Efter at anæstesiologisk overlæge på Herlev Hospital, Egon Godthaab Hansen, for nylig stillede sig frem i TV 2-dokumentaren »Opråb fra sygehuset« og fortalte om, hvordan travlhed og underbemanding til tider er gået ud over patientsikkerheden, har han modtaget mange skulderklap.
»Bl.a. har flere af dem, der optrådte anonymt, efterfølgende skrevet til mig og sagt tak for, at jeg stod frem. De turde ikke, selvom de havde haft tilsvarende oplevelser, men de var glade for, at jeg gjorde. Det blev jeg faktisk lidt rørt over.
Derudover har jeg modtaget mere end 200 mails med sympatitilkendegivelser fra sygeplejersker landet over«, siger Egon Godthaab Hansen, der dog savner, at der handles på de forhold, der beskrives i dokumentaren.
»Jeg har ikke hørt om nogen sygehuse overhovedet, der efter den seneste tids bevågenhed i medierne har taget initiativ til at foranstalte et møde med de faglige organisationer om de problemer, travlheden og ressourcemanglen har for patientsikkerheden.
Det virker som om, sagen er blevet tiet ihjel af hospitalsledelserne.
Jeg tror, man foretrækker at slikke sårene og håbe på, at kritikken går i sig selv«, siger Egon Godthaab Hansen.
Når han valgte at stille op, skyldes det, at han »flere gange om ugen« oplever utilsigtede hændelser (UTH) som konsekvens af mangel på ressourcer og af en karakter, hvor man bør overveje, om de skal indberettes som en UTH, f.eks. hvis en patient får forværret sin tilstand i ventetiden.
I dokumentaren beskriver han, hvordan en ung kvinde med blindtarmsbetændelse under en travl vagt må vente så længe, at blindtarmen springer.
Egon Godthaab Hansen indberetter episoden som en UTH, men bliver ringet op af et direktionsmedlem, der ifølge Egon Godthaab Hansen meddeler, at hændelser, som skyldes ressourcemangel, ikke skal indberettes som en UTH. At travlhed ikke er en acceptabel forklaring på, at der sker fejl.
Af en skærmtekst i dokumentaren fremgår det, at det ifølge Herlev Hospital var en fejl, at Egon Godthaab Hansen blev ringet op.
Han beskriver også en episode, hvor en ældre kvinde, der er mistænkt for at have blødning i spiserøret, får hjertestop og afgår ved døden, mens hun venter.
Her var konklusionen i kerneårsagsanalysen, at kvinden skulle have været observeret bedre.
En konklusion, Egon Godthaab Hansen ikke er enig i.
»Man undlader at nævne, at vi ikke havde mulighed for at allokere de tilstrækkelige ressourcer. Det er ikke sådan, at den ene årsag udelukker den anden, men at placere ansvaret for forløbet der, hvor det er nemmest, nemlig hos sygeplejerskerne, er en særdeles unfair drejning af sandheden, og det blev jeg indigneret over – også på sygeplejerskernes vegne«.
»Nonchalant tilgang«
Egon Godthaab Hansen deltog i foråret i en undersøgelse om travlhed og underbemanding, som Overlægeforeningen, Yngre Læger og Dansk Sygeplejeråd har foretaget i samarbejde med produktionsselskabet bag TV 2-dokumentaren.
Af undersøgelsen fremgår det, at mere end fire ud af ti læger (47 procent af yngre læger og 42 procent af overlægerne) inden for det seneste år har været i situationer, hvor travlhed og underbemanding har ført til en alvorlig UTH. Og af fritekstsvarene fremgår det, at flere har fået besked på, at fejl forårsaget af travlhed ikke skal indrapporteres som en UTH.
»Det går jo ikke, at man kasserer indberetninger af utilsigtede hændelser, der sker som konsekvens af mangel på ressourcer«Egon Godthaab Hansen, overlæge
Dog var det ikke uden betænkeligheder, at Egon Godthåb Hansen indvilgede i at udbygge sine svar fra spørgeenqueten. Heller ikke selv om læger har ytringspligt, hvis de oplever forhold, der kompromitterer patientsikkerheden.
»Det er ikke min stil at begå bagholdsangreb på nogen. Men så længe sygehusadministrationerne ikke har forstået alvoren, er det en alvorlig ting, som nogen bliver nødt til et italesætte. Det går jo ikke, at man kasserer indberetninger af utilsigtede hændelser, der sker som konsekvens af mangel på ressourcer.
Det er en temmelig nonchalant tilgang set i forhold til sagernes alvor.
Men min familie spurgte da bekymret til, om det nu også var klogt, at jeg deltog, og dagene op til filmoptagelserne var jeg mentalt påvirket. Dog blev jeg rolig, da jeg så optagelserne. Jeg havde betinget mig, at mine udtalelser ikke blev fordrejet, og det blev de ikke.
Jeg fik også en fin rådgivning fra Overlægeforeningen, der i lighed med mig så materialet igennem, inden det blev bragt.
Det giver en tryghed, at Overlægeforeningen har været inde over«.
Hvad fortæller det dig, at der er så få læger, der tør stille op?
»Det siger jo, at man som overlæge i en betroet stilling med ansvar nærmest indgår en pagt med sin arbejdsgiver om at udvise ubetinget loyalitet.
En sygehusadministration ser det som illoyalitet, hvis man betvivler systemets ufejlbarlighed. Og derfor tør læger ikke udtale sig om kritisable forhold, fordi det af mange opleves som et kontraktbrud.
Jeg er ikke en rebel, der bare er ude på at skabe rav i den og få tilført flere ressourcer – vi har i øvrigt ingen mulighed for at påvirke ressourcernes størrelse. Men det slider på en at blive ringet op af direktionen, og der er mange, der netop ikke indberetter, fordi de ikke orker eventuelle konsekvenser.
Som senior overlæge havde jeg da også lagt en plan B, såfremt jeg i yderste konsekvens ville blive fyret«.
Anså du det for en mulig konsekvens?
»Tanken strejfede mig. I hvert fald, at jeg måske ville blive holdt øje med. At jeg ikke ville være glemt, blot fordi jeg ikke blev kontaktet.
Nej, jeg har aldrig selv været indkaldt til en kammeratlig samtale, men jeg kender flere, der har, så jeg ved, man virkelig skal tænke sig om.
Og det gjorde jeg. Sagen var for vigtig til at tie«.
Stopklods i systemet
For nylig blev Egon Godthaab Hansen under et vælgermøde i Lægeforeningen bekræftet i vigtigheden af at stå frem.
»Jeg faldt i snak med et par regionsrådsmedlemmer, der gav udtryk for, at de fandt det problematisk, at problemer, som f.eks. beskrevet i dokumentaren, ikke bliver rapporteret opad i systemet – til politikerne. At de først skal høre og læse om problemerne, når de lander på mediernes dagsorden. Det får jo uvægerligt en til at sætte spørgsmålstegn ved, om hospitalsdirektionerne er selektive i forhold til, hvad de rapporterer videre til politikerne«.
Indberetter du fortsat UTH’er, hvor travlhed og personalemangel er årsagen?
»Når man gang på gang afvises, ophører man man jo med at indberette, så ja, jeg har nu lagt låg på mig selv og indberetter kun, når hændelse er meget slem og har dødelig udgang.
Det er et år siden, jeg sidst indberettede en hændelse sammen med en kollega. For at undgå at komme i modvind indberettede vi sammen. Man kan gøre det anonymt, men vores indberetning var ikke anonym – jeg har altid insisteret på at underskive med mit navn. Men beskeden var her, at vi selv skulle løse de arbejdsforhold, der lå til grund for hændelsen.
Når det er sagt, vælger jeg at tro på, at man rundtomkring begynder at tage det her seriøst. Jeg kan i hvert fald iagttage, at vi på min afdeling til morgenkonferencen er begyndt at diskutere, om der er hændelser, der bør indberettes, og jeg kan da kun håbe på, at der på alle sygehuse fremover vil blive indberettet flere UTH’er, hvor det er evident, at det er mangel på ressourcer, der er årsagen«.
Overlægeforeningsformand: helt ved siden af skiven
Formand for Overlægeforeningen, Lisbeth Lintz, finder det »helt ved siden af skiven«, at UTH-systemet, som bl.a. skildret i dokumentaren, ikke anvendes efter hensigten.
»Formålet med systemet er at mindske risikoen for, at der sker fejl og utilsigtede hændelser, når patienterne er indlagt. Det gælder også de hændelser, hvor det er evident, at det er travlhed, der er årsagen.
Derfor ærgrer det mig, når mine kolleger oplever at få afvist de hændelser, de indrapporterer. Det er i strid med de principper, som UTH-systemet bygger på, og jeg finder det dybt beklageligt, at sygehusene afskærer sig selv fra den læring, man vil få ved at undersøge hændelserne nærmere«, siger Lisbet Lintz og fortsætter.
»I hele ledelseslaget bør man forstå, at alle utilsigtede hændelser er alvorlige og skal behandles seriøst, så organisationen kan lære af dem. Jeg håber derfor, at både Danske Regioner og de fem regioner hver for sig tager de fornødne interne samtaler med sygehusene, hvor de gør det klart, at den tilgang til utilsigtede hændelser, vi ser praktiseret flere steder, er en fejlfortolkning af, hvad det lærende sundhedsvæsen handler om«.
Der må vel være et stort mørketal af hændelser med baggrund i travlhed og mangel på ressourcer – enten fordi man som læge ikke tør indberette, eller fordi man på forhånd ved, at der ikke bliver handlet på dem?
»Der er et kæmpe mørketal. Dels er der dem, der ikke tør at indberette. Men langt den største del skyldes, at når man har travlt, er det patienten, der er fokus på, og ikke det at indrapportere en UTH. Netop derfor er det helt utilstedeligt, at man systematisk sorterer de indberetninger fra, der trods alt kommer. Og derfor er det vigtigt for os alle sammen, at overlæger som Egon Godthaab Hansen udviser ansvarlighed ved at gøre opmærksom på problematikken.
Det at være overlæge indebærer en forpligtelse til at gøre opmærksom på, når noget ikke fungerer godt nok, og til at pege på løsningsforslag i den udstrækning, det er muligt. Og de indberetninger skal behandles med behørig respekt«, siger Lisbeth Lintz.
Derudover opfordrer hun til at styrke dialogen mellem politikerne i de fem regionsråd og de regionale overlægeråd:
»Det er i de fora, politikerne kan få indsigt i den kliniske hverdag og information baseret på den faglige viden fra hverdagen ude på afdelingerne«.
