Overlægerne kan godt tage mere magt

Patienten har læst alt om sin sygdom på computeren. Politikerne har vedtaget behandlingsgarantier. Kravene om registreringer vokser. Kontrollen stiger. MTV'er, kliniske retningslinjer og farmakologiske råd vil bestemme behandlingen. Privathospitalernes boom forvirrer. Det offentlige kæmper for sit ry.

»Der er så mange signaler, at det er blevet sværere at være faglig leder. Overlægernes frustrationer stiger!« Sådan lød det fra overlæge Niels Dieter Röck, Odense Universitetshospital, på overlægernes efterårskonference, hvor magtforholdene i sundhedsvæsenet skulle debatteres. »Du plejer ikke at være til ynk og klynk,« lød det fra salen til Dieter Röcks signalement. »Din tone er melankolsk som i Stefan Zweigs roman ,Verden af i går`,« sagde cheflæge på Horsens Sygehus, Steen Friberg Nielsen.

Men Röcks pointe var ikke så entydig endda.

Hans hensigt var at finde ud af, om magten følger den faglige indsigt. Han svar var nej. Men faktisk kunne den godt gøre det. For godt nok bliver overlægens autoritet udfordret fra mange sider. Men, pointerede Röck, på nogen måder er situationen enestående positiv:

»Vi har flere midler end nogensinde. Og der kommer hele tiden mere. Vi bestemmer over behandlingen - men skal selvfølgelig reflektere over, hvad der er den rigtige. Vi er flere specialister end tidligere. Vi har varierende opgaver. Og så vil vi meget gerne udøve vores profession. Alt i alt har overlægerne meget stor magt og mulighed for indflydelse.«

På trods af det efterlader tidens tendenser alligevel en afmagtsfølelse hos overlægerne, der også ifølge røster fra salen føler, at de har for lidt indflydelse på deres dagligdag.

Skal det lykkes at (gen-)erobre magten, må de stadigt flere specialister og overlæger se at blive lidt mere enige, mener Röck. »Vi skal tale med en stemme og give politikerne nogle klare anbefalinger, som de kan handle på. Vi skal tale, så vi bliver forstået, og så skal vi nok også have heldet med os,« sagde Röck.

Han eksemplificerede uenigheden i forhold til at indføre de bedste behandlinger:

»Vi er for enerådige. Det betyder, at der nogle gange går 10-15 år, før en god behandling er spredt rundt. Der er store forskelle på, hvad man gør rundt om i landet.«

Jens Winther Jensen slog ind på samme skisma:

»Det tricker mig, når du fortæller, at mange overlæger mener, at det er meget vigtigt, at de har frihed for kontrol. Hvordan harmonerer det med ønsket om at indføre de bedste behandlinger over hele landet? Hvordan kan man have ens behandlingsmetoder over hele landet uden også at have kontrol?«

Röck: »Vi hører typisk læger sige, at man ikke kan standardisere patienter. Men måske er synspunktet på vej ud.«

Steen Friberg var enig: »Tag nu Vejle Sygehus, hvis diagnostiske pakker vi hører så meget om. De har opfundet et logistisk princip og har samtidig en produktivitet på over 120 procent. Alligevel er der en tendens til, at vi siger ,Åh nej, nu ikke Vejle igen,` når vi hører om det. Det må vi se at komme over.«

Regionernes formand, Bent Hansen, tog fat i den ende, da han i sit indlæg appellerede til læger om at blive bedre til at lære af hinanden. Den manglende videnspredning er en alvorlig barriere for at gøre sygehusdriften mere klog og effektiv, mener han.

»Fagligheden skal blive bedre til at komme ud med ideer og gode og dårlige erfaringer, så man på tværs og op og ned i hierarkierne kan lære af hinanden,« sagde han og henviste til, at Danske Regioner har oprettet en elektronisk viden og idebank til det formål. Og så lovede han i øvrigt at forstærke indsatsen, gerne sammen med de lægefaglige selskaber.

Prioritering

Bent Hansen og flere andre slog et slag for at gøre op med tidens trend om at gøre alle behandlinger lige vigtige.

»Vi er ved at glemme ordet prioritering. Vi pisker rundt for at nå det hele. Og vi har ikke modet til at prioritere, for det betyder, at man skal sige nej. Og gør man det, bliver man overfaldet. Jeg synes, at der er brug for en dybtgående diskussion af, hvor sundhedsvæsenet er på vej hen. Vi må have en diskussion af, om det er det rigtige, vi gør,« sagde han.

Professor Jørgen Grønnegaard-Christensen gjorde opmærksom på, at en af de faktorer, der er med til at vanskeliggøre sygehusdriften, er de afledte konsekvenser af mange tiltag. Tages der en politisk beslutning om at gøre noget for en bestemt patientgruppe, vil det, når det indføres helt ude på afdelingsniveau, have konsekvenser for »grupper eller andre behandlinger, der overhovedet ikke har været til diskussion.«

Arne Rolighed var på linje med den betragtning:

»Kræftens Bekæmpelse er med til en forvridning i sundhedsvæsenet; det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Vi har så meget fokus fra offentlighed og politikere og får dermed så mange ressourcer, som der kun er en gruppe til at betale. Det er de medicinske patienter.«

Privatiseringen en trussel?

Den stigende private del af sygehusvæsenet fylder meget også i overlægens hverdag.

»Jeg tror, at privatiseringen er årsagen til meget af den uro, mange overlæger føler,« sagde Niels Dieter Röck. »Der er forundring over prisspændet mellem behandlinger foretaget i det offentlige og det private, og det giver også uro, når en stor del af en afdelings læger ugentligt skal forholde sig til tilbud om arbejde fra private klinikker og sygehuse,« sagde han.

Han henviste til forvirringen om, hvorvidt den private sektor cream skimmer - altså tager de letteste og billigste patienter men bliver betalt for den gennemsnitlige. En nylig rapport fra Sundhedsministeriet nævner, at det gør de. Efterfølgende har ministeriet udsendt et dementi af den påstand. Alligevel lød det fra flere deltagere, at de ikke er i tvivl om, at privathospitalerne tager de letteste patienter.

Professor og sundhedsøkonom Jes Søgaard sagde: »Der er ikke fundet beviser for, at danske private klinikker og hospitaler cream skimmer. Og jeg vil advare mod at lave politik på myter.«

Privathospitalerne blomstring skyldes først og fremmest behandlingsgarantierne, men de mere end 600.000 danskere med private sundhedsforsikringer skæpper også i kasserne. Med det resultat, at forsikringspatienter kan springe køen til offentlig behandling over og komme ind på et privathospital.

Også Arne Rolighed problematiserede den stigende privatisering og det voksende private forsikringsmarked, hvor »så mange patienter suser uden om køerne.«

Hans konklusion var opsigtsvækkende:

»Ønsker vi fri og lige adgang tilbage, må vi skabe fri og lige adgang til både private og offentlige sygehuse, i Danmark og i udlandet. Så er der ikke længere nogen kø at springe over og dermed forsvinder lysten til at tegne en privat sundhedsforsikring.«

Jes Søgaard gjorde opmærksom på, at det ligner det system, man har i Frankrig. En omregning af det - dyre - franske sundhedssystem til danske forhold viste, at det ville gøre det danske sundhedssystem 25 milliarder kr. dyrere, hvis man indførte et system med fuldstændig valg frihed, vurderede han.