En stor gruppe patienter med usynligt blod i urinen hører under kræftpakkerne, men de får meget sjældent konstateret kræft og presser dermed andre syge bagerst i køen. Enten burde patienterne slet ikke være omfattet af kræftpakkerne eller også skal der flere penge til udredningen, mener flere læger.
En patient med usynligt blod i urinen og tilhørende smerter ryger direkte i et kræftpakkeforløb på grund af mistanke om blærekræft.
Problemet er, at patienterne meget sjældent fejler noget, og da den stigende gruppe patienter er garanteret en hurtig udredning inden 14 dage, begynder det i stigende omfang at give problemer for bl.a. urologisk afdeling på Herlev Hospital, siger Gitte Wrist Lam, overlæge og funktionsansvarlig for blærecancer på afdelingen.
”Hurtig udredning giver god mening, når det handler om patienter, der har kræft. Men det giver ikke god mening, når det handler om patienter, der i 99 pct. af tilfældene ikke fejler noget som helst. Det presser systemet unødigt meget, er spild af penge og har desuden den konsekvens, at andre og mere syge patienter – eksempelvis patienter med nyresten – bliver skubbet bag i køen,” siger Gitte Lam.
Hurtig udredning giver god mening, når det handler om patienter, der har kræft. Men det giver ikke god mening, når det handler om patienter, der i 99 pct. af tilfældene ikke fejler noget som helst. Gitte Wrist Lam, overlæge og funktionsansvarlig for blærecancer på urologisk afdeling på Herlev Hospital
Patienter med usynligt blod i urinen - mikroskopisk hæmaturi – har siden kræftpakkkernes start i 2009 haft adgang til et pakkeforløb, men bl.a. stigende fokus fra de praktiserende læger har øget antallet af henvisningerne til urologisk afdeling på Herlev Hospital - Nordens største urologiske afdeling.
Faktaboks
”Vi får op mod 50 henvisninger om ugen med patienter med mikroskopisk hæmaturi, og det tal har været stødt stigende. Men vi kan ikke følge med, fordi vi bliver målt på, om vi lever op til den hurtige udredning via kræftpakkerne. Vi har ikke noget mod at blive målt, men vi har noget i mod at blive målt på, om vi inden for to uger undersøger en lille godartet tilstand, som 20 pct. af Danmarks befolkning har,” siger Gitte Lam, mens hun viser rundt på afdelingen på hospitalets 24. etage.
Mens afdelingen selv tager sig af undersøgelsen af patienter med makroskopisk hæmaturi – synlig blod i urinen – hvor risikoen for kræft er langt større, bliver patienter med mikroskopisk hæmaturi undersøgt på privathospitaler. Hospitalet har siden maj 2013 haft en aftale med et privathospital, der kan klare udredningerne inden tidsfristen på 14 dage. Og da antallet af henvisninger blot stiger, har hospitalet for nylig lavet en aftale med endnu et privathospital. Prisen for en udredning er ca. 8.500 kr. per patient og med knap 1000 patienter sendt til privathospitalerne på et år løber regningen op på over otte millioner kroner.
”Hvis denne gruppe patienter ikke hørte til i kræftpakkerne, kunne vi godt selv udrede dem inden for den ene måned, som udredningsretten giver alle patienter. På den måde er det skønne spildte penge, og det er under alle omstændigheder mange penge at bruge på en gruppe patienter, hvor vi ikke finder ret meget. Vi får cirka en ud af 500 patienter tilbage fra privathospitalerne med små ting, som vi nemt kan behandle. Men vi finder ingen med blærekræft,” siger Gitte Lam.
Langt de fleste patienter er ifølge Gitte Lam glade for at blive udredt hurtigt.
”Men nogen er forskrækkede over at blive indkaldt så hurtigt, og mange er ikke klar over, at de kommer ind i kræftpakke. De får fornemmelse af, at de har kræft og er bange. På den måde sygeliggør vi unødigt patienterne,” siger hun.
Også på direktionsgangen på Herlev Hospital er problemet nået til vicedirektør Steen Werner Hansens bord.
”Her en form for screening, som sygeliggør en stor gruppe mennesker på en problematisk måde. Desuden presser man systemet til at undersøge patienter så hurtigt, at det ikke kan undgå at udsætte behandlingen af andre og mere syge,” siger Steen Werner Hansen, der mener, at problemet er så stort, at han helt grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved kræftpakkerne.
”Kræftpakkerne er rigtigt gode, hvis det rammer en gruppe, som har en stor risiko for kræft, men der er ikke tilfældet her. Vi er kommet til et punkt, hvor kræftpakkerne ikke virker hensigtmæssigt. Pakkerne skal sikre, at patienter med livstruende sygdomme ikke skal vente på at blive udredt og at deres sygdom udvikler sig. Men nu omfatter pakken patienter, der ikke er særligt syge, og da vi skal overholde tidsfristerne på kræftpakkerne, skubber det andre og mere syge længere bag i køen,” siger Steen Werner, og fortsætter:
”Når patienter får en garanti i form af en kræftpakke, rykker det også på sigt de praktiserende lægers måde at henvise på og af forskellige årsager sætter de måske et mildt symptom på. Og så er vi i dette tilfælde nødt til at starte en kræftpakke. Men efter min bedste vurdering, skal denne gruppe ikke med i kræftpakken. De skal ikke behandles dårligere end andre patienter, men de skal heller ikke have bedre behandling. Og derfor burde Sundhedsstyrelsen kigge kræftpakkerne igennem, så kun de patienter, der virkelig har brug for hurtig udredning også får det,” siger Steen Werner.
På urinvejskirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital er professor og overlæge Jørgen Bjerggaard Jensen også travlt optaget med udredningen af mulige kræftpatienter. Afdelingen får ca. 25 henvisninger om ugen med patienter med mikroskopisk hæmaturi i kræftpakkeforløb og et større antal patienter med mikroskopisk hæmaturi uden for kræftpakkeforløb, og selv om det tal er nogenlunde konstant, så har henvisningerne akkumuleret en stor gruppe patienter, der er ved at sande hele systemet til, siger Jørgen Bjerggaard Jensen.
”Den øgede opmærksomhed fra kræftpakkerne betyder, at de praktiserende læger henviser langt flere patienter. Det er som udgangspunkt godt, at vi får patienterne så hurtigt som muligt. Og det er godt for de få, som har kræft, men i den pulje af flere patienter får vi også mange patienter, som tidligere ikke blev henvist og som ikke fejler noget. På den måde er vi ved at drukne i vores egen succes, fordi vi bruger alle lægeressourcer på at udrede patienterne, og ikke har tid til at operere de patienter, som har brug for det. Det er bagsiden ved kræftpakkeforløbet,” siger Jørgen Bjerggaard Jensen.
Og lige som kollegaerne på Herlev Hospital oplever Jørgen Bjerggaard Jensen, at patienter uden for kræftpakkerne også betaler prisen.
”Hvis vi kræftudreder en patient, der viser sig at have nyresten, så afslutter vi kræftpakken og kan skyde patientens videre behandling i flere år. Desuden får patienter med vandladningsproblemer og inkontinens, som kan være svært invaliderede, tider til udredning i 2018, fordi vi har så mange henvisninger fra kræftpakkerne, som vi skal ekspedere hurtigt,” siger Jørgen Bjerggaard Jensen.
Han er med i styregruppen under Dansk Urologisk Cancer Gruppe og var med til at skrive patienter med mikroskopisk hæmaturi ind i kræftpakkerne, men han mener dog ikke, at løsningen er at skrive patientgruppen helt ud af kræftpakkerne.
”De seneste studier viser, at ved usynligt blod i urinen for patienter over 40 år med ledsagesymptomer fra blære eller nyrer er risikoen for en alvorlig og behandlingskrævende sygdom – som eksempelvis blærekræft – på over fem pct. og det er nok til at være i en pakke. Men data er ikke helt nye, og vi ved reelt ikke, hvor mange kræfttilfælde vi finder, så det vil være fint, hvis Herlev kan lave nye undersøgelser. For hvis det viser sig, at kræftpakkerne har bragt et helt nyt patientmønster med sig, så skal vi revidere, om de skal med i kræftpakkerne,” siger Jørgen Bjerggaard Jensen.
Han mener, at Sundhedsstyrelsen burde overveje en differentieret cancerudredning for hæmaturi.
”På den måde vil patienter med makroskopisk hæmaturi skulle udredes inden for en uge, mens patienter med mikroskopisk hæmaturi skal ind inden for 2-4 uger. Det vil give lidt mere luft, og det vil være fagligt forsvarligt. Det vil dog ikke grundlæggende løse problemet i min afdeling. Her er løsningen flere læger og sygeplejersker, hvis vi skal kunne følge med alle henvisningerne,” siger Jørgen Bjerggaard Jensen.
