På tide med en ændring i uddannelsen, så mere kan foregå lokalt

Philip Månsson er HU-læge på andet år i ortopædkirurgi. Han er selv fra Nykøbing Falster og bor der i dag med sin familie. For tiden pendler han til Hvidovre Hospital. Men han har faktisk været heldig, som han selv siger. For inden for ortopædkirurgi er det muligt at tage en stor del af HU på Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. Mange af hans hoveduddannelseskollegaer inden for andre specialer har haft mere end svært ved at få lov til at uddanne sig i Nykøbing Falster, og flere er endt med at opgive drømmen om at bo på »sydhavsøerne«.

Det fik ham allerede for flere år siden til at gå aktivt ind i kampen for rekruttering og fastholdelse af læger i provinsen, og i 2019 lavede han en rapport baseret på 111 lægers udsagn om emnet. I 2023 sendte han en mail til regionsrådsformand i Region Sjælland Heino Knudsen (S) om sine og kollegaernes oplevelse, der ifølge ham modarbejder, at lægerne slår sig ned i de områder, som ellers skriger på speciallægehjælp.

Det er et problem, som Sundhedsstrukturkommissionen med anbefalingen om en bedre ressourcefordeling geografisk, en tilpasset medicinuddannelse og med en større del af uddannelsesforløbene placeret uden for universitetshospitalerne i de større byer forsøger at tage livtag med.

Det er en rigtig god idé, hvis du spørger Philip Månsson:

»Der skal ske justeringer i forholdet mellem sygehuslæger i de store byer og i provinsen. Vi kommer ikke uden om, at afstand til høj faglig behandling på sygehus betyder noget for den enkelte og for uligheden i sundhed. Folk, der mener andet, har som oftest meget kort afstand til indtil flere universitetssygehuse og ressourcer til at befordre sig selv derhen«, fastslår han.

Gulerodsmodel

Cæcilie Trier Sønderskov er pædiater og arbejder som cheflæge på Børne- og Ungeafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Slagelse og er også konstitueret cheflæge på Gynækologisk-Obstetrisk afdeling samme sted. Også hun er glad for den del af kommissionens anbefalinger:

»Det er meget positivt, at uddannelseslæger skal kunne tage en større del uden for de store byer, så vi på den måde kan vise dem mere af, hvad vi kan her, og hvad de møder. Vi oplever på mine afdelinger i Slagelse, at læger, som tidligt i deres videreuddannelse har været forbi her, i højere grad søger tilbage. Så det vil være en gulerodsmodel, som jeg mener, vil være en rigtig vej at gå«.

Philip Månsson håber også, at det bliver gulerødder frem for pisk, der skal drive lægerne ud af byerne.

»Der er ufatteligt meget læring i patientforløb på mindre sygehuse. Jeg synes dog, det er vigtigt at huske, at der er noget vigtigt og ekstremt nyttigt i at komme rundt til flere hospitaler. Spørgsmålet er, hvor lang tid man behøver at være et højt specialiseret sted, før man med rette kan sige, at nu ved man, at denne behandling findes inden for ens speciale, og så bør man også tænke mere lavpraktisk i forhold til pendlerafstand, når man sammensætter forløbene, så man rent faktisk kan bosætte sig eller blive boende i provinsen og få et familieliv til at hænge sammen«.

Mangler uddannelseskapacitet

Cæcilie Trier Sønderskov peger også på, at manglen på speciallæger decentralt skaber udfordringer for den gode uddannelse på de mindre sygehuse:

»Der mangler nogle strukturelle overvejelser i forhold til løsningen af den uddannelsesopgave, som vil følge med, hvis vi får en større andel af uddannelseslæger, fordi der lige nu mangler speciallæger uden for de store byer, og det derfor nogle steder vil være vanskeligt at øge uddannelseskapaciteten, førend man får flere speciallæger«.

Samme problem ser Philip Månsson. Han så gerne, at man rykkede funktioner, undersøgelser og behandlinger ud, som i tidens løb er forsvundet fra provinssygehuse, for på den måde at skabe bedre uddannelsesmuligheder. Han peger på, at en større del af funktionerne på hovedfunktionsniveau og enkelte på regionsfunktionsniveau kunne fungere som satellitfunktioner, men stadig være forankret afdelingen på »det større sygehus« i en periode, til man har opbygget kapaciteten på provinssygehusene.

»Alt i min undersøgelse tydede på, at læger vil arbejde der, hvor de kan udleve deres karrieremæssige ambitioner og få lov at praktisere inden for deres speciale på et højt niveau. Vi skal altså langt hellere til at se på, hvordan vi får etableret afdelinger med et fagligt og arbejdsmæssigt indhold, hvor man med stolthed kan fortælle, at man fik den stilling på det provinssygehus. De seneste 20 års konstante reduktion i den faglige tyngde på decentrale sygehuse har ikke bidraget positivt hertil og har samtidig givet en del patienter meget langt til både specialiseret og også mere almen sygehusbehandling«, vurderer Philip Månsson.

Regionale forskellige på uddannelsesincitament

Når cheflæge Cæcilie Trier Sønderskov kigger i budgetterne, ser hun også økonomiske udfordringer, som ikke er ens i de forskellige regioner. Dem håber hun, bliver taget hånd om ved en eventuel reform:

»Den økonomiske struktur omkring uddannelseslæger er forskellig i regionerne. Her i Østdanmark er det sådan, at i Region Hovedstaden følger pengene uddannelseslægen, så får/tager en afdeling flere uddannelseslæger, så får de også flere penge med til opgaven, groft sagt«, siger hun og fortsætter:

»I Region Sjælland derimod skal uddannelsesopgaven rummes i eget budget, hvilket betyder, at når jeg får/tager flere uddannelseslæger, så går det ud af min afdelings lægebudget, hvilket i nogle tilfælde vil betyde, at jeg kan ansætte (endnu) færre speciallæger. Så der er en indbygget skævvridning i hvert fald for Sjælland, som jeg håber, man vil tænke ind fremad, da det spænder ben for os nogle steder i forhold til at løfte mere uddannelse«.

Også medicinstudiet skal laves om

Thomas Purup bliver speciallæge i almen medicin til efteråret. Han er lige nu i fase 3-forløb i Ry ved Skanderborg og forventer at slå sig ned i det område, når han er færdig. Han er ligesom Cæcilie Trier Sønderskov og Philip Månsson enig i, at der skal fokus på det geografiske aspekt i uddannelsen langt tidligere, hvis man skal have rykket lægerne uden for de store byer.

For når man først er blevet speciallæge, så er teltpløkkerne som regel hamret så godt fast i den hårde storbyjord, at man ikke flytter derud, hvor man egentlig til at starte med kunne have set sig selv bo og arbejde.

Thomas Purup er også formand for Forum for Yngre AlmenMedicinere (FYAM) og har naturligt mest fokus på den del af kommissionens anbefaling, som går på at ændre medicinstudiet og på, at fordelingen mellem primær- og sekundærsektoren skal balancere bedre.

På Aarhus Universitet, hvor Thomas Purup er uddannet fra, har man tre ugers klinikophold i almen praksis på 12. semester. Det er alt for lidt og alt for sent.

»Jeg er overvejende positiv i forhold til det her udspil. Især det med at få flere almenmedicinske kompetencer ind i medicinstudiet, har vi efterspurgt længe. Det er meget kort tid, man har i klinikophold, og kursusdelen er også lille, i forhold til hvor meget behandling der foregår i primærsektoren, og hvor meget man forventer, skal foregå derude fremadrettet«, siger Thomas Purup og fortsætter:

»Det er virkelig positivt, hvis man laver det om. Særligt hvis man allerede under medicinuddannelsen kan flytte noget af studiet ud, f.eks. i form af flere klinikophold uden for de store byer, så er der større chance for, at flere får øjnene op for det skønne lokalmiljø og så bliver hængende. Det er helt klart det rigtige tidspunkt, hvis man for alvor vil flytte noget i forhold til rekruttering. Jeg er altid nervøs, hvis man begynder at presse folk for meget ud, men hvis man gør det på medicinstudiet, så tror jeg, det er mere positivt, for det er så den præmis, man søger ind på studiet med«.

Han peger ligesom Philip Månsson og Cæcilie Trier Sønderskov på, at mere fokus på generalistbehandling i hele hoveduddannelsen, som kommissionen foreslår, vil gavne patienterne og øge samarbejdet mellem primær- og sekundærsektoren.

»Så er der ikke den her samme silodannelse og ,dem’ og ,os’. Det er rigtigt set, synes jeg«, siger Thomas Purup.

Så langt overvejende er der opbakning fra de to uddannelseslæger og fra cheflægen til grundtankerne om lægeuddannelsen i Strukturkommissionens rapport. For som Philip Månsson eksemplificerer:

»I dag er det for den (måske mindre) gruppe af unge læger, som gerne ser sig selv bo, videreuddanne sig og arbejde i provinsen, inden for mange specialer en næsten umulig vej at gå. Den ensidige geografiske centralisering, som har ledsaget den faglige centralisering af funktioner, har langsomt, men sikkert centraliseret store dele af uddannelsesstillingerne. Man kan nærmest sige, at man er ,godt dum’, hvis man i dag flytter uden for S-togsnettet, før speciallægetitlen er i hus. Det skal laves om«, siger Philip Månsson.