Her giver han sit bud på, hvordan sundhedsvæsenet kan komme på omgangshøjde med tidens behov.

Professor og forsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet, giver kommuner, regioner og almen praksis råt for usødet i dette interview.
Professor og forsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet, giver kommuner, regioner og almen praksis råt for usødet i dette interview.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

7. jun. 2016
7 min.

De fleste, der interesserer sig for indretningen af sundhedsvæsenet, kender Frede Olesen. Han er professor, har været formand for Kræftens Bekæmpelse, er forsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus og tidligere praktiserende læge. At opliste de råd, nævn, arbejdsgrupper osv., som han har siddet i eller rådgivet, vil føre for vidt. Men hans speciale er at analysere snittet eller rettere samarbejdet mellem sygehusene, almen praksis og kommunerne.

Netop det fungerer ikke for godt for tiden, og regeringen har sendt det til eftersyn. I de kommende måneder vil det vælte ind med handlingsplaner – for det nære sundhedsvæsen, for demente, for ældre medicinske patienter, for lægedækningen.

Ugeskrift for Læger fanger Frede Olesen til en konference om de multisyge. Han bruger tre fjerdedele af sin frokostpause på dette interview. For det her er vigtigt. Ugeskriftets anmodning: opskriften på det nære sundhedsvæsen.

I kort form lyder svaret:

Regionerne skal tage deres ansvar for almen praksis på sig. Holde op med at tænke så meget i monospecialer. Og få nogle idéer. Almen praksis skal tænke sig selv ud af konsultationens fire vægge, se sig selv som en medicinsk spiller i lokalsamfundet og tage et ”ægte” ansvar for de multisyge og kronikerne.

Korsvej

Ifølge Frede Olsen står begge parter – regioner og almen praksis – ved en korsvej. Han mener, at almen praksis er ved at indse, at de skal flytte sig. Til gengæld står regionerne ret stille og har gjort det i de sidste ti år.

Hvad er det for en ny virkelighed, de skal erkende?

”At vi har en ældrebefolkning, hvor det er undtagelsen kun at have én sygdom. Det betyder, at den model, som vi har kørt efter i mange år, hvor vi har specialiseret os i enkeltsygdomme, ikke holder i fremtiden. Vi er nødt til at tænke radikalt anderledes for at løse de problemer, vi står over for”.

Er det ikke kendte problemer, der bare er blevet lidt større?

”Nej. Det er nye problemer. Vi har haft fantastisk succes med at udvikle sundhedsvæsenet til enkelte sygdomme. Men fremtidens sygdomsmønster er præget af andre ting: stress og livsstilssygdomme, som skal forebygges i kommuner og primærsektor. Og så er det præget af etablerede kroniske lidelser, hvor det er undtagelsen, at man kun har én sygdom. Mange gamle, ofte socialt mindre godt stillede med flere forskellige sygdomme, er stort set fuldtidsbeskæftigede med at køre rundt til forskellige monosygdomsambulatorier. Det er uværdigt og forvirrende for patienten – og så er det ineffektivt. Derfor kommer enkeltspecialetilgangen til kort”.

Er regionerne ikke klar over det?

”Nej, de har ikke set ambulatoriernes problemer i øjnene, og de mangler idéer til, hvordan de kan bruge primærsektoren i denne nye udfordring. I forhold til den primære sektor har regionerne stået stille i de sidste ti år og har kun haft tre løsninger. De har sat aktiviteten på enkeltsygdomsambulatorier op. Dernæst har de etableret flere udadgående funktioner, som er dyre, ineffektive og geografisk skævt fordelt. Endelig har de udviklet telemedicin, som det har vist sig, vi har haft naive tanker om. Og så har de ikke haft flere idéer”.

Regionerne ud af hullerne

Det er ikke nok, mener Frede Olesen, som peger på flere handsker for regionernes fødder, så at sige, som de bør tage op.

Regionerne må finde ud af, hvordan de vil understøtte kommunerne – ”i stedet for at bruge kræfterne på, hvordan de vil konkurrere med dem. Der er en gammel kultur om, at kommunerne ikke rigtig duer, som ligger dybt. De har historisk set heller ikke været særligt gode på sundhedsområdet. Men faktum er, at vi ikke kan klare fremtidens nye sygdomsmønster uden dem”, siger han.

Hvis vi ser på regionerne og almen praksis – hvad drømmer du så om, at du kan læse i avisen i morgen om dem?

”At regionerne får en klar strategi for, hvordan almen praksis skal udvikles”.

Hvordan skal den strategi se ud?

”Den skal gå i dialog med almen praksis. De skal finde ud af sammen, om almen praksis skal fortsætte med alene at være reagerende over for de patienter, der opsøger dem, eller om den også skal være centrum og den store tovholder for udsatte, multisyge patienter og for forebyggelse. Jeg tror det sidste, og det må regionerne lægge en strategi for. Tilsvarende må almen praksis have en strategi, så de har et svar til regionerne. Det har de haft svært ved”.

Regionerne skal tage ansvar for almen praksis

Frede Olesen mener, at grunden til, at der ikke er sket særlig meget på den front er, at regionernes folkevalgte har udviklet sig til at blive sygehusbestyrelser:

”De bliver nødt til at sadle om og holde op med at se sig selv udelukkende som sygehusbestyrelser, der er mest optaget af enkeltspecialer. Det har de faktisk håndteret fremragende – får vi en enkelt sygdom, kræft eller lignende, så får vi en god behandling. Men det fokus på specialerne er ikke nok, når fremtidens problemer med de multisyge skal håndteres. Regionerne har ansvar for både almen praksis og sygehuse, og de skal tage medansvar for hele sundhedsvæsenet. De må tage stilling til, om de mener det alvorligt, at de har ansvaret for almen praksis. Ellers ville almen praksis være bedre placeret i kommunalt samarbejde”.

Og hvad med almen praksis?

”Almen praksis skal gentænke sig selv, så den kommer til at tage lokalt, medicinsk ansvar i erkendelse af det nye sygdomsmønster og de nye behov, som opstår i disse år. Jeg synes, almen praksis skal melde meget klart ud, at de ønsker en tilpasning af overenskomsten, så den passer til det. Der skal allokeres meget mere præcis tid til de tunge patienter og den langsigtede forebyggelse. Og til sygebesøg og til at understøtte plejehjem – det er så kommet nu – og til samarbejde med kommunerne”.

Der skal igen ansættes flere sygeplejersker i praksis, mener Frede Olesen. Det vil være med til at ruste praksis til en rolle som tovholdere for de multisyge og kronikerne. Det betyder, at det loft over omsætningen, der blev indført for tre år siden, skal væk, for det betød, at mange praksis skar ned på sygeplejerskerne.

Praksissektoren har brug for flere læger, mener Frede Olesen – ligesom PLO's formand Christian Freitag har meldt ud.

”Men ikke lige nu. Det skal følges op af en differentiering, for ellers bliver det hele bare værre. De nye vil bare rykke ind i byerne, og der kommer endnu flere vakancer i yderområderne med stort behov. Så det skal være på lidt længere sigt, når de vakante stillinger i yderområderne er besat”.

Nye incitamenter i praksis

Honoreringssystemet skal en tur på værksted, og incitamenterne skal pege en anden vej end i dag:

”Tager man som læge de tunge ting på sig, bliver man fattigere. Tager man de lette ting, bliver man rigere. Det skal der gøres op med. Der skal differentieres socialt, efter alder og sygdomstyngde og efter geografisk belastning”, siger Frede Olesen.

”Jeg har en god ven, der er praktiserende læge i et socialt belastet område. Hun har en årsindkomst, der er mellem 100.000 og 200.000 kr. mindre end hos de læger, der sidder i centrum. Hun er engageret i de tunge patienter og gør det bedste, hun kan. Men hun har for lidt tid til det, og når hun alligevel gør det, taber hun penge. Så hun må acceptere, at hendes årsindkomst er væsentligt lavere end den, læger i de lette områder, har”.

Han tilføjer: ”Jeg synes, PLO's repræsentantskab opfører sig uansvarligt og usolidarisk, når de siger, at de ikke vil have den differentiering. Og ikke har et bud på en løsning af det problem. Det går ikke. Almen praksis skal gentænke sig selv, så den virkelig kommer til at tage lokalt, medicinsk ansvar i erkendelse af den nye behov, som opstår i disse år”.

Der er opstået en misstemning omkring almen praksis, mener Frede Olesen, som delvist er PLO's egen skyld:

”Jeg synes Danske Regioner og PLO har bidraget deprimerende meget til at tale almen praksis ned i et hul i de senere år. Men jeg tror, at det nuværende formandskab i PLO er ved at vende det om og invitere til en positiv måde til at udvikle almen praksis. Det skal de have ros for. Nu håber jeg, at de får opbakning i repræsentantskabet, og at regionerne også er på vej til at lægge kursen om. Men jeg ved det ikke”.