På besøg i campingvognen

Overlæge Lennart Bjarkings stemme er rolig, mens han systematisk opsummerer Ricardos hidtidige behandlingsforløb i det opsøgende psykoseteam. Imens sidder Ricardo selv på den anden side af det interimistiske bord mellem dem og holder sin hund Bulder i relativt kort snor. Vi sidder i forteltet til en campingvogn på Veddelev Camping med udsigt over Roskilde Fjord. Den lave sensommersol slår smut over vandet foran os, Bulder forsøger hele tiden at komme hen til de uvant mange gæster, mens Ricardos anden hund plejer sine ti hvalpe fra samme nat inde i vognen.

Campingvognen er Ricardos hjem og har været det i snart 2 år. De første to år stod den på forskellige campingpladser i Ishøj, og i det seneste halve års tid har den stået her ved Roskilde Fjord. Men om 14 dage lukker pladsen - og lige nu ved Ricardo ikke, hvor han så skal flytte hen. Og selvom vognen er så kold om vinteren, at Ricardo nærmest går i hi under dynen med sine to hunde til at varme sig på, selvom han har tabt sig 14 kilo i de to år i vognen, fordi madlavningen er uoverskueligt vanskelig - så er vognen bedre, langt bedre, end ingenting.

Overraskende sen debut

»Når man læser din journal, Ricardo, er det faktisk overraskende, at du ikke er blevet syg, før du gjorde. Jeg tror, at du har haft en lurende psykisk lidelse gennem længere tid - og så har du været rigtig god til at kompensere for den«, siger Lennart Bjarking til en nikkende Ricardo. Bjarking tøver lidt og fortsætter så: »Siden du blev syg i 2002 har du været indlagt 2-3 gange, og det har oftest været af sociale årsager, enten fordi du har fået angstanfald af at bo alene, eller fordi du ikke har haft noget sted at bo i det hele taget« ...

Ricardo bekræfter, og de to begynder at drøfte hans medicinering, som de bliver enige om, fungerer rigtig godt. Ricardos hverdag fungerer i det store hele, og lige nu er det altovervejende de sociale omstændigheder, primært hans pt. meget usikre boligsituation og økonomien, der forstyrrer den ro, som skal til, for at han kan udvikle sig videre, mener Lennart Bjarking.

»Men jeg har lige fået mit mimrekort«, siger Ricardo og rækker - halvt ironisk og halvt lettet - armene over hovedet. »Efter at have kæmpet med kommunen i lang tid er jeg blevet tilkendt pension, så nu håber jeg, at jeg kan få lidt mere styr på det økonomiske«.

De taler videre om mulighederne for at få et sted at bo, når campingpladsen lukker om to uger. Københavns Kommune har tilbudt Ricardo en lejlighed i Lundetoftegade - et sted, som Ricardo dagen efter skal ind og kigge nærmere på. Men på forhånd er han skeptisk over for tilbuddet, fordi opgangen primært er beboet af stofmisbrugere, tidligere straffede osv. Ikke noget, der gavner Ricardos lurende angst og paranoia. Problemet er bare, at det alternativ, han er stillet i udsigt, er herberget i Hillerødgade, hvilket i Ricardos øjne er et valg mellem pest og kolera.

Lennart Bjarking forsøger - vistnok uden det helt store held - at nuancere Ricardos syn på beboerne i både Lundetofte- og Hillerødgade. Han understreger også, at det er vigtigt, at Ricardo får et sted at bo, og at det opsøgende psykoseteam nok skal gøre alt, de kan for at lægge pres på kommunen for at finde alternativer. Fx et kolonihavehus eller en af kommunens skæve boliger. Og i sidste ende er der en vinteråben campingplads i Dragør.

Hundene dæmper angsten

Langsomt glider samtalen tilbage til Ricardos sygdom. Lennart Bjarking spørger ind til Ricardos forskellige symptomer og slår fast, at han ikke udviser sikre psykotiske tegn - og at man derfor godt kan komme i tvivl om hans diagnose.

»Du har haft store angstanfald, og i stressede situationer har du også været angst for noget, som ... Ja, som man måske ikke behøver være angst for. Men du hører ingen stemmer?«

»Nej. Men ind imellem får jeg rigtig mange tanker. En slags tankemylder, som fylder det hele. Og når jeg har det rigtig skidt, så har jeg fornemmelsen af, at andre mennesker kan se ind i mig og se, hvordan jeg har det ...«.

»Altså sådan at, hvis du går en tur på gaden, når du har det dårligt, så er du bange for, at andre skal kunne se, at der går en stakkels fyr, som har det skidt?« Ricardo bekræfter, og Lennart Bjarking fortsætter: »Det er en social angst. Ikke en psykotisk angst. Der er en forskel, og det betyder meget for forståelsen af din situation og din sygdom, selvom det måske ikke betyder så meget for selve behandlingen af den. Men jeg læste også i sin journal, at du siger, at du bruger dine hunde til at 'realitetskoordinere` dig med - kan du forklare det?«

»Ja, hvis jeg bliver bange for noget uden for campingvognen om aftenen eller om natten - og så hundene ikke reagerer, så ved jeg, at der ingenting er derude. Så ved jeg, at jeg ikke behøver at være bange. Så hundene - dem er jeg nødt til at have«, siger Ricardo og understreger sine ord ved at ruske i Bulders pels og trykke kys ned på hovedet af den.

Lennart Bjarking medbragte kaffe og brød til besøget i Ricardos campingvogn. Nu samler han papkrus og papirposer sammen, mens han opsummerer dagens besøg:

»Behandlingen går godt. Medicinen virker så godt på dig, at man helt kan blive i tvivl om din oprindelige diagnose, men jeg tror ikke, tiden er til at eksperimentere med doseringen lige nu. Vores hovedopgaver i teamet er klare: Vi skal hjælpe med at finde en løsning på din boligsituation, så du i hvert fald har et sted at være hen over vinteren. Og så hurtig som muligt skal vi finde en mere permanent løsning på det område, så du kan komme videre i din udvikling«.

Efter artiklen blev skrevet er Ricardo flyttet ind i et telt på stranden, hvor han bliver tilset af psykiaterne.