Skip to main content

Overlæge: »Hvis ikke dit hjerte banker lidt, før du skal give en patient en alvorlig besked, så er der noget galt«

I Eksistenslaboratoriet på Rigshospitalet drøfter læger i små grupper, hvordan man bedst giver svære beskeder og udøver eksistentiel støtte til patienter i livskrise. Det har været en øjenåbner at sparre med kolleger om den del af lægelivet, siger overlæge. På Bispebjerg kører laboratorierne uden læger, men professor Morten Sodemann mener, at det bør være obligatorisk at deltage i forløb om svære samtaler.
Maria Baastrup Jørgensen og Morten Mau-Sørensen, Rigshospitalet. Foto: Claus Boesen.
Maria Baastrup Jørgensen og Morten Mau-Sørensen, Rigshospitalet. Foto: Claus Boesen.

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

25. okt. 2019
20 min.

De fleste læger oplever på et eller andet tidspunkt at skulle give en svær besked til en patient.

Du mister dit syn. Dit hjerte skal opereres. Du kommer aldrig til at gå igen. Du har kræft. Alzheimers.

Spørgsmålet er, hvordan læger bedst leverer de svære beskeder. Og ikke mindst hvordan læger sikrer, at de ikke tager de svære oplevelser med sig hjem til privatlivet, når arbejdsdagen slutter.

Det er noget af det, Eksistenslaboratoriet på Rigshospitalet er sat i verden for at hjælpe læger og andre sundhedsprofessionelle med. Laboratoriet er et refleksionsrum, hvor læger deler med de nærmeste kolleger, hvordan man udøver eksistentiel støtte til mennesker i livskrise.

Eksistenslaboratoriet blev startet som et pilotprojekt på Rigshospitalet i 2014. Senere bredte det sig til Bispebjerg og andre hospitaler i Region Hovedstaden, Midtjylland og Syddanmark.

I 2016 viste en rapport og en evaluering af Eksistenslaboratorierne, at projektet var en succes blandt sygeplejerskerne, men lægerne udeblev.

Med en målrettet indsats er det nu lykkedes hospitalspræsterne på Rigshospitalet at tiltrække flere hold af læger. I øjeblikket fortrinsvis onkologer og hæmatologer.

Empati er ikke at føle, hvad patienten føler. Der er teknik til, hvordan man giver alvorlige beskeder. Ligesom man kan lære teknikken bag genoplivning, kan man også lære at fortælle dårligt nyt. Man kan starte med at advare patienten og sige, at skanningssvaret ikke er så godt, som jeg kunne ønske mig. Så kan personen nå at bygge forsvarspositioner op inden den dårlige nyhed. Undgå lange forklaringer, men giv små korte beskeder med pause i mellem. Det giver mulighed for at fornemme, hvordan beskeden påvirker personen. Giv plads til at stille spørgsmål. Samtaleteknik kan læres, men det er ikke nok i sig selv Morten Mau-Sørensen, overlæge på Onkologisk Klinik på Rigshospitalet

Patienter med kort livsudsigt

Rapporten »Klar til samtalen« fra 2019 beskriver, hvordan flere projekter, heriblandt Eksistenslaboratoriet, giver metoder til oplæring og støtte af medarbejderne.

Rapporten rummer anbefalinger til, hvordan de sundhedsprofessionelle kan tale med de ældre og mest syge om den sidste levetid.

Fokus i Eksistenslaboratoriet er ikke kun på samtaler om døden, men på at give støtte til mennesker med svære eksistentielle udfordringer og turde blive i rummet sammen med patienten.

Eksistenslaboratoriet ligger et sted imellem undervisning og supervision og kobler undervisningen til lægernes egen praksis. Deltagerne får f.eks. små opmærksomhedsøvelser, hvor de prøver at få øje på blinde vinkler i arbejdslivet og nogle af de vaner, de har oparbejdet.

Morten Mau-Sørensen, overlæge på Onkologisk Klinik på Rigshospitalet, har deltaget i et forløb i Eksistenslaboratoriet.

Han har en hverdag, hvor han møder patienter med tyktarms-, spiserørs- og mavekræft. Nogle af dem har svært fremskreden kræft, og deres liv er truet. Han har arbejdet som overlæge på Onkologisk Klinik det seneste halve år, og før det var Morten Mau-Sørensen overlæge ved Fase 1 Enheden på samme afdeling i ti år og har en lang erfaring med udvikling af lægemidler og behandling af patienter.

Alle de patienter, som bliver henvist til Fase 1 Enheden, har gennemgået samtlige tilbud om onkologisk behandling og står nu i en situation, hvor der ikke findes nogen behandling længere, og hvor eksperimentel behandling kunne være en mulighed.

»De patienter er endnu mere klar over, at de er truet. Patienterne er nået til enden af muligheder, og enden på livet er nær«, siger Morten Mau-Sørensen.

I løbet af sin dag går han stuegang, sidder i ambulatorium og har ansvaret for en række patienter. Han giver dem svar på skanninger og planlægger, hvilken behandling de skal have. Og svarene kan være gode, men der er også mange dårlige svar, hvor han må konstatere, at sygdommen vokser.

Derfor taler Eksistenslaboratoriet til hans hverdag, fordi mange af hans patienter har en kort livsudsigt. Han oplevede det som givende at deltage i Eksistenslaboratoriet.

»Vi bliver ofte undervist i kommunikation med powerpoint-slides, modeller, kasser og flowdiagrammer. Og det er ikke altid, at det giver mening. Det her er anderledes. Vi har som læger brug for at drøfte de svære samtaler med hinanden og dele nogle erfaringer«.

Hvordan var det at blive undervist af en præst?

»Jeg er ikke så optaget af, hvilken fagperson der underviser. Jeg er optaget af, hvordan man går til det. Nogle præster, psykologer og lægekolleger er jeg uenig med. Nogle synes, at man skal fortælle patienterne alt, og hvis de er døende, skal de bringes hen til at forstå det. Jeg er modsat. Jeg synes, at patienterne skal have det at vide, som de efterspørger«.

Det afgørende er, at præsten har erfaring med at tale med patienter i livskrise, mener han.

»Mange mennesker stiller sig op og underviser, uden de nogensinde har set en patient, der er døende. Det kan jeg ikke bruge til noget. Hospitalspræsten ved godt, hvordan man taler med patienter og har masser af erfaring med truede patienter i svære livssituationer og kriser«.

Morten Mau-Sørensen. Foto:Claus Boesen

Læger skal acceptere, at de ikke kan alt

Eksistentiel støtte er relevant for alle læger, der har at gøre med patienter i svære livssituationer, mener Morten Mau-Sørensen.

»Den alment praktiserende læge har samtaler med patienter, som har kort tid tilbage. Det samme gælder kirurger og kardiologer, der arbejder med patienter med svær hjerteinsufficiens, eller nefrologer med patienter i dialyse«.

Morten Mau Sørensen peger på, at Eksistenslaboratoriet bidrager til en kulturændring blandt læger. Læger er nemlig opdraget til, at de skal fikse patienternes problemer, siger han.

»En patient kommer ind ad døren med cancer, som lægen skal fjerne eller få til at blive mindre. Det er min forventning til mig selv, og det er patientens forventning til mig. Men nogle gange er det ikke muligt. Det et vilkår, men det er ikke i lægers umiddelbare selvopfattelse, at de skal acceptere, at der er noget, de ikke kan«.

Man kan altid blive bedre

Morten Mau-Sørensen er 55 år og har næsten 20 års erfaring som onkolog. Men selvom han er erfaren og har haft samtaler om livskriser med patienter et utal af gange, er der stadig mulighed for at udvikle sig og blive bedre, siger han.

»I en travl hverdag kan man nemt lave en konsultation på ti minutter med fast styring fra lægens side. Risikoen er, at man mister kontakten med personen. Kunsten er, at lægen træder et skridt tilbage, lytter og lader patientens komme mere på banen«.

Hvordan var det at være igennem Eksistenslaboratoriet på dette tidspunkt i din karriere, når du har din erfaring med dig?

»Man skal ikke tro, at man er perfekt til noget, bare fordi man har erfaring. Vi lærer hele tiden. Det er en ny person, der sidder overfor dig hver gang. Og selvom jeg er en erfaren læge og har talt med mange patienter, så vil det altid være udfordrende at give en dårlig besked til et andet menneske. Jeg kan stadig nogle gange tænke: 'Det kunne du have gjort bedre' efter en svær samtale. Du kan altid skærpe dig. Det gælder i samtalen med patient som i alt mulig andet fagligt«.

»Hvis ikke dit hjerte banker lidt, før du skal give en patient en alvorlig besked, så er der noget galt. Det er ikke rutine at sige til folk, at de skal dø, at deres behandling ikke virker, eller at vi ikke har flere behandlingsmuligheder«.

Kan man ikke blive nødt til at få en form for rutine for ikke at tage arbejdet med hjem?

»Jo. Empati er ikke at føle, hvad patienten føler. Der er teknik til, hvordan man giver alvorlige beskeder. Ligesom man kan lære teknikken bag genoplivning, kan man også lære at fortælle dårligt nyt. Man kan starte med at advare patienten og sige, at skanningssvaret ikke er så godt, som jeg kunne ønske mig. Så kan personen nå at bygge forsvarspositioner op inden den dårlige nyhed. Undgå lange forklaringer, men giv små korte beskeder med pause i mellem. Det giver mulighed for at fornemme, hvordan beskeden påvirker personen. Giv plads til at stille spørgsmål. Samtaleteknik kan læres, men det er ikke nok i sig selv.

Læger er meget alene

Eksistenslaboratoriet giver mulighed for at vende svære samtaler med kolleger. Derfor var det vigtigt for Morten Mau-Sørensen, at Eksistenslaboratoriet foregik med få mennesker, som han arbejder tæt sammen med til daglig. Før i tiden var det mere en privat sag, hvordan man talte med patienterne.

Han peger på, at læger ikke ser hinanden tale med patienter. Man ved ikke, hvordan kollegerne gør, og læger er ofte alene i den situation.

Men det er et vigtigt emne at italesætte. Den svære samtale kan være mentalt udmattende, og som ældre kollega har man ansvar for at lære fra sig, mener han.

»Vi vil gerne gøre det godt, og vi bliver følelsesmæssigt påvirket. Tidligt i ens karriere kan man blive utroligt påvirket, når det går patienterne dårligt. Mange skal passe på med at blive for påvirket. Jeg tager også historierne med hjem, men jeg bliver ikke tynget af det. Som ung kan man blive påvirket, hvis der sidder en 30-årig, døende kvinde med to små børn foran en. Det vil altid være vanskeligt. Ikke alle bryder sig om at bevæge sig i dette felt. Nogle vælger onkologien fra, fordi de ikke trives ved den slags opgaver«.

Holder døden væk fra eget liv

Morten Mau-Sørensen peger på, at lægen ikke skal føle alt, hvad patienten føler.

»Patienten har ikke glæde af, at lægen føler det samme som patienten, og det har lægen har bestemt heller ikke. Det er voldsomt at skulle forholde sig til sin egen død. Alle kan forstå, at patienterne er i krise over, at de skal væk fra deres børn, men det må ikke blive en konkret ting for mig som læge«.

Har du altid haft det sådan, eller er det noget, der er kommet med erfaringen?

»Sådan har jeg altid haft det. Men jeg bliver også påvirket. Hvis man ikke bliver grebet af situationen, skal man holde op med at arbejde her. Jeg kan huske nogle forløb, hvor patienterne var meget unge. Her skal man huske distancen, så man ikke involverer sig for meget. Man kan ikke tåle at mærke alle de følelser, patienterne gennemgår«.

Nemmere at tale om i hverdagen

Efter teamet har reflekteret over problemstillinger sammen i Eksistenslaboratoriet, er det nemmere at tale om overvejelser med patientkontakten i hverdagen. I dag drøfter kollegerne mere de svære samtaler med hinanden.

»Alle læger på denne afdeling har en stor opgave med at fortælle alvorlige nyheder. Vi kan alle sammen historier om, hvordan vi har løst en opgave mindre godt. Jeg har sagt nogle ting til patienterne igennem årene, hvor jeg bagefter tænkte: Hvorfor sagde du dog det? Det var godt nok dumt sagt«, siger Morten Mau-Sørensen og sætter pegefingeren til tindingen.

»Men man lærer af det. Det er et vilkår for læger at skulle fortælle folk dårlige nyheder, og nogle gange går det mindre godt. Det må vi acceptere og lære af«, slutter han.

Maria Baastrup Jørgensen. Foto: Claus Boesen

Læge ville slippe væk

Kvinden bag Eksistenslaboratoriet er hospitalspræst Maria Baastrup Jørgensen. Hun har været hospitalspræst i 15 år, superviserer læger og taler dagligt med syge patienter og deres pårørende. Hun har i alt uddannet 60 laboratorieledere over hele Danmark.

Hun kunne i trivselsmålinger fra hospitalet se, at mange sundhedspersoner syntes, at svære samtaler med patienterne var belastende, også selvom de havde arbejdet i mange år. Det motiverede hende til at starte Eksistenslaboratorierne.

»Fra undersøgelser kunne vi se, at læger og sygeplejersker oplevede en diskrepans imellem det, de gerne vil yde overfor patienterne, og det, de faktisk yder. Det er belastende at have nogle idealer for sit arbejdsliv, som ikke har forbindelse til hverdagen. Tanken med Eksistenslaboratoriet er, at lægerne reflekterer over temaer og tager det med ud praksis og øver sig«, siger hun.

Nogle læger fortæller, at de konstant holder øje med uret for hurtigt at slippe væk, når de taler om svære emner med patienterne.

»Det handler ikke om at snakke en masse om døden. Patienterne skal ikke hele tiden acceptere og forlige sig med, at de skal dø. Det handler snarere om at øve sig i at få gehør for de spor i samtalen, som handler om tunge eksistentielle temaer. Det er ikke lægens opgave at grave dem frem eller introducere dem og sige: Nu skal vi tale om, at du skal dø«, forklarer hun.

Hun nævner en læge, som fortalte, at han aldrig har fået noget efteruddannelse i det, på trods af at han dagligt giver mennesker svære beskeder.

»Hans strategi til at håndtere det var at komme så hurtigt som muligt ud ad døren igen. Det ville han gerne ændre på, fordi de svære samtaler var en fast del af hans hverdag. Det handler om at finde ud af, hvordan man kan sidde mere roligt på stolen uden at blive dørsøgende«, siger Maria Baastrup Jørgensen.

Hvor meget fylder gud og religion i Eksistenslaboratoriet?

»Det er ikke en dagsorden i laboratorierne, at der skal tales Gud eller religion. Det er deltagernes egne refleksioner over, hvad der er på færde i deres arbejdsliv, som styrer, hvor meget der gøres ud af at tale om temaer som tro og religion. At det er en præst, som leder laboratorierne, åbner dog mulighed for også at beskæftige sig med de sider af eksistensen. Som en deltagende læge på et tidspunkt formulerede det: tro og religiøsitet og spiritualitet hører jo naturligt med som en del af ‘det eksistentielle’ for rigtig mange mennesker, og derfor er det også interessant at få vendt nogle af de vinkler«.

Mindre fokus på fremdrift

Læger er ikke nødvendigvis rustet godt nok til de svære samtaler fra studiet og uddannelsen, når de pludselig står med en dødssyg patient. Og der er heller ikke tilstrækkelig tid til grundig supervision, mener Maria Baastrup Jørgensen.

»Min opfattelse er, at det er stedmoderligt behandlet på uddannelserne og efteruddannelserne. Jeg underviser selv nogle valgfag på medicinstudiet, hvor jeg er sammen med de studerende et par enkelte timer. Det er ikke småting, læger har imellem hænderne hver dag, og de burde have mere mulighed for at arbejde med de eksistentielle temaer i arbejdslivet«.

Læger har travlt og skal ofte på kurser. Hvad er det, der gør, at de skal prioritere netop det her?

»Det her er ikke bare er en ny retningslinje. Det taler ind i den verden og virkelighed, der er i forvejen. Ofte taler lægerne om, at de slet ikke har tid til at yde eksistentiel støtte. Hvis læger bliver for optaget af at skabe fremdrift i samtalerne og opnå noget bestemt, kan de godt få en oplevelse af tidspres. Men hvis man bliver lidt mindre optaget af, hvad man skal sige og gøre, og lidt mere fokuseret på bare at være der, så kan ti minutter faktisk føles som ordentlig tid«.

Det betyder ikke, at tidspres ikke er et problem, for der er mangel på tid og ordentlige strukturelle rammer i sundhedsvæsenet, understreger hun. Men hun arbejder med en grunderkendelse om, at fokus skal flyttes fra fremdrift og handling til bare at være til stede.

Ledelserne har et ansvar

Maria Baastrup Jørgensen oplever, at lægerne gerne deler og udforsker egne erfaringer.

»Vi er i et højtspecialiseret, effektiviseret travlt hus. I det virvar åbner vi et refleksionsrum, hvor vi sidder 6-8 mennesker sammen i to timer. Vi trækker tempoet helt ud og giver os tid til at undres over egen praksis og dvæle ved noget af det, vi gør. Det handler også om, hvordan man skærmer sig selv i det. Hvordan undgår jeg at vælte af al den lidelse og sorg«.

Hvordan gør man det?

»Man gør det ved at skabe rum for refleksioner, hvor det bliver meningsfuldt at være som læge. At lægen hverken over- eller underinvolverer sig. I begreberne ’nærvær’ og ’empati’ mangler der en distance. Opmærksomhed er bedre end følsomhed. Mange tror, at de skal sætte sig så meget i den andens sted og død, at de ender med selv at blive væltet omkuld. I stedet for at tænke; ’hvad hvis det var mig selv’, skal man tænke ’godt, det ikke er mig’«.

Ledelserne på afdelingerne har også et ansvar for at sætte tid af til refleksion, hvis lægerne skal kunne holde deres arbejdsliv ud, siger Maria Baastrup Jørgensen. Hun oplever, at ledelserne langt henad vejen prioriterer Eksistenslaboratoriet. Og at der skal være god tid.

»Det giver ikke mening at komme løbende ind i et laboratorie, sidde og reflektere i to timer for derefter at spæne og nå de patienter og skrive de journaler, som de skulle have ordnet i samme tidsrum. Det har vi understrget overfor ledelserne, og de kan godt se, at tid til eksistentiel støtte er med til at skabe et godt arbejdsmiljø og et godt miljø for patienter og pårørende«.

Også rapporten »Klar til samtalen« understreger vigtigheden af ledelsernes ansvar. »Det er ikke nok med den energi, der sætter udviklingen i gang. Energien skal næres af organisationen, og det bliver den kun, hvis ledelsen bakker op«, skriver forfatterne.

Morten Sodemann. Foto: SDU

Yngre læger adopterer usund kultur

Morten Sodemann, klinisk professor i infektionsmedicin og forfatter til bogen »Sårbar, det kan du selv være«, mener, at alle læger burde undervises i den svære samtale. Det er ikke nok, at det er frivilligt at deltage i forløb som Eksistenslaboratoriet, mener han.

»Vi er på brandkursus hvert år, men ingen kommer på tvungen genoptræning i kommunikation med patienterne. Det er en misprioritering af tid i sundhedsvæsenet. Den svære samtale er en grundkompetence«, siger Morten Sodemann.

Hans bog handler sårbarhed i relationen mellem patienter og læger, og bogen centrerer sig om, at læger skal blive bedre til at forstå patienternes følelser og kontekst. Når han underviser, spørger læger ham ofte, hvad de skal bruge patientens fortællinger til, hvis de blot skal lave en ny hofte.

»Selvfølgelig er det relevant. For mange læger bliver empatien mindre med årene. Det bliver filet af og erstattet af faglighed og nødvendighed. Mange tror, at de forstår patienten, men det gør de ikke. Patienterne klager over, at vi er uempatiske«.

Derfor mener han, at det er fornuftigt med refleksionsrum som Eksistenslaboratoriet, fordi det ligger uden for afdelingen, uden ledende og uddannelsesansvarlige overlæger.

Det er nemlig vigtigt at få skabt et rum, hvor lægerne kan få lov til at være sårbare, mener han. Yngre læger adopterer en usund kultur på hospitalerne for at komme til at ligne rigtige læger. For at blive en veltilpasset, inkluderet kollega, gør de som de andre. Men den herskende kultur er ofte gennemsyret af en kynisk, brysk og mobbende facon, mener Morten Sodemann.

Han kalder det »det skjulte curriculum« på medicinstudiet

»Det skjulte lærebogsstof, som man bliver udsat for som medicinstuderende og som yngre læge på sygehusene, har en række uheldige konsekvenser. Man bliver udstyret med værktøjer og kampteknikker til at komme hurtigt af med patienten. Man lærer bevidst at tage afstand til patienten som person og tillægger sig neutral patienttilgang, hvor kræften er i centrum, ikke personen. Man undlader detaljer, som forstyrrer fortællingen, når patienten drøftes til konferencen, fordi flere mener, at det er for følsomt og irrelevant«.

Den indstilling bliver båret af dominerende læger på afdelingerne, som definerer kulturen og gør andre kolleger usikre. Især de yngre læger bliver bange for at blive gjort til grin, mener han.

Men det er vigtigt at give plads til patienternes fortællinger, understreger Morten Sodemann.

Patienterne skal have lov til at tale deres eget sygdomssprog. Hver patient har sit sprog, sine præmisser, historie og erfaringer med sig.

»Hvis læger ikke forstår det, begynder vi at lave løsninger, som ikke virker, og som kan være til skade for patienten«, siger Morten Sodemann.

Og den indsigt skal løftes fra dag et på medicinstudiet, så de unge læger kan bevare empatien og bevare et normalitetsbegreb, så man ikke tager den brovtende kultur til sig.

Bispebjerg mangler læger

På Bispebjerg Hospital er Eksistenslaboratoriet også en succes, men her har der på fire år kun været få læger igennem. Primært sygeplejersker har deltaget, oplyser hospitalspræst Birgitte Bjørn Stimpel, der har siddet i Eksistenslaboratoriets projektgruppe sammen med Maria Baastrup Jørgensen og er den eneste hospitalspræst på Bispebjerg, som tilbyder Eksistenslaboratorium.

Når lægerne ikke rigtigt er kommet med her, er der sikkert flere årsager. Først og fremmest skal de jo have tilbuddet. Det har det ligget lidt tungt med, fordi det hurtigt bliver en tidskrævende opgave for en enkelt underviser. Derudover skal ledelsen give fri, og endelig skal lægerne naturligvis have lyst til at melde sig.

Birgitte Bjørn Stimpel mener, at det af mange læger ville opleves væsentligt at deltage i Eksistenslaboratoriet, fordi der reflekteres over andre betydningsfulde aspekter af det kliniske arbejde end dem, der er underlagt faste procedurer og optimerinsgkrav. Opmærksomheden på, hvad der f.eks. sker i den mellemmenneskelige kontakt, styrkes – ligesom sproget for det eksistentielle.

»Vi kommer ind i sprækkerne, frem for at fokusere på handling og effektivitet. Læger er udsat for et enormt krydspres: Der er krav om høj produktivitet samtidig med nærvær. Min erfaring er, at sundhedspersonale bliver lettede over pauser fra dette pres ved at flytte blikket fra at gøre til at være. Også, at de rent faktisk trækker refleksioner fra laboratorierne med sig videre ud i den kliniske hverdag«.

Ledende overlæge: Eksistenslaboratoriet kom for tæt på

Eckart Pressel, ledende overlæge på Geriatrisk og Palliativ Medicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, kender godt til Eksistenslaboratoriet. Afdelingen rummer et palliativt afsnit samt en geriatrisk afsnit.

På palliativt afsnit er »den svære samtale« en del af hverdagen, og afsnittet har et forløb med tværfaglig uddannelse, supervision og refleksionstid for at kunne rumme de specifikke udfordringer, der er i forhold til døende patienter.

På geriatrisk afsnit, som har med ældre medicinske patienter at gøre, er »den svære samtale« også en del af dagligdagen, men de har ikke nogen struktureret, formaliseret tilgang på afdelingen.

De er tidligere blevet undervist af præsterne i den svære samtale, men da de for to år siden skulle tage stilling til, om de skulle gå skridtet videre og tilmelde sig som samlet lægegruppe Eksistenslaboratoriet, var der enighed om, at det ville komme for tæt på.

»Vi havde overvejet at tage til det som samlet gruppe. Men lægerne syntes, at det vil være svært at sidde i et forum og åbne op for private oplevelser og tale med personer, som man ses med til daglig«, siger Eckart Pressel.

Hvis det foregik med mennesker, de ikke kender, ville det måske være nemmere, siger han.

»Vi har individuelle samtaler. Speciallægerne er godt klædt på, men yngre læger står tit i situationer, hvor de skal tale med patienter om svære emner. De har brug for meget supervision, og det prioriterer vi, hvis der er brug for det. I stuegang sidder der altid en speciallæge ved siden af den yngre læge, så de har mulighed for at få sparring, imens samtalen står på. Ellers tager vi det op til en fælles drøftelse til middagskonferencen«.

Er det her ikke lige så vigtigt som brandkurser og andre obligatoriske kurser?

»Det er svært at sammenligne. Men det er klart en vigtig del af arbejdet på en afdeling, hvor man arbejder med ældre, komorbide patienter. Vi har meget fokus på medicin, men skulle måske også have lige så meget fokus på den svære samtale. Vi bliver som læger ikke klædt på til det fra uddannelsen, og vi lærer det ikke på universitetet«.

Han understreger, at der er stor interesse for at få mere efteruddannelse i den svære samtale blandt hans læger, men dengang for to år siden, da Eksistenslaboratoriet blev foreslået, var de ikke parate. Han er ikke afvisende overfor at diskutere det igen.

»Vi kunne godt tænke os at tage det op igen. Der er gået to år, nogle læger er rejst, andre er kommet til, så måske er tiden inde«.

Faktaboks

Projekter og undervisning i metoder til oplæring og støtte af medarbejderne