Overlæge: Der produceres myriader af fejl

Elendige IT-systemer, utilfredshed med (dobbelt)akkreditering og unødige dokumentationskrav er ikke en ny problemstilling.

Ugeskriftet skrev eksempelvis i 2007 en fem sider langt fokusartikel med overskrifterne »Hvad laver læger«, »Dage med forhindringer«, »Kvalitet kræver ressourcer«.

Alle gamle artikler er en direkte spejling på den verserende debat, der er rejst i kølvandet på de mere end 2600 læger, der har underskrevet en protestskrivelse om registreringstyranni og mangel på tid til patienterne. Alene i hovedstaden har hver femte hospitalsansatte læge skrevet under.

Ugeskriftet interviewede dengang ledende overlæge Henrik Harling fra kirurgisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Vi har genbesøgt lægen. For at se, om ikke noget af den fire år gamle kritik er blevet udbedret.

Den gode nyhed er, at det er sket fremskridt. Den dårlige er, at på der stadig mangler en hel del.

For fire år siden sagde du, at der foregik en overregistrering i forhold til de afsatte ressourcer. Hvordan er det gået, siden vi talte med dig sidst?

"Overregistrering« og »dokumentation« er måske blevet overskrifterne på meget af den slags, som mange læger mener stjæler alt for meget af den tid, de har til patienterne. Se på de igangværende diskussioner. Men diskussionen om akkreditering fylder ikke så meget hos os længere. Vi blev akkrediteret første gang som del af H:S (Hovedstadens Sygesfælleskab, red.) for år tilbage og havde problemerne inde på livet dengang. Det er nok ikke tilfældigt, at protestbrevet nu kommer fra Herlev, da de først kom med her i anden ombæring«.

Dengang sagde du, at det grundet besværlige IT-systemer tog "en time at registrere en patient med kræft i endetarmen i den kliniske database". Er det blevet bedre?

»Ja, men samtidig er der kommet flere databaser til. Og en klinisk afdeling er typisk med i flere databaser og NIP-projekter i dag end dengang. Og så har det vist sig, at der foregår en betydelig dobbeltregistrering i forskellige registre. Det er uhensigtsmæssigt på grund af tidsforbruget, og når hvert register har sine egne fejl og problemer, kan man komme i tvivl om, hvad "sandheden" i grunden er«.

Hvordan skal det løses?

»Der er ingen tvivl i mit sind om, at Landspatientregistret (LPR) bør være hoveddatakilden, og derfor skal vi ofre langt flere ressourcer og opmærksomhed på at få korrekte data ind i LPR, og få fejlrettet dem, der alligevel slipper ind. Det er i længden den eneste måde, hvorpå politikere, sygehusejere, klinikere og offentlighed kan få troværdige og tidstro data for kvalitet, ventetid mm. Derfor forventer jeg mig også meget af det igangværende arbejde med at udvikle en LPR-baseret prototype for en national klinisk kræftdatabase«.

Du kritiserede dengang, at "der bliver i nogen grad sat penge af til at udvikle kvalitet. Men ikke til ændringer og udmøntningen på de kliniske afdelinger. Det er en fejl". Er det blevet bedre?

»Jeg kan ikke svare på det. For jeg ved det ikke, men jeg fornemmer en større lydhørhed i dag. Og det er dejligt. Vi har i årevis påvist via NIP-tal en alt for høj dødelighed af perforeret mavesår. Essensen af kvalitetsarbejdet er netop at måle, identificere problemerne, gøre noget ved dem og måle igen. I de første år stod vi ret alene med vores observationer, for vi fik sparsomt respons fra sygehusejerne. Men nu bliver der taget fat på problemerne og afsat penge til at imødekomme behovet, så på den måde har kvalitetsarbejdet ført noget positivt med sig. Det vil mange klinikere anerkende med stor tilfredshed«.

Synes du stadig, at I befinder jer i en »datastorm, hvor I ikke har tid til at læse og bearbejde data«?

»Ja, og vi har mere travlt i dag end for fire år siden. Ingen af de forskellige grupper i sundhedsvæsenet kan nå det, de gerne ville og burde. Derfor er der ikke andet svar på den udfordring, end at medarbejdere og ledelse sammen må beslutte, hvad der skal fokuseres på. Det bør ske så tæt på det ansvarlige kliniske personale som muligt. Men det indebærer samtidig, at noget må vælges fra«.

Tror du, at det vil ske?

»Vi er ved at indse, at vi må prioritere, når det gælder anvendelse af meget dyr kræftmedicin. Og senest også - og meget glædeligt - at alle patienter ikke bør have samme ventetidsgaranti. Denne prioritering må nødvendigvis også gælde kvalitetsområdet i sin helhed. Afdelingernes personaleressourcer tager udgangspunkt i antallet af diagnosticerede og behandlede patienter. Det er stort set bestemmende for min afdelings størrelse. Den er ikke normeret i forhold til kvalitetsarbejde og hvor meget, det fylder. Vi skal selvfølgelig konstant forbedre vor kvalitet, men det er for letkøbt at sige, at det ikke koster noget. Med de begrænsede ressourcer, der er på et hospital og på afdelingsniveau, kan vi ikke lave 14 forskellige registreringsindsatser. Og særligt i en opstartsfase koster det investeringsmæssigt store ressourcer. Vi må prioritere«.

Men hvem skal stå for prioriteringen?

»Hidtil har det været meget topstyret, hvad der har været satsningsområderne. Men der er sket en positiv udviklingen her i regionen, så de enkelte hospitalers kvalitetsråd på baggrund af erfaringer nu også kan rette deres indsats mod de områder, hvor de ved, de har problemer. Samtidig indgår vi nu på afdelingsniveau med vor direktion kontrakt om, hvilke kvalitetsområder, vi skal arbejde med. For nogle år siden indgik vi kun kontrakter om aktivitet og økonomi. Nu har vi eksempelvis indgået kontrakt om vore NIP-resultater, når det gælder behandling af mavesår, medbestemmelse øger motivationen til at præstere de kvalitetsforbedringer, som kvalitetsarbejde og dokumentationen jo skulle føre til. Så det er et meget positivt skifte i regionen¨.

I havde for fire år siden "udpeget en ansvarlig overlæger på hver database, der skal læse og analysere rapporterne. Men de har ikke tid«.

Hvordan er det gået?

»Skidt. Det sker ikke i tilstrækkeligt omfang - lyst og vilje er der, men en time kan kun bruges en gang og patienternes umiddelbare behov kommer selvfølgelig i første række«.

Du mente dengang, at det ville være relevant at »få en ny faggruppe ind, der skulle stå for at registrere og bearbejde data«. Er det stadig løsningen og er det sket?

»Ja. Og nej. Ved tarmkræft kan vi se, at der er mindst 30 procent registreringsfejl, når man ser på patientforløb i LPR. Vi kan for eksempel se, at en patient kan have både et indlæggelsesforløb og et ambulant forløb for samme sygdom, selvom alle sekretærer ved, at man ikke kan være i begge forløb på én gang. Og alle ved også, at præcis registrering er meget vigtigt for DRG-afregning, den nationale kræftstatistik osv. Det groteske er, at de fleste netop har vist registreringen mere opmærksomhed, og alligevel produceres der myriadevis af fejl. Vi kan ikke blive ved med mere-af-det-samme strategien, for den virker åbenlyst ikke«.

Men er lægesekretærer eksempelvis løsningen?

»Det optimale ville være, at der her i Danmark blev indført det samme patientadministrative system, som var så velfungerende, at det opfangede og blokerede for fejlindtastninger. På den måde ville et meget mindre antal fejl slippe over i LPR i forhold til i dag, hvor man kan registrerer helt ud i det blå, uden at systemerne protestere r. Det er desværre ikke realistisk, og derfor er næstbedste løsning, at dataregistreringen professionaliseres maksimalt. Man kan ikke bare overlade det til almindelige lægesekretærer med større eller mindre indsigt og interesse. De laver masser af fejl, og det vil læger også gøre. Derfor bør man overveje, om der er behov for en ny figur i sundhedsvæsenet, for vi har alle behov for solide data«.

Hvordan oplever du den debat, der forgår i øjeblikket?

»Den føres under overskriften registrering, men handler om utilfredshed på mange forskellige niveauer. Dårlige it-systemer, hvor vi venter 15 minutter og så alligevel ikke kan logge ind. IT-problemer fylder meget, og den manglende forståelse for det store tidsforbrug, registrering af data i kvalitetsdatabaserne kræver, giver tydeligvis mange frustrationer. Det må løses lokalt og indbygges i de daglige rutiner, så det giver mening. Helle Ulrichsen (administrerende direktør i Region Hovedstaden, red.) har nu skrevet til alle medarbejdere i regionen og anerkendt og beklaget de store it-problemer. Samtidig er der nu sat penge af til hurtige forbedringer, og koncerndirektion og hospitalsdirektioner har påtaget sig et meget synligt ansvar i den nye it-organisation. Det giver optimisme og fortjener ros.«