Pædiatri for alle børn

Den vigtigste udfordring de næste år bliver at bevare og forbedre det almene pædiatriske fundament, samtidig med at den pædiatriske speciallægeuddannelse styrkes såvel kvalitativt som kvantitativt. Fra midten af 1980'erne til midten af 1990'erne steg fødselstallet med ca. 30%, og siden har fødselstallet kun været let faldende, hvorfor antallet af børn i alderen 0-15 år vil være højt i mange år frem.

I modsætning til mange steder i udlandet, hvor det pæ-diatriske arbejde i større omfang varetages af pædiatere, fo-retages en stor del af primærdiagnostik, behandling, og profylakse i Danmark i almen praksis. Helt op til en tredjedel af de praktiserende lægers konsultationer vedrører børn. Derfor er det vigtigt at optimere uddannelsen i pædiatri for alle, der arbejder med børn, såvel i primær- som i sekundærsektoren. Behovet for en øget kapacitet og forbedret uddannelse forstærkes af en stigende forekomst allerede i barnealderen af livsstilsrelaterede sygdomme som f.eks. adipositas, astma og allergi. Her er en tidlig tværfaglig forebyggende indsats nødvendig.

Uddannelse
Speciallægeuddannelse i almen medicin

Dansk selskab for almen medicin (DSAM) og Dansk Pædiatrisk Selskab (DPS) er enige om, at en række nødvendige kompetencer, som f.eks. håndtering af det akut syge barn og kronisk syge/retarderede børn, bedst opnås ved, at alle vordende speciallæger i almen medicin får hospitalsuddannelse i pædiatri af mindst fire, helst seks måneders varighed. En obligatorisk uddannelse på en pædiatrisk afdeling vil give den kommende speciallæge i almen medicin et bedre vurderingsgrundlag for behandling og visitation af syge børn, således at lettere sygdomstilfælde i højere grad kan varetages i primærsektoren, mens alvorlige, akutte tilfælde og svære lidelser visiteres til sekundærsektoren. Det kan beregnes, at der vil være behov for ca. 36 stillinger på landsplan på pædia-triske afdelinger, for at der årligt kan skabes plads til ca. 200 uddannelsessøgende i specialeuddannelsen til almen praksis ved 4-6 måneders uddannelse.

Speciallægeuddannelsen i pædiatri

Fremover skal en speciallæge ud over rollen som medicinsk specialist også beherske roller som akademiker, leder og administrator, kommunikator og samarbejdspartner. De fleste af disse færdigheder er ikke nye inden for pædiatrien, hvor kommunikation og samarbejde altid har været nøgleord. Det er vigtigt, at disse færdigheder indgår som en integreret del af uddannelsen, som skal være forankret i den kliniske virkelighed. Det er derfor vigtigt, at der ved arbejdstilrettelæggelsen sker en opprioritering af uddannelsen, således at uddannelse og drift/produktivitet tænkes sammen. Man vil kunne komme et langt stykke ad vejen ved en bedre arbejdstilrettelæggelse. For at sikre supervision og evaluering vil der være behov for en øget normering, hvis en nedsat aktivitet skal undgås. Da der i øjeblikket er mangel på speciallæger i pædiatri, er der basis for en øgning af uddannelseskapaciteten i pædiatri.

Fagområdeuddannelser

Efter specialeuddannelsen i pædiatri kan uddannelsen yderligere suppleres med fagområdeuddannelse inden for en række områder. Eksempler på pædiatriske subspecialer/ fagområder er allergologi, neonatologi og neuropædiatri. I Danmark findes der ikke officielt godkendte subspecialer, men for at sikre fagområdeuddannelsernes kvalitet har DPS etableret treårige uddannelsesprogrammer for mange fagområder, hvor retningslinjerne følger de europæiske krav til pædiatriske subspecialeuddannelser. For at sikre denne uddannelse i de pædiatriske fagområder er der behov for et intensiveret og bedre koordineret samarbejde mellem de børneafdelinger, der ud over basisfunktionen også varetager lands-landsdelsfunktioner (højt specialiserede funktioner).

Samarbejde, forebyggelse og forskning

Pædiatrien er et meget bredt fag, der kræver et tæt samarbejde med mange andre specialer og sundhedsprofessioner. Derfor er det nødvendigt med et bredt tværfagligt samarbejde, som også omfatter amtslige og kommunale instanser, herunder skolesundhedstjenesten med sundhedsplejersker og kommunallæger/børn- og ungelæger.

Et af de vigtigste pædiatriske arbejdsområder er forebyggelse af sygdomme, og her er der i høj grad behov for en koordineret tværfaglig indsats mod den stigende forekomst af livsstilssygdomme. Det er på høje tid, at der fokuseres mere på livsstilsfaktorer som rygning, kost og motion i de danske familier (1).

Det ville være ønskeligt, om der blev allokeret flere offentlige økonomiske midler til forskningsopgaver vedr. de store livsstilssygdomme, bl.a. overvægt, astma og allergi, som sjældent eller kun i ringe grad nyder medicinalindu- striens bevågenhed, når det drejer sig om intervention.

• Livsstilssygdomme starter i den tidlige barndom, i nogle tilfælde intrauterint.

• Forebyggelse bør starte endnu tidligere!

Reprints: Arne Høst, Børneafdeling H, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C.