Skip to main content

Overlæger stuves sammen i storrumskontorer

Landet over er overlæger utilfredse med udsigten til, at de på supersygehusene risikerer at få plads i et storrumskontor. På Det Nye Universitetshospital i Skejby beretter overlæger, at de forstyrres og må fortrække, når de skal tale fortroligt og supervisere. »Vi må være akademiske derhjemme«, lyder det fra en overlæge.
Således ser interiøret i et klassisk storrumskontor ud. Foto: Lars Horn / Baghuset
Således ser interiøret i et klassisk storrumskontor ud. Foto: Lars Horn / Baghuset

Dorte R. Jungersen dorte@jungersenjournalistik.dk

3. aug. 2020
10 min.

Engang lå der fire og seks patienter på en stue, mens overlægen havde sit eget kontor. I dag får patienterne på de nye supersygehuse egen stue og eget badeværelse, mens overlægerne – hvis de er heldige – får plads i et delekontor. Ellers er det storrumskontorer.

Flere stedet i landet skriver overlægerne bekymringsbreve til hospitalsdirektionerne om de storrumskontorer, som en overlæge beskriver som »uværdige« forhold.

I 2014 var rapporten [1] fra fokusområdet om »Kontorer og mobile arbejdspladser« færdig. Den indeholdt anbefalinger til indretning af kontorer i de nye sygehusbyggerier. Anbefalingen lød på eget kontor til personer med ledelsesansvar og delekontor til bl.a. overlæger, men de anbefalinger bliver langtfra udmøntet i praksis.

Og de overlæger, som Ugeskrift for Læger har talt med, finder ikke, at der er meget »super« over f.eks.et kontor med 7, 9 eller 15 læger, uden døre, et lille skab på hjul og adgang til en glasboks, når der skal tales fortroligt.

Intimiteten brydes i storrumskontoret

På Afdeling for Plastik- og Brystkirurgi på supersygehuset Det Nye Universitetshospital i Skejby, danmarkshistoriens største hospitalsbyggeri, deler 16 afdelings- og overlæger kontor.

At kalde det et kontor, vægrer overlæge Nidal Al-Suliman sig dog ved.

»Der er tale om arbejdsstationer i et rum uden døre, der kan lukkes. Ikke alt, der er patientrelateret, kan foregå i storrumskontoret, det kræver, at man er meget disciplineret. Men som læger er vi vant til at tilpasse os. Og i forhold til tidligere er definitionen på en arbejdsplads for en overlæge, at han eller hun ikke behøver have et kontor, hvor døren kan lukkes«, siger Nidal Al-Suliman, der indtil september 2018 rådede over et enmandskontor, hvor han uforstyrret kunne tale med patienter, supervisere kolleger etc., og flytningen fra enmandskontoret til den udvidede korridor var mærkbar.

Lægers arbejde består i at fordybe sig, tale med, lære af og uddanne hinanden, men det tilgodeses ikke i storrumskontoret.Bent Winding Deleuran, professor og overlæge, Det Nye Universitetshospital i Skejby

Et andet sted på Det Nye Universitetshospital i Skejby er Bent Winding Deleuran, professor og overlæge i reumatologi, gået fra at dele kontor med én anden overlæge til igennem det sidste år at sidde i et storrumskontor med seks skriveborde til otte speciallæger. Også dette kontor fungerer som gennemgang og er uden døre.

»Hvis det er øget mulighed for faglig sparring, der skulle være formålet med storrumskontorer, har man forregnet sig. Det er præcis det modsatte, man opnår. Lægers arbejde består i at fordybe sig, tale med, lære af og uddanne hinanden, men det tilgodeses ikke i storrumskontoret. Man taler ikke sammen, fordi det forstyrrer de andre. Kommer en yngre kollega og vil drøfte en patient eller et problem, går vi ind i ambulatoriet. Det er heller ikke hensigtsmæssigt, da de lokaler også er i konstant brug. Intimiteten brydes i storrumskontoret. Det giver dårlige muligheder for uddannelse af vores yngre kolleger, og debriefing er udelukket. Dertil kommer, at vores medicinstuderende sidder, hvor de kan, og derfor har de en tendens til også at sidde i storrumskontoret, når der er plads. Alt i alt resulterer det i, at vi speciallæger ikke har arbejdsro«, siger Bent Winding Deleuran.

Ikke på kontorerne, der bygges bro

Oprindelig var der på Det Nye Universitetshospital i Aarhus lagt op til, at to overlæger skulle deles om ét kontor.

»På nogle afdelinger er forholdene i orden med en eller to overlæger pr. kontor, på andre afdelinger er forholdene ikke gode. Mit skøn er, at forholdene kun er tilfredsstillende for cirka en fjerdedel af overlægerne«, siger formand for overlægerådet i Skejby, Niels Juul, og fortsætter:

»Som anæstesiolog kan jeg bruge et hvilket som helst kontor, men for de af mine kolleger, der f.eks. skal læse en kompliceret journal, er der tale om utilfredsstillende forhold«, siger Niels Juul.

Mens alle ledende overlæger og professorer i Skejby har enmandskontor, vil deres nordjyske kolleger, når de flytter ud på det 170.000 kvadratmeter store Nyt Aalborg Universitetshospital, ikke kunne lukke døren til eget kontor. Og for de menige overlæger lægges der op til større dele-

og storrumskontorer, oplyser nyligt afgået formand for overlægerådet på Aalborg Universitetshospital og formand for regionsoverlægerådet, Helle Laugesen.

Før jul sendte det regionale overlægeråd i Nordjylland et bekymringsbrev til hospitalsledelsen om netop udsigten til storrumskontorer.

Overlægerne frygter, at faciliteterne på Nyt Aalborg Universitetshospital ikke vil give dem den arbejdsro, det kræver at skulle »træffe afgørende beslutninger på patienternes vegne«, som ordlyden er i brevet.

»De fysiske arbejdsforhold, hvor vi behandler patienterne, skal være i orden. Men det skal kontorfaciliteterne også. Også selvom det ikke er noget, patienter og pårørende ser, når de kommer på hospitalet. Diskretion er afgørende, når man som overlæge har samtale med patienter og pårørende enten pr. telefon eller video. Diskretion er ligeledes afgørende, når man som overlæge varetager uddannelse af yngre læger i form af vejledningssamtaler og løbende eksaminationer«, hedder det i brevet, der også peger på, at de accelererede patientforløb øger behovet for, at overlægerne kan arbejde koncentreret og uforstyrret, når der skal stilles den rette diagnose og planlægges behandlingsforløb.

Storrumskontorer, begrundet i bl.a. større mulighed for at arbejde teambaseret, har overlægerådet ikke meget tilovers for.

»Det er ikke på kontorerne, at der bygges bro. Teamdannelse kommer af gode faciliteter internt i afdelingen, hvor afdelingens læger kan mødes i større rum med god akustik og tekniske faciliteter og gerne med de øvrige faggrupper, der er involveret i patientens team«.

Må være akademisk derhjemme

Helle Laugesen har selv plads i et kontor med cirka ti lægekolleger, så det er ikke en helt ny problemstilling for den anæstesiologiske overlæge.

»Men det er det for mange overlæger. Jeg arbejder i et meget klinisk speciale og har ikke brug for at skrive epikriser og følge op på ambulante besøg, som for eksempel medicinerne har. Og det er da også rigtigt, at de små en- og tomandskontorer ikke er i brug hele dagen. Men selvom anæstesiologi ikke har tradition for at være et særligt forskningsaktivt speciale, skal vi stadig være akademiske, og det er vi så derhjemme. Derudover er det ikke i storrumskontoret, vi kan fordybe os i instrukser og regler. Og skal jeg udfylde kompetencekort med en uddannelseslæge, fortrækker vi. Det kan ikke ske her. Ude på Nyt Aalborg Universitetshospital vil vi få stillet små glasbokse til rådighed, men det, vi hører fra Skejby, er, at de ikke bliver brugt«, siger Helle Laugesen og henviser til, at flere undersøgelser dokumenterer, at åbne kontorlandskaber nedsætter effektiviteten og forringer arbejdsmiljøet.

»Og i forhold til, at storrumskontorer er befordrende for samarbejdet, er der undersøgelser, der viser, at man her skriver flere mails til hinanden, end man taler sammen«, siger Helle Laugesen.

Det regionale overlægeråd har været til møde med bl.a. hospitalsledelsen, hvorefter man er blevet enige om, at afdelinger i særlige tilfælde kan få dispensation til selv at beslutte, hvorledes man fordeler sine kontorpladser.

»Vi har problematiseret vores kommende kontorforhold i halvandet år. Så nej, det er da ikke tilfredsstillende. Vi har haft meget fokus på, at ledende overlæger skal have ret til enekontor, og det håber vi på, vil ske. Men dels er det ikke overenskomststof. Dels er det svært at mobilisere støtte til overlæger, som anses for at være privilegerede og derfor ikke nogen, som skal indrømmes rettigheder, og som det er ,synd for’«, siger Helle Laugesen.

Kontorforhold løbende forringet

Også neurokirurgerne på Rigshospitalet har stilet et bekymringsbrev til direktionen ved udsigten til, at alle neurokirurgiske overlæger, som i dag sidder på tomandskontorer, fremover skal samles i ét stort kontor i den primært kirurgiske Nordfløj.

Deres argumenter er nogle af de samme, som overlægerne i Nordjylland bringer frem. Men derudover peger de på, at de ikke er blevet inddraget i planlægningsprocessen. Således har ingen kirurgiske speciallæger siddet med ved de møder, hvor kontorforhold er behandlet.

Fin Biering-Sørensen er formand for Rigshospitalets overlægeråd, der i det seneste halvandet år har »kæmpet mod de storrumskontorer med plads til 16 personer«, som de skal flytte ind i den 20. september.

»Vi finder, det er et stort problem, at vi, hvis vi skal tale med patienter og deres pårørende, skal ud i et støtterum – en glasboks – hvor vi ikke har vores computer, og vi derfor heller ikke har journalen umiddelbart tilgængelig. Skal det foregå i storrumskontoret, går konfidentialiteten mellem os og patienterne tabt. Dertil kommer, at vi vil få tildelt et skab i størrelsen 40 × 40 × 40 cm – der bliver ikke plads til mange bøger og protokoller mv.«, siger Fin Biering-Sørensen.

Overlægerådet har ifølge Fin Biering-Sørensen aftalt med Rigshospitalets direktion, at der laves en evaluering af storrumskontorerne efter det første halve år.

»Direktøren har lovet os, at der bliver foretaget en spørgeskemaundersøgelse, og det er selvfølgelig godt. Men det ændrer ikke ved, at vores kommende kontorforhold løbende er blevet forringet. Planerne er gået fra delekontorer til storrumskontorer på grund af besparelser. Kun ganske få overlæger – ud over dem, der har personaleansvar – får mindre kontorer«, siger Fin Biering-Sørensen, der under et besøg hos Epic, den amerikanske leverandør af den udskældte Sundhedsplatformen, gjorde en særlig iagttagelse.

»Jeg blev overrasket over at se så mange enkeltmandskontorer. Forklaringen var, at man forlod sig på undersøgelser, der viste, at produktiviteten er ti procent større i et enkeltmands- end i et storrumskontor«.

Hult argument

Om nogle år vil Nyt Odense Universitetshospital være indflytterklart, og allerede i 2012 skrev overlægerådet et bekymringsbrev til sygehusdirektionen, hvori de problematiserede, at »kontorpladser« er et af de områder, der bliver beskåret allermest, og at dette ikke kan undgå at »forringe vilkårene for ,vidensarbejde’ i betydelig grad«.

Lige nu indgår en del af overlægerne på hospitalets ortopædkirurgiske afdeling i et pilotprojekt, hvor ti overlæger sidder i samme rum uden eget skrivebord, men udstyret med en lille skuffevogn på hjul. Projektet har haft visse startvanskeligheder og møder fortsat modstand fra læger i overlægegruppen, som Ugeskrift for Læger har talt med. Savnet af det personlige rum er stort.

»Det er en forpremiere på, hvad der muligvis venter os, når vi engang flytter ud på Nyt Odense Universitetshospital, hvis altså de nuværende planer kommer til at holde stik«, siger Anders Junker, der er med i ledelsen af overlægerådet på Odense Universitetshospital, og som over for hospitalsdirektionen har uddybet deres bekymringer.

»De var ikke døve over for vores indvendinger, men problemet er jo grundlæggende mangel på plads på Nyt Odense Universitetshospital«, siger Anders Junker, der selv deler kontor med to andre overlæger.

»Og det fungerer såmænd fint. Vi er så få, at vi tydeligt kan signalere til hinanden, hvornår vi har brug for ro. Jeg kan lukke døren til et personligt rum, hvis jeg har brug for at kunne samle mig om noget, og det har man brug for – også som overlæge. I dag kan jeg møde tidligere ind, hvis jeg har brug for ro, men det kan blive sværere i et rum med eksempelvis ni andre«, siger Anders Junker, der er bekymret for, hvad der tilkommer fremtidens overlæge.

»Problemet er, at når man planlægger langt ude i fremtiden, som man gør ved et så omfattende hospitalsbyggeri, kan man komme til at have forventninger til, at vi vil kunne arbejde meget anderledes, end vi gør i dag. Forventninger, som kan vise sig ikke at blive indfriet, når det nye hospital er indflytningsklart. Da vi første gang hørte om Nyt Odense Universitetshospital, forlød det således, at vi nok i fremtiden kunne klare os med en iPad i patientkontakten, men det fremtidsscenarie er jo langt væk. Vi bruger mere tid foran computeren end nogensinde. Derfor klinger et argument om, at vi skal bruge tiden sammen med patienterne, hult. Det er ikke kun det fremtidige arbejdsmiljø, der kan påvirkes, men også kvaliteten af patientbehandlingen og mødet med patienten, hvis ikke man tænker kontorforhold og arbejdsstationer grundigt igennem«, siger Anders Junker.