Skip to main content

»Det burde være nemt at sige, hvad der binder os sammen som stand. For mit vedkommende er det, at jeg er glad og stolt over at være læge.«

Det nikkes der til rundt om bordet i den ene af de »café-grupper«, hvor indbudte fra lægekredsforeninger, Lægeforeningens hovedbestyrelse og delforeningerne skal lægge hovederne i blød for at skabe det fælles debatgrundlag for processen »Fremtidens Lægeforening.«

Andre grupper er i gang med at diskutere Lægeforeningens rolle som forhandler og som sundhedspolitisk aktør.

»Det er godt, at vi skal være en standsforening«, siger en anden. »Og det er åbenbart også det, medlemmerne efterlyser«, siger han med henvisning til den fokusgruppeundersøgelse, som er blevet præsenteret umiddelbart forinden.

»Vi skal have mere fokus på stands-elementet. Fagforening skal ikke være det dominerende indtryk af Lægeforeningen.«

Hvad er en standsforening? Det handler om selvopfattelse, en kerneidentitet blandt medlemmerne. Måden, man identificerer sig med foreningen på.

Overenskomster og sundhedspolitik kunne en hvilken som helst organisation i teorien tage sig af.

Standen - det er det, som er fælles for alle læger: etik, lægeansvar, lægers retsstilling, store dele af sundhedspolitikken og af uddannelsespolitikken.

Fagligheden er også noget, alle læger er fælles om, og et område, Lægeforeningen bør styrke. Men fagligheden er samtidig deponeret et andet sted: nemlig hos de videnskabelige selskaber.

»Lægeforeningen kan ikke have nogen faglig holdning til, hvor mange digoxin-piller man skal ordinere i en bestemt sammenhæng, eller hvilken suturmetode, man skal anvende i en anden. Det skal Lægeforeningen ikke tage stilling til.«

»Til gengæld sker det, at videnskabelige selskaber melder ud på områder, vi som Lægeforening betragter som vores gebet: F.eks. angående uddannelsens længde.«

Rummelighed dukkede op som et vigtigt begreb i standsdiskussionen: Foreningen skal også kunne rumme de studerende, de pensionerede samt de mange udenlandske læger, der kommer hertil.

Problemet med de udenlandske læger er bestemmelsen om, at medlemskab kræver dansk autorisation, men samtidig er der røster om en »gæstelægeforening«. Derfor bør Lægeforeningen nok overveje, hvordan man evt. kan optage udenlandske kolleger, som endnu ikke har opnået autorisationen, lød et argument.

Styregruppen arbejder videre

Der lød ingen konkrete forslag til, om - og i givet fald hvordan - Lægeforeningen skal omstruktureres. Men skismaet blev tydeligt i debatten: På den ene side var der stor stemning for en Lægeforening - en standsforening - der spiller en central rolle i sundhedspolitiske anliggender, og som taler med én stemme, og på den anden side realiteten: at man af mange gode grunde har en struktur med delforeninger, der varetager specifikke interesser og forhandler overenskomster.

Hvordan dette skisma kan overvindes, vil formentlig blive et vigtigt element i de diskussioner, der nu skal fortsætte i de tre arbejdsgrupper, som hovedbestyrelsen har nedsat under den styregruppe, der har ansvaret for det forestående udredningsarbejde og de anbefalinger, der skal drøftes på Lægemødet 2005. På baggrund af repræsentantskabets diskussioner her skal der arbejdes videre med at udarbejde de forslag til Lægeforeningens fremtidige organisering, som Lægemødet i 2006 skal tage stilling til.

Cost-benefit-filter

Peter Magnussen, P.L.O., pointerede i cafegruppen om sundhedspolitik, at selvfølgelig gør enighed stærk, men den enige og stærke udmelding fra Lægeforeningen skal igennem et slag cost-benfit-filter.

»For at få tyngde i vores rådgivning er det vigtigt med helikopterperspektivet og fremstå troværdigt. Når man ser et sundhedspolitisk problem blive rundkastet, bliver en eller anden speciallæge hentet frem af medierne og bliver næsten Lægeforeningens ansigt udadtil. Det er ikke fordi speciallægen siger noget forkert, han sætter det bare ikke ind i den store sammenhæng. Hvis vi vil have gennemslagskraft i Lægeforeningen, bliver vi nødt til hver gang at sætte det ind i den store sammenhæng og prøve at få mest mulig sundhed for pengene. Vil bør tale for lægefaglighed i mere bred forstand. Det kan godt være, at man kan finde evidens for, at en behandling virker. Men man skal også påvise, at det er vigtigt. Men hvordan får vi skabt konsensus mellem søjler og selskaber,« spurgte Peter Magnussen.

Generelt var der enighed om, at der var for mange forskellige stemmer, udmeldinger fra de mange grupperinger i Lægeforeningen. Ikke mindst problemet med de to »lægeforeninger«, DADL og DMS blev kommenteret flittigt.

Blandt andre af Erling Birk Madsen, FAS:

»DADL og DMS må tale bedre sammen. Sundhedspolitisk er det ikke godt, at vi har både DADL og DMS - folk kan ikke skelne mellem de to.«

Ole Sonne, FAS, nævnte som problem, at når Lægeforeningen endelig har taget alle søjler i ed og er klar med en fælles udtalelse, er den ifølge DMS ikke nødvendigvis faglig korrekt.

»For det er DMS, der har monopolet på det fagligt korrekte«, bemærkede han.

Magtfulde regionsråd

Regionernes rolle og betydning var i centrum for diskussionen om Lægeforeningen som sundhedspolitisk aktør.

Erling Birk Madsen sagde:

»Jeg tror at slaget kommer til at stå i regionerne i fremtiden. Det gælder for alle tre søjler, og det skal Lægeforeningen være helt anderledes rustet til end vi er i dag. Jeg vil ikke lave fem lægeforeninger, men vi skal være klar til at rykke ud og støtte medlemmerne i regionerne. Der kommer nye regionsråd, som sætter sig på sundhedspolitikken, og det skal vi være klar til.«

Jens Pagel, Lægekredsforeningen for Storstrøms Amt, var bekymret for lægekredsenes/-regionernes rolle i de kommende regioner.

»Jeg tænker på, at i dag har vi lægekredsforeninger, vi er rimeligt godt organiserede lokalt, men vi bliver ikke hørt, eller kun ganske minimalt. Vi er lidt overladt til os selv ude i amterne, jeg savner udmeldinger fra hovedbestyrelsen,« sagde Jens Pagel.

Her havde Peter Magnussen et forslag til en ny sammensætning af hovedbestyrelsen, så den fik en mere direkte kontakt ud til de nye regioner:

»Vi får en større sundhedspolitisk rådgivende funktion i de ny store regioner. De stakkels regionsborgmestre har kun ét ressortområde, og det vil de være svært interesserede i at promovere ved at lave deres egen sundhedspolitik. Dermed vil interessen for regional rådgivning blive større. Hvordan kan vi så lave link'et op til hovedbestyrelsen og resten af Lægeforeningen, så vi får vores ensartede fagforeningspolitik? Jeg vil foreslå som en løst opkastet tanke, at de fem regionsformænd er automatiske medlemmer af hovedbestyrelsen samt en delforeningsrepræsentant og en formand. Så havde vi en passende hovedbestyrelse, som dels kunne varetage fagforeningens politik centralt og den umiddelbare nærk ontakt til alle fem regioner.«

En utrolig konservatisme

Hans Buhl, medlem af hovedbestyrelsen, redegjorde for cafemødet om DADL som forhandlingsforening, og én ting slog ham: konservatismen i holdningerne.

»Der var enstemmig tilslutning til centrale forhandlinger. Jeg oplevede en utrolig konservatisme i forhold til forhandlingsretten. Vi har det egentlig meget godt, som vi har det, med vore aftaler og overenskomster. Ny Løn skal ikke fylde for meget og skal i hvert fald ind og vende centralt.

Søjlestrukturen skulle ikke brydes op«, opsummerede Hans Buhl og kunne tilføje, at der ikke var nogen som helst meldinger om, at søjlestrukturen skulle brydes om på forhandlingsområdet.

Konserverende overenskomster

For at blive en stærk og indflydelsesrig forening var der på mødet enighed om, at det var vigtigt at være enige på tværs af Domus Medica, søjler, kredse og specialer ... men så var der lige det med forhandlingsretten.

Formand Jesper Poulsen berørte det ømme punkt i sine afsluttende bemærkninger på en lang dag i Domus med debat om foreningens fremtid:

»Indtil Hans Buhl stillede sig herop (og redegjorde for en gruppediskussion om forhandlingsområdet, red.) var der tale om, at vi skulle tale med én stemme, vi talte om helheden, om standsorganisationen, og så gik vi i gang med overenskomsterne ... Så skete der noget andet. Det er meget interessant. Lægerollen bliver usikker, når der tales om overenskomster. Indtil da var standstanken høj, flot og rank, men i det øjeblik vi begyndte at tale om overenskomster, var der altså forhold som løn og ansættelser, som kom i højsædet.«

Formanden gjorde klart, at de modeller for opgavefordeling centralt og decentral, som fremover skal drøftes, må forholde sig til skismaet med forhandlingsret på den ene side og øvrige opgaver på den anden.

Jesper Poulsen valgte også at kommentere et andet varmt emne - rollefordelingen mellem Dansk Medicinsk Selskab og Lægeforeningen.

»Vi må forholde os til, hvordan Lægeforeningen kan give direkte faglig rådgivning. Fx hvor lang skal videreuddannelsen være, skal man sy på den og den måde, skal efteruddannelsen være på den og den måde, etc. Men et eller andet sted er der en grænse: Hvornår bliver det så specifikt, at videnskabens uafhængighed skal have lov til at råde, og hvornår er der tale om ting, som er så syltet ind i standsinteresser, at det må være noget for Lægeforeningen. Det er utroligt vigtigt, at Lægeforeningen finder sine ben i det her. Hvis ikke, tror jeg, at vi kan få store problemer i en strukturdebat fremover,« sagde lægeforeningsformanden.

Janus-ansigtet

Samarbejde ja. Sammenlægning nej.

Dansk Medicinsk Selskab (DMS) i skikkelse af formand Ib Abildgaard Jacobsen afviste alle eventuelle frierier fra Lægeforeningen.

»Det er godt, at Lægeforeningen stræber efter at ,forblive den fremmeste varetager af lægernes interesser`. Men det er ikke nødvendigvis sådan, at lægernes interesser dækker alle lægelige interesser. Det er heller ikke sådan, at lægernes interesser dækker alle lægevidenskabelige interesser. Derfor synes vi i DMS, at det er godt med en størrelse som DMS.

Vi betragter DADL og DMS som sideordnede. Et samarbejde mellem DADL og DMS, er væsentligt for også at få størst muligt gehør for de lægevidenskabelige synspunkter. Samarbejdet er gennem årene gået galt, og det skyldes uenighed om rollefordelingen.

Vi skal sætte os ned også i en fremtidig lægeforening for at finde ud af rollefordelingen. Det er vigtigt, at der forbliver to sider, men det er også vigtigt, at de to sider kender hinanden. Som et Janus-ansigt,« mente Ib Abildgaard Jacobsen.

Totalt usynlig på universiteterne

Lægeforeningen svigter de lægestuderende. Og det kan koste medlemmer i det lange løb.

Det var budskabet fra Simon Serbian, formand for Foreningen Af Danske Lægestuderende.

»Den lægelige standsfølelse skabes ikke kun i turnus og den øvrige videreuddannelse. Den begynder allerede på den prægraduate uddannelse. (...) For at sikre sig, at der fortsat kommer medlemmer til Lægeforeningen, bør man møde de kommende medlemmer tidligere, optræde som standsorganisation over for de studerende. De skal opleve, at de næsten er læger,« sagde han.

Simon Serbian mente, at Lægeforeningen er »totalt usynlig« på universiteterne.

»Det er beklageligt, for der er rigtigt meget, der kan gøres på universiteterne, og Lægeforeningen kan gøre en forskel. Lægeforeningen har ikke præget arbejdet med ny studieordninger. Jeg mener, at den prægraduate og den postgraduate uddannelse burde tænkes sammen som ét logisk forløb. Sådan er det desværre ikke i dag. Det burde Lægeforeningen deltage mere i og burde prioritere det prægraduate lige så højt som turnus og speciallægeuddannelse. Man kunne indvende, at Lægeforeningen ikke har nogen formel indflydelse på studieordningerne, men med interesseorganisationernes magt in mente kan det godt lade sig gøre«, mente Simon Serbian.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen