Charité-hospitalet lå – og ligger stadig – i Østberlin, et stenkast fra den mur, som blev rejst i 1961. Fra den ene dag til den næste var beboerne i det kommunistiske Østberlin spærret inde. Officielt blev Berlinmuren af DDR-ledelsen kaldt »den antifascistiske beskyttelsesvold«, men dens egentlige formål var at stoppe den masseflugt, som drænede DDR for kvalificeret arbejdskraft. Da muren blev opført, var bemandingen på hospitalet allerede langt under det kritiske minimum.
»Hoppede af« til Østberlin
Mens hospitalet langsomt forblødte, holdt chefen for hospitalets retsmedicinske institut stand. Professor Otto Prokop brugte endda sin magtfulde stilling til at spænde ben for, at ansatte, som han nødigt ville af med, kunne få udrejsetilladelse.
Som østrigsk statsborger kunne professor Prokop selv rejse, når han ville, og hvorhen han ville. Efter krigen havde han bosat sig i Bonn i det daværende Vesttyskland. Her havde han allerede gang i en forskerkarriere som serolog og retsmediciner, da han i 1957, på toppen af Den Kolde Krig, flyttede med sin kone til Østberlin for at blive leder af Institut for Retsmedicin.
Dr. Sven Hartwig, som selv er overlæge på Prokops gamle institut, afviser ifølge Berliner Zeitung (B.Z.), at Prokop havde politiske motiver. »Han anså sig for at være politisk og materielt uafhængig«, sagde Hartwig til B.Z. »Han havde viet sit liv til forskningen. Han var hvileløs og havde mistet enhver målestok, hvad arbejdet angik«.
I Charité-seriens forrige sæson stod hovedpersonen i en tilsvarende situation: Professor Ferdinand Sauerbruch var chef for Charités kirurgiske afdeling, da nazisterne kom til magten i 1933, og han forblev i stillingen til den bitre ende. Erklæret upolitisk, men med et tvetydigt forhold til nazi-regimet, som han modarbejdede i det skjulte, men også lod sig hædre og hylde af.
Professor Prokop flyttede til Berlin nogle år før Murens opførelse, men han forblev i DDR og Østberlin frem til Murens fald i 1989, og som så mange andre fremtrædende forfattere, kunstnere og videnskabsfolk i DDR måtte han siden retfærdiggøre sig over for kritikere, som bebrejdede ham hans tvetydige forhold til DDR-regimet.
Kunne man være upolitisk?
Selv om Otto Prokop aldrig meldte sig ind i det regerende Socialistiske Enhedsparti, og skønt han nægtede at sminke sine erklæringer, var han det østtyske sundhedsvæsen en god og loyal mand. I sin biografi betegner Sven Hartwig ham som »en arbejdsnarkoman«, der bogstaveligt talt boede med sin familie på instituttet.
Skal man tro, hvad Prokop fortalte efter murens fald i 1989, lå der »ikke den ringeste politiske overvejelse« bag hans opsigtsvækkende skift til »den anden side«. Ifølge Hartwigs biografi kunne motivet være, at Otto Prokop og hans bror kappedes om at opnå den flotteste akademiske karriere. Og til det formål så han det legendariske Charité i Østberlin som en gylden chance.
I et interview i 1992 fortalte Prokop om de konflikter, han havde haft med myndighederne, f.eks. da han havde undladt at »rejse et alter« for stats- og partichef Walter Ulbricht. Han havde også nægtet at kontrollere sine medarbejderes korrespondance og blev derfor kaldt til tjenstlige samtaler. Prokop havde – fastholdt han – været unpolitisch og havde holdt sig »helt ude af politik«. Men var det overhovedet muligt?
Prokop var østrigsk statsborger og var derfor ikke i lommen på regimet i samme grad, som DDR’s egne statsborgere. Han kunne pakke sin kuffert og rejse væk med en times varsel. På den anden side blev han måske fastholdt af berømmelsen og den stjernestatus, han nød, og som sikrede ham en lang række privilegier.
Men som professor og institutleder på det østtyske sundhedsvæsens flagskib, Charité, har det været tæt på umuligt for Prokop at unddrage sig opgaver, som havde politisk karakter eller påkaldte sig politisk interesse. Instituttet for retsmedicin havde et nært samarbejde med universitetets afdeling for kriminalistik, hvor professor Prokop ofte forelæste for ansatte ved Volkspolizei og det politiske statssikkerhedspoliti (Stasi). Han har selv fortalt, at han ved sine mange rejser til Vesten ved grænseovergangen havde mødt tidligere studerende iført officersuniform.
Følsomme obduktioner
I sin tid på Charité stod Prokop for flere end 50.000 obduktioner, og i nogle tilfælde tilhørte liget på stålbordet for eksempel et menneske, som var blevet skudt under forsøg på »republikflugt«.
Disse obduktioner, hvor Stasi-medarbejdere ofte kiggede ham over skulderen, gav Prokop adgang til en viden, som ikke tilflød almindelige DDR-borgere. Ifølge hans biografist, Sven Hartwig, pyntede han ikke på obduktionserklæringerne, men udfærdigede som god videnskabsmand objektive rapporter over sine iagttagelser. Men officielt fandt nedskydningerne ikke sted, og Stasi sørgede for, at ingen uvedkommende fik obduktionserklæringerne at se. I et interview har Sven Hartwig fortalt, at han har set »eksempler på, at en ligsynsattest er blevet ændret, så der f.eks. står, at døden skyldes et styrt i stedet for skydning«. Men i disse tilfælde var det ifølge Hartwig ikke Prokop, der havde forfalsket attesten.
I 1964 forsøgte grænsesoldaten Egon Schultz at flygte, men blev skudt ned og dræbt. Prokops obduktionserklæring konkluderede, at skuddene var afgivet fra en kollegas Kalasjnikov-riffel. Det stemte bare ikke med den officielle DDR-version, som gik ud på, at Schultz var blevet »myrdet af vestlige agenter«. Prokops rapport blev hemmeligstemplet, og Schultz blev hyldet som martyr. Først efter murens fald i 1989 fortalte Prokop om sagens rette sammenhæng.
Under opsyn
Otto Prokop stod på god fod med det hemmelige politi. Ved Stasi’s 30-årsjubilæum modtog han et fint kaffestel som æresgave fra Stasis øverste chef, Erich Mielke, for sin »fremragende understøttelse af Ministeriet for Statssikkerhed«. På den anden side blev hans forhold til Stasi aldrig så tæt, at han lod sig hverve som meddeler, hvad en del af hans kolleger og medprofessorer gjorde. Og selv om Stasi solede sig i stråleglansen fra den berømte retsmediciner, »overtalte« de Prokops assistent og chauffør til at agere stikker og rapportere om chefens gøren og laden. Under Stasi-dæknavnet »Schöbel« førte assistenten omhyggeligt protokol over Prokops rejser og noterede, hvem han talte med om hvad. I 1983 rapporterer han fra et ophold i Stuttgart i Vesttyskland, at en vesttysk kollega havde bemærket, at Prokop i DDR »tjener for lidt. Som en stor kapacitet burde han komme til Vesttyskland. Der kunne han få råd til en dyr Mercedes til 127.000 DM«. Prokops samtalepartner havde endda lovet, at han kunne få sin pensionsanciennitet med, hvis han hoppede af. Ifølge »Schöbel« takkede Prokop nej.
Og hvorfor skulle han også hoppe af til Vesten? I DDR var han berømt og feteret som en rockstjerne. Hans søndagsforelæsninger – altid iført butterfly – var folkelige tilløbsstykker.
Til forskel fra de øvrige 17 millioner DDR-borgere kunne han rejse, hvor i verden han ville, og når han ville. Og selv om regimet overvågede ham, overøste det ham også med udmærkelser: DDR’s Nationalpris af 1. klasse. Folkevenskabsstjernen i guld. Fædrelandets Fortjenstorden i guld osv. Der blev endda slået en mønt med hans portræt. Og en Mercedes havde han allerede fået af staten, hvor almindelige borgere måtte skrive sig på venteliste for at købe en Trabant om ti år.
Sen æresbevisning
Otto Prokop skrev flere end 600 videnskabelige artikler og 60 bøger, herunder standardværker inden for retsmedicin, blodtyper og genetik. Hans underholdende og oplysende søndagsforelæsninger var åbne for offentligheden og trak stopfulde auditorier.
Som pensionist i det genforenede Tyskland modtog Prokop kun en tredjedel af den pension, som hans vesttyske kolleger modtog. Tilmed måtte han lægge ryg til anklager for »ved godt videnskabeligt arbejde at have højnet Charités anseelse i forbryderstaten DDR«. Værst var dog grundløse beskyldninger for at have hjulpet DDR-spidser med at undgå konsekvenser ved at udstede falske faderskabserklæringer. I 1999 blev han foreslået som æresmedlem af det tyske selskab for retsmedicin, men fik afslag.
Prokop blev emeriteret i 1987, men fik tildelt et kontor på hospitalet. Her forskede og skrev han, indtil helbredet ikke længere tillod det.
Otto Prokop døde i januar 2009 på et plejehjem i Kiel, 87 år gammel.
Det medicinhistoriske museum på Charité-hospitalet i Berlin viser for tiden en udstilling om Otto Prokop (i skrivende stund corona-lukket). I den anledning er der udgivet et illustreret katalog: »Sezierte Wahrheiten. Otto Prokop und sein Institut für Gerichtliche Medizin im geteilten Berlin«. Kataloget kan downloades frit her (pdf).
