Skip to main content

Overlæger dumper nordjysk ledelsesmodel

Den nye, kontroversielle ledelsesmodel på de nordjyske sygehuse frustrerer lægerne. Senest har de ledende overlæger fået papir på, at det er dem, der har ansvaret for patientforløb – og ikke den nye lederfigur, forløbschefen. Formand for Overlægerådet i Aalborg mangler at se dokumentation for effekten på patientforløb.

Dorte R. Jungersen, dorte.r.jungersen@gmail.com

7. okt. 2013
4 min.

ledelse Der er netop sat punktum i en helt ny funktionsbeskrivelse for de ledende overlæger på Aalborg Universitetshospital.

De ledende overlæger var nemlig skrevet ud af den stærkt omdiskuterede nordjyske ledelsesmodel, som blev foldet ud på de nordjyske sygehuse den 1. januar i år.

En ledelsesmodel, der har til formål at skabe sammenhængende patientforløb på tværs af specialer, matrikler og sektorer.

I ni måneder har de specialeopdelte afdelinger været en saga blot.

Specialerne er samlet i klinikker, og en ny lederfigur – den forløbsansvarlige viceklinikchef – er kommet til. Men kun otte af de 19 forløbsansvarlige chefer på samtlige sygehuse har lægefaglig baggrund.

På Aalborg Universitetshospital er det kun en enkelt ud af otte forløbschefer:

»Rent organisatorisk har man ikke tænkt sig om, idet man har ekskluderet de ledende overlæger og overgivet ansvaret for patientforløbene til forløbscheferne, der i de fleste tilfælde er sygeplejersker. Derfor har det været nødvendigt at udarbejde en funktionsbeskrivelse for de ledende overlæger, der præciserer, at det er os – og ikke forløbscheferne – der er ansvarlige for patientforløb«, siger Lene Birket-Smith, formand for de ledende overlægers forum på Aalborg Universitetshospital.

Fakta

Fakta

Afdelinger overlever i sproget

Lene Birket-Smith mener, at intentionerne bag regionens omfattende ledelsesændringer er rigtige:

»Vi gør det ikke godt nok. 10-15 procent af patienterne har elendige forløb. Men den form for forandringsledelse, man tyr til i Region Nordjylland, er ikke til gavn for patienterne«, siger hun og fortsætter:

»Hvis du spørger mig, hvad forskellen er på nu og for et år siden, er svaret: Meget lidt. Jo, afdelingsbegrebet er forsvundet. Men mine medarbejdere og jeg oplever fortsat, at vi er ansat på Lungemedicinsk Afdeling og ikke i ’Klinik Hjerte-lunge’. Og jeg præsenter mig fortsat som ledende overlæge på lungeafdelingen«.

Heller ikke formanden for Overlægerådet på Aalborg Universitetshospital, Poul Erik Jakobsen, er imponeret af ledelsesmodellen og dens resultater:

»Indtil videre er der ingen grund til at turnere rundt og fortælle om, hvordan vi gør i Nordjylland, idet der endnu ikke er noget for andre regioner at lade sig inspirere af. Vi mangler fortsat at se dokumentation for, at patientforløbene er blevet mere sammenhængende. Ud fra det, jeg hører fra mine overlægekolleger, og det, jeg selv oplever, er det meget status quo. Det er blevet til nogle tværfaglige småskalaprojekter som f.eks. et i min egen klinik, der dog allerede blev iværksat under den gamle struktur«, siger formanden for Overlægerådet og fortsætter:

»Og så er det et problem, at der ikke er flere læger blandt forløbscheferne, men ikke overraskende, fordi stillingerne ikke var tilstrækkeligt attraktive for læger, hvilket vi også gjorde opmærksom på. Og nej, det har ikke noget at gøre med hverken vores stærke faglighed eller nepotisme. At påstå det vil være for letkøbt«.

»Vi lægger sporene, mens vi kører«
Forløbschef på halv tid

»Ondt er blevet værre«

Claus Rasmussen er ledende overlæge på Reumatologisk Afdeling på Sygehus Vendsyssel. En afdeling, der indtil videre står uden for de seks klinikker, som Sygehus Vendsyssel er opdelt i.

»Jeg er blevet spurgt, hvordan vi kunne slippe for at blive placeret i en klinik, men ikke om, hvordan vi kan klare os alene uden at være placeret i en klinik. Man har forsøgt at indplacere os, men indtil videre er vi fredet. Måske fordi vi klarer os godt på alle vigtige målbare parametre«.

Den aktuelle klinikstruktur har ifølge Claus Rasmussen »kun gjort ondt værre«.

»De lægelige specialer må ikke stå i vejen for et godt patientforløb, men incitamenter til at opbygge og vedligeholde gode samarbejdsrelationer mellem specialerne vil være en langt bedre fremgangsmåde«, siger han.