Skip to main content

Overlæge anklaget for bedrageri

Var det rod i regnskabet eller en bevidst handling, da en overlæge fra Viborg fik udbetalt penge for konferencer, han ikke deltog i. Overlægen er nu for retten.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

4. maj 2016
1 min.

I juni 2014 blev en 62-årig overlæge bortvist fra sit arbejde på Regionshospitalet Viborg, efter at en intern revision havde afsløret, at han i otte tilfælde havde fået dækket udgifter på tilsammen 103.000 kroner til kurser og konferencer, som senere var blevet afbestilt.

Men var det en bevidst handling for at bedrage Region Midtjylland eller handlede det blot om, at overlægen ikke havde styr på sin forskningskonto og det komplicerede regnskab.

Det er spørgsmålet, som Retten i Viborg den kommende tid skal tage stilling til, for ifølge Viborg Stifts Folkeblad er sagen med den anklagede overlæge netop begyndt.

Overlægen nægter sig ifølge sin forsvarer skyldig i bedrageri, men erkender de faktiske forhold, og at beløbet burde være tilbageført til regionen.

Overlægen blev sigtet sidste år for uberettiget brug af forskningsmidler, efter en gennemgang af 250.000 bilag fra forskningskonti på hospitaler i Region Midtjylland i perioden fra 2009 til 2013. Og den gennemgang skete på baggrund af afsløringerne i Jyllands-Posten om overlægers misbrug af forskningsmidler på bl.a. Rigshospitalet.