Skip to main content

På vagt på video

Privathospitalet Aleris-Hamlet har åbnet en ny aften- og weekendtjeneste: konsultationer med en praktiserende læge over videolink. Sune Tybjerg er en af ca. 30 læger, der er med i ordningen.

Foto: Claus Boesen.
Foto: Claus Boesen.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

29. dec. 2014
5 min.

Et par gange om måneden fortrækker praktiserende læge i Valby, Sune Tybjerg til et lille kontor i familiens hus i Rødovre, ruller et mobilt lærred ud, hvor der står "Aleris-Hamlet" på, tager plads foran kameraet på laptoppen og trykker på tændknappen. Så er vagten begyndt, og Sune Tybjerg kan afvente de opkald, der måtte komme.

Han er med i "Videodoktor" - den vagtordning, som det store privathospital Aleris-Hamlet har etableret for få måneder siden, og som er aktiv mellem 16 og 22 samt i weekenderne. Alt foregår på video.

"Jeg er fascineret af mulighederne. Bare det at man kan, synes jeg er ret fedt", siger Sune Tybjerg, som også tidligere har deltaget f.eks. i telemedicinske forsøg inden for dermatologi.

Omkring 30 alment praktiserende læger er tilknyttet tjenesten, og målgruppen er både danskere her i landet og i udlandet, som har behov for at tale med en praktiserende læge.

"Noget af det, jeg synes er sjovt ved dette her er, at det er andre former for patientgrupper end jeg ser til daglig. For eksempel expats", siger Sune Tybjerg.

At der er video på, gør en forskel - også udover at det naturligvis kan være en fordel at se det, patienten ringer med, et rødt øje f.eks.

"Det er utroligt godt, at man kan se de patienter, man snakker med. Man kan aflæse deres kropssprog. Man kan se, om de forstår det, man siger - hvis de bliver helt blanke eller ser skeptiske ud, kan man se det, og så kan man vejlede dem bedre", nævner han som eksempel.

Et andet særkende ved det private system er, at konsultationerne kan tage længere tid. Patienterne betaler 600 kr. for en konsultation, og bl.a. derfor er der ikke noget hastværk.

"I klinikken har vi et stort flow mellem 8 og 9 om morgenen, hvor jeg sidder ved telefonen, så det er noget med to-tre minutter pr. patient. Men det kan man næsten ikke nå at etablere forbindelse på, også selv om app'en er nem. Så det tager 10-15 minutter. Det er en slags mellemting mellem en telefon - og en almindelig konsultation", siger han.

Lægen i øjenhøjde

Videodoktor-konceptet er udviklet af praktiserende læge Imran Rashid, som også har lang erfaring med lægevagtsarbejde, hvor visitationsdelen foregår via telefon. Han er ikke i tvivl om videokonsultationernes fordele.

"Man kan forklare mange ting langt bedre end i telefonen. For eksempel kan man ved at demonstrere på sin egen krop bedre spørge ind til patientens symptomer i stedet for de mange ekstra spørgsmål, der tit er nødvendige i telefonen", siger han.

Han har også lagt mærke til, at der sker noget med læge-patient forholdet, når der er video på.

"Når patienten sidder fysisk oppe hos lægen, er det et møde på ulige præmisser. Patienten er så at sige på lægens domæne og uden for sin comfort zone. Lægen er overskudspersonen med den faglige viden og dermed ”magten” i relationen. Men her (ved videokonsultationer, red.) møder man patienterne, når de er allermest sig selv, når de sidder derhjemme i sofaen i deres egen comfort zone. På nogle måder er det faktisk et mere ligeværdigt og tillidsfuldt rum", siger han.

Videovagten i Aleris-Hamlet regi - med navnet Videodoktor - har kun eksisteret få måneder og er således stadig i sin vorden, men virksomheden ser primærsektoren som et område, der er modent til at blive udviklet og på nogle områder også gentænkt. Det skal Imran Rashid være med til - han har netop afhændet sin praksis i Kastrup, og fra starten af 2015 skal han have ansvar for innovation og primære sundhedsydelser på Aleris-Hamlet.

"Jeg vil gerne prøve at lave nogle sundhedstilbud, der både matcher den teknologiske udvikling i samfundet og patienternes behov. Som man ville gøre det, hvis man skulle starte forfra og indrette sundhedsvæsenet i dag men uden at være bundet af det offentliges begrænsninger, der tit er affødt af et større fokus på populationen frem for individet ", siger han.

Faktaboks

Fakta

”Vi ved ikke, om det er en god ide”

Også i den offentligt finansierede primærsektor er der en vis opmærksomhed om de muligheder, som videoteknikken byder på. Men der mangler evidens, siger forskningsleder på Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet, Jens Søndergaard.

”Umiddelbart er det en god ide, men ofte viser det sig, at gode ideer alligevel ikke er så gode – så det skal vi have afprøvet. Hvad betyder det for læge-patient kontakten?”, siger han.

”Vi laver et projekt om det med Vejle Sygehus, hvor vi prøver at se, om vi kan bringe kræftpatienter, praktiserende læger og onkologer sammen, så de sidder i samme virtuelle rum”.

Hvorfor det?

”Som det er nu, ryger der information fra den ene til den anden til en tredjepart. Og sundhedsvæsenet er så presset, at det ikke er realistisk, at den praktiserende læge og specialisten fysisk kan mødes om hver eneste patient”.

Hvad med videokonsultationer i en lægevagtsfunktion som på Aleris-Hamlet?

”Man kan ikke sige, at videokonsultationer er bedre der. Man kan sige, at de måske er bedre. Men vi ved det ikke”.