Overlægeformand: Giv overlægerne en konkurrencedygtig løn

Hvem har aben i den genopvakte debat om overlægers bijobberi?

Er det lægerne, der er slemme og grådige og burde holde sig på dydens smalle sti og sige nej til bijob på privatsygehuse? Tør sygehusejerne ikke sige nej til lægerne af frygt for, at lægerne bare helt forlader det offentlige? Burde regionerne begrave frygten for en offentlig lønfest og stikke de ledende overlæger en ordentlig pose penge? Er det regeringen, der svigter ved at indføre patientrettigheder i form af det udvidede frie sygehusvalg, der har som konsekvens, at flere og flere speciallæger tager job på privatsygehuse? Ugeskriftet har talt med Overlægeforeningens formand, Erik Kristensen, om debatten om overlægernes bijobberi.

Regionernes formand, Bent Hansen, siger, at overlægers bijobberi i det private skal reguleres og begrænses. Hvad siger du til det?

»Hele spørgsmålet om bijob er et overenskomstspørgsmål. Ikke et moralsk. Vi har faktisk et regelsæt på området, som er udmærket, men som man bare ikke bruger. Det kunne man jo gøre. Derfor har Overlægeforeningen ikke tænkt sig at tage spørgsmålet op ved de næste overenskomstforhandlinger.«

Men det har regionerne måske?

»Det ville ikke overraske mig.«

Så I har vel et modspil?

»Det vil tiden vise.«

Ser du overhovedet ingen problemer i lægernes bijobberi?

»Jo, det kan der godt være på nogle områder. Men som sagt er der regler på området. Er det en etisk problemstilling, så er der etiske regler. Er det et spørgsmål om at få overlæger til at arbejde mere, så er der muligheder i overenskomsten for det allerede i dag. Problemet er, at man ofte ikke udnytter de regler, der er.«

Er overlæger ikke for begærlige? Ligger det ikke implicit i en overlæges løn, at de som mange andre ledere forventes at arbejde mere end 37 timer?

»Nej. Vores lønforhold er baseret på en gennemsnitlig 37-timers arbejdsuge. Tidligere var man vant til, at overlæger arbejdede langt mere end de 37 timer uden at få ekstra betaling for det. Men det er et adfærdsmønster, der er ved at blive ændret. Det er en tendens, der følger hele markedsgørelsen. Sygehusene ser eksempelvis også sig selv som virksomheder. Så er der to muligheder. Man kan fortsætte som nu, hvor overlægerne arbejder 37 timer. Hvad der arbejdes derudover, skal der betales for. Eller man kan vælge at tage konsekvensen af udviklingen og finde andre former for ansættelser. Ansætte på særlige vilkår, for eksempel på åremål. Man kan ikke både blæse og have mel i munden.«

Der er cirka 4.300 overlæger. Af dem tilhører cirka 1.000 den ledende gruppe. Hvad med resten, der ikke er egentlig ledende. Kan de finde ud af, om de er ledere eller lønslaver?

»Altså, jeg har hørt nogen sige, at det er de unge overlæger, der holder fast i de 37 timer, og hvad de arbejder derudover, skal de have betaling for. Mens de ældre gerne arbejder lidt gratis. Det er måske nok rigtigt; i hvert fald er jeg sikker på, at der er en udvikling hen mod, at man ikke længere accepterer at arbejd e gratis. Men det svarer til den generelle udvikling, hvor man er meget fokuseret på fortjeneste. For eksempel tvinger drg-takstsystemet sygehusene til at tænke meget i indtægter. Det er et grundvilkår for sektoren.«

Men er overlægerne ikke for fikserede på de 37 timer?

»Nej, og jeg synes, at regionerne prøver at antyde nogle krav, som ikke har hold i overenskomsten. Den siger 37 timer i gennemsnit. Mere arbejde kan aftales, mod betaling. Det står også i overenskomsten. Og der findes muligheder for det, som regionerne da også så småt er begyndt at udnytte. Man kan lave merarbejdsaftaler, hvor overlægen i en afgrænset periode arbejder for eksempel 40-45 timer om ugen for et beløb. Garantiklinikkerne er et andet eksempel. Men det holder hårdt, for der er en tendens til, at det offentlige helst ikke vil bruge de regler, der er, men har en forventning om, at overlæger skal arbejde gratis.«

Det er de ledende overlæger, dine medlemmer, som skal håndhæve de etiske regler. Giver du også dem en opsang?

»Ja. Men i sammenhæng med sygehusledelserne. Det her er en opfordring til dem om at læse det regelsæt, der er. Og gøre brug af mulighederne i dem. For hvis der sker uacceptable ting i forhold til en overlæges bijob, er det et ledelsesansvar at gøre noget ved det. Samtidig vil jeg gerne understrege, at Overlægeforeningen ikke vil holde hånden over de medlemmer, som overtræder reglerne. Sker det ikke, er det, fordi man ikke har læst de etiske regler, eller også er man en dårlig leder. Men jeg vil dog lige tilføje, at de ledende overlæger har det problem, at de ikke altid kan få lov til at udvide aktiviteten på grund af en for stram økonomi.«

Hvornår er en overlæges bijobberi uacceptabelt?

»Det er ikke acceptabelt, hvis en overlæge på et offentligt sygehus henviser til sig selv i form af et sygehus, han er medejer af. Det er klart. Men det er vanskeligt at sige noget generelt, fordi vi ser en udvikling for tiden med den private sektor. Eksploderer den eller hvad? Ingen ved det, men den vokser nok. Men jeg vil sige, at hvis man etablerer eget hospital og samtidig arbejder i det offentlige, så opstår problemet. Her begynder det etiske regelsæt at gælde, fordi der kan komme interessekonflikter - ligesom hvis en overlæge har aktier i Novo Nordisk for eksempel eller i et firma, der laver apparatur, man selv bruger på sin afdeling. Det er der også i dag etiske regler for.«

Ortopædkirurgisk Afdeling på Aalborg Sygehus satte grænsen ved specialeansvarlige overlæger, der blev medejere af en privatklinik. Er det en god løsning?
»Ja. De overlæger var jo på kollisions-kurs med aftalesættet, vi har skrevet under. Sygehuset gjorde det rigtige. Problemet er, at det gør så få. Det er nemmere at hyle op i pressen. Jeg forstår ikke, hvorfor de steder, der har problemer, ikke inddrager Overlægefor-eningen. Jeg har aldrig været involveret i en sag om bibeskæftigelse, undtagen i en til tider håbløs debat i pressen. Er det, fordi der ikke forekommer problemer? Eller er der snarere en skjult dagsorden fra visse regioners side, som går ud på via et forbud at reducere kapaciteten i den private sektor og hermed nedsætte konkurrencen?«

De ledende overlæger har et særligt ansvar for at tilrettelægge arbejde og produktionen på en afdeling. Bør de etiske regler skrives om, så der gælder særlige regler for dem, måske et loyalitetskrav, der sikrer, at de ikke har bijob?

»Det kan jeg ikke se nogen umiddelbar grund til. Men man kan åremålsansætte dem og lave nogle ansættelsesvilkår for dem, der sikrer, at de varetager deres job efter den ansættende myndigheds ønsker. Bliver det med en klausul om ikke at tage bijob, så kan der stilles krav om økonomisk kompensation, eksempelvis et par hundrede tusinde kroner. Alt det kan man allerede i d ag. Men regionerne har ondt i økonomien. Og viger tilbage.«

Hvordan ser du diskussionen om overlægers bijobberi?

»For det første er det især Region Midt, der tilsyneladende har nogle problemer, som de ikke tager hånd om på en seriøs måde. For det andet er der noget principielt i denne her diskussion. Hvorfor er det beundringsværdigt, at man bijobber i det offentlige frem for i det private? Det er et ideologisk spørgsmål, som der er mange meninger om, både i overlægegruppen og alle andre steder. Det handler om, at 500.000 sundhedsforsikringer vil komme til at præge udviklingen. Og det handler om, at sundhedssektorens konstruktion er baseret på den gældende lovgivning og de foreliggende overenskomstforhold. Her ligger et perspektiv, man bør overveje, frem for at klandre en hel stand.

Udgangspunktet har jo ikke mindst været reglerne om det udvidede frie sygehusvalg, der til oktober afkorter ventetiden til en måned. Her er der tale om en lovgivning om patienternes rettigheder. Er man utilfreds med den, må man gå andre steder hen. At jeg så finder, at en generel enmånedsgaranti er uhensigtsmæssig ud fra en faglig vurdering, er en anden sag«.