Skip to main content

På session: Egnet eller uegnet

Et døgn med - Esben Kappel er efter 31 år i almen praksis deltidsansat som sessionslæge på Forsvarets Dag, Rekrutteringscenter Herning. Forsvarets Dag svarer til tidligere tiders session.

Esben Kappel er efter 31 år som praktiserende læge nu sessionslæge ved Rekrutteringscenter Herning. Foto: Privat
Esben Kappel er efter 31 år som praktiserende læge nu sessionslæge ved Rekrutteringscenter Herning. Foto: Privat

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

24. apr. 2018
4 min.

6.05 Jeg vågner, inden vækkeuret ringer. Ligger og lytter til fuglesang, inden jeg går ned til morgenmad. Inden jeg går en tur med vores hund, siger vi farvel, og min kone kører fra Brædstrup til Grindsted, hvor hun er operationssygeplejerske.

 

7.55 Ankommer til Herning og tænder min computer. Vi havde it-nedbrud i går, men nåede alligevel at klare sagsbehandlingen af alle indkaldte i papirform. Mange kommer langvejsfra, så vi vil nødig aflyse. Computeren virker fint, og sammen med sessionslederen gennemgår vi indsendte helbredsskemaer.

 

8.40 Morgenmøde, hvor alle medarbejdere drøfter dagens program og eventuelle særlige sager. Herefter fortsætter jeg med administrative afgørelser på baggrund af lægeerklæringer og opslag på FMK.

 

10.30 Dagens første hold er færdige med den skriftlige prøve, og lægeundersøgelserne begynder. Der er en del, der ikke er mødt op, hvad der ikke er usædvanligt. Vi er to læger i dag til to hold.

 

11.15 På stort set hvert hold er der mindst én overvægtig. Denne unge mand har et BMI over 30 og ser ret utrænet ud. Der er også lidt platfod og kalveknæ. Han siger, at han spiller lidt ”hyggefodbold”, men ellers ikke dyrker sport, da han får smerter i knæene. Han vil gerne aftjene værnepligt, men jeg må erklære ham uegnet. Jeg forklarer, at han kan komme på en ny session, men han skal gøre noget ved sin vægt og komme i gang med træning. En kollega kan hjælpe med et træningsprogram.

 

12.00 De fleste går heldigvis lige igennem. En ung mand erklærer sig helt klar til at aftjene værnepligt, men jeg spørger alligevel, om han har fejlet noget eller får medicin. Jeg undersøger hjerte og bevægeapparat og spørger (som altid), om han dyrker noget sport. Han har i øvrigt klaret 44 af testens 78 spørgsmål. Testen er svær, og en gymnasial uddannelse er ingen garanti for at bestå.

 

12.30 Ved frokosten snakker vi både om dagligdagen og om, der er noget, vi skal være særligt opmærksom på ved hold 2 – evt. noget, man har observeret under den skriftlige prøve .

 

13.05 Den første, jeg ser efter frokost, er udeblevet tre gange og har fået bøde for det. Han forklarer, at hans udeblivelser skyldes, at han er fisker og var langt ude i Nordsøen på de pågældende dage. I helbredsskemaet anfører han, at hans højre skulder har været af led to gange, mens han var på efterskole. Den plager ham noget i det hårde arbejde ved fiskeriet, ”føles lidt løs” og gør ofte ondt. Jeg kan se, at muskulaturen er god, men højre skulder hænger lidt, og leddet er meget ustabilt. Så jeg må desværre erklære ham uegnet, og det undrer ham. Jeg forklarer, at hvis han ønsker at aftjene værnepligt, må han få sin læge til at undersøge muligheden for en skulderstabiliserende operation.

 

14.15 En 24-årig mand kommer for anden gang – kun til den skriftlige prøve. For et år siden scorede han lavt og, det undrede man sig over, da han ellers læste til ingeniør. Nu har han afsluttet uddannelsen, men er endnu ikke i arbejde. Han er en pæn og venlig ung mand og gjorde sig tydeligvis umage ved testen. Resultatet var bedre, men stadig for lidt til at blive egnet. Det er en lidt hård frasortering.

 

14.50 Vi er færdige med sidste hold, og alle centerets ansatte mødes til afslutning af dagen. Vi ønsker at give de unge en god oplevelse af det danske forsvar.

 

15.00 Jeg kører hjem gennem den smukke jyske natur. Jeg får en kop kaffe, inden min kone kommer hjem. Vi har nogle Belle de Boskoop-æbler tilbage, så vi laver æbleflæsk og spiser i sofaen, mens vi ser tv-avis. Godt, vores voksne børn ikke kan se os! Det fik de ikke lov til.