Content area

|

Overlæge og politispion

En respekteret professor og dr.med. lod sig i 1820 bruge som hemmelig politistikker mod enevældens fjender. Og fik svære samvittighedskvaler.
Guldalderens København var ikke lutter idyl. Bag forgyldnngen var enevælden en dyster politistat. Udsnit af Martinus Rørbyes billede fra Slutterigade bag domhuset i guldalderens København. (Statens Museum for Kunst)
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Den tragiske historie om dr. Dampes oprør mod Frederik d. 6.s enevælde og hans hårde straf er fortalt før. Når Ugeskrift for Læger tager den op, er det for at belyse den rolle, som overlæge ved Almindeligt Hospital, Johann Wendt, spillede som angiver og spion for enevældens hemmelige politi.

Jacob Jacobsen Dampe var søn af en ludfattig skrædder, men gik den akademiske vej og blev dr.phil. Han var optaget af de liberale strømninger ude i Europa og deltog ivrigt i debatterne i den selskabelige kaffeklub Clio, der forholdt sig kritisk til enevælden. Det var ikke helt ufarligt, da kritik af kongen og enevælden lige som kravet om en fri forfatning straffedes med døden.

Det afskrækkede ikke dr. Dampe: I 1820 krævede han folkeafstemning om en fri forfatning. Og ville kongen modsætte sig et eventuelt flertal, skulle hæren opfordres til at omstyrte enevælden.

Flere steder i Europa gærede revolutionære, demokratiske bevægelser. Dem ville Dampe omplante til Danmark, hvor den fattige idealist så en fremtid for sig selv som politiker og reformator. I første omgang skulle der sammenkaldes en nationalforsamling, og den skulle – om fornødent med våben i hånd – afsætte kongen og indsætte en forfatningsmæssig regering. Planen skulle sættes i værk gennem et hemmeligt selskab, hvor medlemmerne kunne kende hinanden på, at de bar en fingerring af jern. Foreningen hed følgelig ”Jernringsforeningen”.

Logebrødre

Men også kongen var opmærksom på de farlige strømninger. Konger i hele Europa var nervøse efter den franske revolution, der havde kostet Ludvig d. 16. hovedet. Kong Frederik havde derfor etableret et hemmeligt politi, der skulle opspore og knuse ethvert tilløb til oprør.

Jernringsforeningen blev aldrig nogen massebevægelse. Fra første færd havde Københavns politidirektør A.C. Kierulff nemlig infiltreret den med stikkere. Men hvordan kunne Kierulff kende til foreningen nærmest før, den var stiftet?

Jo – overlæge og professor på Københavns fattighospital, Johann Wendt, havde haft dr. Dampes mor som patient, og derved var det kommet Wendt for øre, at hendes søn var med i et hemmeligt selskab der ville omstyrte kongemagten. Den oplysning gav overlægen, som var frimurer, videre til sin logebroder, politidirektør Kierulff.

Dr. Dampe. (Frederiksborgmuseet).Dr. Dampe. (Frederiksborgmuseet).

Da Jernringens medlemmer fornemmede, at de blev overvåget og skygget, mistede de fleste af dem hurtigt interessen for den revolutionære bevægelse. For yngre akademikere i enevældens København var der ikke mange karrieremuligheder udover embeder, som krævede kongelig udnævnelse. Men den socialt uslebne Dampe manglede politisk Fingerspitzgefühl og fortsatte sine grove angreb på kongemagten og kongens person.

Wendt mente, at han ved at videregive sine oplysninger om det hemmelige selskab havde gjort sin pligt. Men politidirektøren fik ham overbevist om, at han som god borger og frimurer ikke kunne stoppe på halvvejen, og lægen lod sig hverve som politiagent. Ud over almindeligt angiveri fik han til opgave at koordinere, fungere som paymaster til stikkere i kredsen omkring Dampe og facilitere overvågningen. Den pæne overlæge slap derved for selv at få snavs på fingrene.

Dommen

Fra nu af rapporterede Wendt til Kierulff om, hvad der rørte sig i ”Clio” og ”Jernringen”. Efterhånden ser det ud, som om de fleste i dr. Dampes omgangskreds er politispioner og agents provocateurs. Wendt indbød jævnligt personerne omkring dr. Dampe – herunder politiets spioner – til sammenkomster i sit hjem, hvor der blev diskuteret politik under fortrolige former. Her kunne politiets agenter ophidse den letbevægelige Dampe til uforsigtige udtalelser, som de kunne rapportere videre til politidirektøren. Snart var der rigeligt materiale til en sag om højforræderi.

Til slut lod Dampe sig opildne til at indkalde et møde, der skulle stifte et nyt, revolutionært selskab. En af politiets agenter stod endda for at leje et egnet lokale. Den aften, mødet skulle holdes, sørgede en af politiets agenter for at hente dr. Dampe for at følges med ham. Han sikrede sig, at han havde alt kompromitterende materiale med sig. I mødelokalet var seks deltagere allerede mødt frem. De var alle politiagenter, og de anholdt ham på stedet.

For en lukket domstol forsøgte Dampes forsvarer at forklare, at Dampe var sindsforstyrret og i øvrigt kun havde begået noget strafbart, fordi politiets agenter tilskyndede ham til det. Anklageren fejede forsvaret af bordet. Han krævede Dampe dømt efter en paragraf, ifølge hvilken han havde ”forbrudt Ære, Liv og Gods”. Ifølge loven skulle han først miste højre hånd, og derefter hovedet. Kroppen skulle parteres og lægges på hjul og stejle. Det afhuggede hoved skulle sættes på en stage, og nedenunder skulle hånden sømmes fast.

Domstolen valgte at dømme efter en lidt mildere paragraf, som påbød ”simpel” dødsstraf. Kongen valgte derefter at benåde dr. Dampe og forandre straffen til livsvarigt fængsel.

Dårlig samvittighed

Noget tyder på, at Wendt havde samvittighedskvaler over sit forræderi mod den naive dr. Dampe, der regnede ham som ven. Men som god borger og frimurer med ministre og kongelige blandt sine logebrødre har han følt det som en pligt at advare om politiske agitation, der måtte opfattes som en trussel mod samfundsordenen.

Wendt, der selv nærede liberale synspunkter, har muligvis troet, at han kunne få Dampe til at falde lidt ned, så han ikke bragte sig selv i endnu større vanskeligheder. Blot fire dage før Dampes anholdelse skriver han i en af sine rapporter til Kierulff, at ”vi” må sørge for, ”at Dampe ikke i hans gale eller eksalterede tilstand gør dumme streger, som kan have sørgelige følger”.

Historikere, der har kigget i korrespondancen mellem politidirektøren og overlægen, har peget på Wendt som en ”svag” personlighed, der lod sig dominere af den viljestærke og handlekraftige Kierulff. I hvert fald lod Wendt politichefen overbevise ham om, at han gjorde sin pligt – uanset, at hans samvittighed plagede ham.

Wendts samvittighedskvaler viser sig ved, at han på flere måder forsøger at hjælpe dem, han selv har været med til at bringe i ulykke. I sine breve til Kierulff understreger Wendt flere gange, at han ikke handler mod betaling. Ved flere lejligheder yder Wendt af egen lomme økonomisk hjælp til nogle af personerne omkring dr. Dampe, og til Dampe selv.

Dr. Dampes celle i fængslet på den isolerede ø. (Wikipedia)Dr. Dampes celle i fængslet på den isolerede ø. (Wikipedia)

Dampes arrestation kom som et chok for Wendt. Dels frygtede han selv at blive afsløret som gemen politispion – dels havde han moralske kvaler over sit forræderi. Straks efter arrestationen skriver han til Kierulff og beder ham gå i forbøn hos ”vor ejegode konge” om at landsforvise Dampe ”med passende rejsepenge”.

Wendt lyder ganske fortvivlet, da han skriver, at hvis Dampe straffes efter lovens bogstav (dvs. med dødsstraf), da ”går jeg af dage, mit hjerte kan ikke tåle det”. I sit forvirrede brev betror han politichefen, at ingen indre stemme ”endnu [har] sagt mig, at W(endt) – du er en slet karl”, og han trygler Kierulff om ikke at udsætte Dampe for hårdt forhør.

Kongen tildelte Wendt dannebrogsmændenes sølvkors som tak for indsatsen. Om det har tjent til at dulme hans dårlige samvittighed, er et åbent spørgsmål.

For tidligt ude

Dr. Dampe afsonede de første fem år af sin straf under hårde vilkår i Kastellets fængsel. Wendt aflagde flere besøg hos den fængslede Dampe og hjalp hans gamle mor økonomisk. Fra Kastellet overførtes Dampe til et nyindrettet, isoleret fængsel på det afsides Christiansø. Efter 20 år blev fangenskabet lettet: I 1841 fik Dampe lov til at færdes frit på Bornholm. Det var dog først efter tronskiftet i 1848, at han blev benådet og kunne vende tilbage til København – endda med en lille pension.

Man kan undre sig over den hårde dom over den relativt harmløse mand. Men Dampe var en fattig skomagersøn og socialt isoleret blandt Københavns intellektuelle elite. Han var derfor et nemmere offer end mere veletablerede borgere, da der skulle statueres et afskrækkende eksempel. Den brutale dom fik effektivt fik guldalderens snakkende klasser til at holde deres eventuelle liberale anskuelser for sig selv.

Da Junigrundloven blev indført i 1849 var den stort set identisk med de forestillinger, dr. Dampe havde gjort sig om en fri forfatning. Han var bare for tidligt ude og døde i relativ glemsel på Københavns nyopførte Kommunehospital i 1867.

- - - - -

Litteratur

• UfL 1895, s. 765 ff.: Dr. Dampe og Lægerne.

• J.C. Johansen. Dr. J.J. Dampe og Attentater paa Enevælden i 1820 (Historisk Tidsskrift, Bind 6. række, 5 (1894-1895) 1.

• Karl Peder Pedersen. Kontrol over København [disp]. SDU, 2014. Kan læses på: https://www.academia.edu/30360117/Kontrol_over_K%C3%B8benhavn

Blad nummer: 

Right side

af Anna Birthe Holmehøj Bach | 04/12
1 Kommentar
af Susanne L. M. Bülow | 03/12
1 Kommentar
af Andreas Gothardt Lundh | 02/12
1 Kommentar
af Michael Uldall Steinfath | 01/12
1 Kommentar
af Pedram Kazemi-Esfarjani | 01/12
1 Kommentar
af Bjarne Stigsby | 30/11
2 kommentarer
af Camilla Bang | 29/11
2 kommentarer
af Stine Madsen-Østerbye | 29/11
1 Kommentar