Skip to main content

Ortopædkirurg og krimiforfatter

Klaus Larsen, kl@dadl.dk

4. feb. 2013
3 min.

Steffen Jacobsen skriver kriminalromaner. De får ros af anmelderne og udkommer i adskillige lande. Den fjerde, som har titlen »Trofæ«, udkommer i morgen på People's Press.

Han er også overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital, forsker, dr.med., konsulent i Ankestyrelsen, voterende sagkyndig for Retslægerådet og familiefar til fem. Så det er ikke, fordi han mangler noget at fordrive tiden med, at han skriver kriminalromaner.

Det er heller ikke, fordi Steffen Jacobsen er træt af sit job. Tværtimod elsker han både arbejdet, afdelingen og samværet med unge, ambitiøse og forskningsinteresserede mennesker.

Men da han i 2008 efter fem års hårdt slid havde forsvaret sin disputats om hoftedysplasi, opstod der bare et tomrum.

»Ikke en klinisk depression, men det var totalt ... antiklimaktisk«, siger han. »Som læge vil du gerne være færdig med studiet. Så vil du være reservelæge, have speciallægeuddannelse, og endelig ender du som overlæge og dr.med. Så er alle fluebenene ligesom sat«.

Skriver, når børnene er lagt i seng

Steffen Jacobsen har altid dyrket kreative sysler ved siden af jobbet: malet, spillet fløjte og skrevet en lille bog, der aldrig slog an. Så da »nogen« foreslog ham at skrive en kriminalroman, tog han fat og fik relativt hurtigt debutromanen »Passageren« skrevet og antaget til udgivelse.

Han læser ikke selv mange skønlitterære bøger og da slet ikke nordiske kriminalromaner:

»Jeg gider ikke at læse krimier om en 15-årig svensk dreng, der slår 23 mennesker ihjel og arrangerer ligene i et egyptologisk mønster, hvorefter en fraskilt kvindelig tv-journalist, der tilfældigvis kender en ekspert i assyriologi, gennemskuer forbryderens modus og så videre ...«, siger Steffen Jacobsen.

Dog vedkender han sig sin beundring for en række engelsksprogede forfattere til spændingsromaner - ikke bare klassikere som Ambler og Le Carré, men også nyere som Martin Cruz Smith, Philip Kerr og Alan Furst. Han ser også »alle film« - nogle gange seks gange i træk.

»Og så læser jeg filmmanuskripter. De skal fortælle meget med få ord. Vil man lære at skrive dialoger, skal man læse filmmanuskripter«, siger han.

Steffen Jacobsen savner mere tid til at skrive:

»Det er irriterende ikke at have nogle lange forløb, hvor man bare kan sætte sig til at skrive. Men det er desværre noget, der må ske, når børnene er lagt i seng, hunden er luftet, opvaskemaskinen er tømt, vasketøj hængt op og sagerne til Ankestyrelsen besvaret. Det kan godt være svært hele tiden at samle tråde op, når skriveprocessen er hakket op i små bidder«, siger Steffen Jacobsen.

Han har ingen planer om at droppe lægetitlen og skrive »forfatter« på visitkortet

»Men man har jo en slags håndværksmæssig stolthed, og nogle gange kan man da godt drømme om at tage et års orlov for at se, hvor et langt, sammenhængende skriveforløb kan bære hen«.

Superskurke findes ikke

Steffen Jacobsen går ikke bevidst efter bloddryppende udpenslinger af forbrydelser og gerningssteder. Men genren kræver blod, og han har baggrund i ortopædkirurgien.

»Bestialitet i sig selv tiltrækker mig ikke. Man undgår ikke helt, at det nogle gange bliver lidt udpenslet. Og der har jeg nok et forspring, for efter 20 år i traumecenter og på skadestue behøver jeg ikke slå op eller researche i anatomi eller retsmedicin for at beskrive, hvordan det ser ud, når folk er blevet skudt og kvalt og stukket ned«, siger han.

Hvad den danske forbryderverden angår, er han ikke imponeret. Superskurke, a la Lex Luthor eller professor Moriarty, findes ikke, så for dramaets skyld er man nødt til at opfinde nogle virkelig lede skurke:

»Jeg ønsker mig selvfølgelig ikke virkelig lede forbrydere - men hvis man ser på de almindelige danske kriminelle, er det jo sådan nogle typer, der kører væk fra et bankrøveri på en punkteret cykel, lidt rockere og indvandrerbander og Stein Bagger. Temmelig røvsygt«, siger Steffen Jacobsen.

»Trofæ« udkommer i morgen. Allerede i manuskriptfasen er romanen solgt til et stort tysk forlag, og der forhandles om filmrettighederne med et svensk produktionsselskab.

Læs et uddrag her:

issuu.com/bognu/docs/trofae

»Trofæ« udkommer den 5. februar 2013

på People's Press. 442 s., vejl. pris 149,95 kr.