På praksis-akutvagt i sommerlandet

6.30 Jeg står op og læser avisen til morgenkaffen. Det er ferietid, og familien er spredt over kloden. Selv om jeg bor i Nr. Nebel tæt på klinikken, tager jeg bilen – der kan jo komme sygebesøg.

7.50 Jeg tager imod vores medicinstuderende fra Aarhus. Hun hjælper i sommerperioden med at tage nogle af vores turistpatienter, lige som sidste år. Hendes forældre, som er pensionerede praktiserende læger, bor lige her i nærheden.

8.00 Vikaren er installeret i et af konsultationsværelserne, og jeg sætter mig til telefonkonsultationen. Vi har en læge på ferie, men i dag begynder en praktiserende læge som fast vikar i det næste halve år. Så vi er ret godt bemandet hen over sommeren.

9.10 Telefonkonsultationen er ovre. Vores studerende hjælper om formiddagene med akutvagten, som det i dag er min tur til at tage. Der er pres på i sommertiden, hvor befolkningstallet fordobles. Venteværelset er allerede fyldt, og nogle står ude på trappen. Jeg vil tro, at halvdelen af patienterne på listen er danske. En tredjedel er tyske, og resten ser ud til at være norske, svenske og hollandske.

10.45 En tysk mand har en akut forværring af rygproblemer, som han allerede bliver smertebehandlet for hos neurolog i Tyskland. Han synes ikke, det rækker, og vil meget gerne have en indsprøjtning. Det er jo ikke noget, vi bruger så meget. De tyske patienter har en lidt anden tilgang til behandling: De er meget glade for indsprøjtninger, og til børn med infektioner vil de gerne have, at behandlingen gives som suppositorier og ikke peroralt.

11.30 En yngre mand fra byen har haft voldeligt indbrud i nat. Han blev sparket og slået og har et par flænger, som jeg skal sy. Med 60 km til nærmeste skadestue tager vi meget af skadebehandlingen selv. Og så er det frokost.

12.30 En far kommer med en seksårig dreng, der viser sig at have mellemørebetændelse. Næste patient er en niårig dreng med halsbetændelse, der skyldes streptokokker. Begge får antibiotika.

13.20 En syvårig dreng er vredet om og har stor blodansamling på forfoden. Jeg skønner, at den ikke er brækket og lægger en forbinding. Skulle der være brud, har det næppe behandlingsmæssige konsekvenser, så jeg undlader at sende ham til en skadestue eller til den røntgenafdeling, som bibeholdes på det lukkede sygehus i Tarm.

14.15 En tysk familie i sommerhus er ramt af luftvejsinfektioner. Også den 87-årige bedstemor, der i tilgift har fået vejrtrækningsbesvær. Undersøgelsen viser tydelige tegn på en lungebetændelse. Sammenholdt med hendes alder og tidligere hjertesygdom mener jeg, at hun bør indlægges til sikker diagnostik og IV-antibiotikabehandling. Det ønsker hun ikke, og datteren støtter hende. Jeg bøjer mig og skrive en recept på bredspektret antibiotikum. Vi aftaler, at hun kommer igen om et par dage, eller hvis hun får det værre.

15.00 En ældre patient med fremskreden kræft, som ikke længere kan behandles, og som nu bruger alternativ hjælp. Hjemmesygeplejersken har fundet en ny knude, som jeg skønner er en metastase. Jeg tilbyder at henvise til den kirurgiske afdeling i Esbjerg, men det er patienten ikke indstillet på. Det forstår jeg egentlig godt, for vi har ikke mere at byde på i vores system.

16.00 Jeg er kommet tilbage fra dagens eneste sygebesøg, hos en patient med en terminal lidelse. Der var tryk på i dag – studenten og jeg havde tilsammen 43 akutte konsultationer, hvoraf tre sår, der skulle syes. Nu forestår lige en halv times papirarbejde, inden fyraften.

19.20 Efter indkøb, oprydning i huset, madlavning, aftensmad og opvask kører jeg en tur ud til Vesterhavet for at tage en dukkert for at skylle dagen af mig. Det gør jeg de fleste dage fra den lyse tid og frem til oktober.