Palliativ medicin - et selvstændigt medicinsk speciale?

Formålet med den palliative indsats er defineret af WHO på følgende måde: »At fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdomme, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer og af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art.«

I Danmark har den palliative indsats indtil videre næsten udelukkende været fokuseret på patienter med maligne sygdomme, selv om resultaterne af udenlandske undersøgelser viser, at den palliative indsats i stigende omfang tilbydes patienter med ikkemaligne lidelser [1]. Imidlertid undergår anticancerbehandlingen i disse år en markant udvikling i retning mod flere og mindre belastende behandlingsmuligheder, herunder også flere tilbud om eksperimentelle behandlinger. Alt i alt betyder det, dels at mange cancerpatienters forløb i længere tid end før foregår i de onkologiske afdelingers regi, dels at flere patienter i dårligere almentilstand kan tilbydes meningsfyldt anticancerbehandling.

Overgangen fra aktiv behandling til rent lindrende behandling er blevet en senere og senere begivenhed, og der er en tydelig tendens til, at cancerpatienter lever længere og med bedre livskvalitet. Det betyder, at flere cancerpatienter vil være knyttet til hospitalsafdelingerne, og at den understøttende og lindrende behandling i højere grad bør være hospitalsbaseret. Imidlertid har palliativ medicin ikke med succes kunnet udvikles og forvaltes inden for onkologien i Danmark, og de mest succesrige palliative enheder har vist sig at være dem med selvstændig ledelse og administration.

Dette temanummer indeholder en række artikler om en del af diversiteten og bredden af palliativ medicin, som er betegnelsen for den lægefaglige del af den palliative indsats. I de lande, vi gerne vil sammenligne os med, har den palliative medicin udviklet sig med stor styrke og er blevet en integreret del af sundhedsvæsenerne. Det er operationelt og i overensstemmelse med internationale klassifikationer at inddele den palliative indsats i et basis- og et specialistniveau. På specialistniveauet blev palliativ medicin et selvstændigt lægeligt speciale i Storbritannien og Irland i 1987, og i Norge, Sverige og Finland er en lignende udvikling i gang. I ovennævnte nordiske lande har man betydelig flere specialfunktioner, end man har i Danmark, og der er oprettet flere professorater i disse lande [2, 3]. Det er væsentligt for udviklingen af palliativ medicin, at der skabes akademiske miljøer, der kan initiere og stimulere forskning, udvikling og undervisning. Sundhedsstyrelsen har indtil videre afvist alle tanker om at gøre palliativ medicin til et medicinsk speciale, og ildsjæle har derfor selv måttet etablere en nordisk diplomuddannelse for speciallæger og indgivet en ansøgning til Dansk Medicinsk Selskab om at blive et fagområde [3]. Samtidig har den palliative indsats i de seneste år opnået politisk bevågenhed, og ved hjælp af hospicepuljen oprettes der hospicer i de nye regioner i landet. I forbindelse med regionsdannelsen har Region Hovedstaden også lanceret en ambitiøs og sammenhængende plan for den palliative indsats. Ud over den nuværende palliative indsats ønsker man at oprette yderligere tre hospitalsbaserede palliative enheder og indgå driftsaftaler om 56 hospicesenge. Selv om denne udvikling kunne forudsiges, er der - ikke mindst på grund af regionsdannelsen og øget privatisering - desperat mangel på uddannet tværfagligt personale.

Patienter med palliative behov findes overalt i både primær- og sekundærsektoren. Den palliative basisindsats omfatter langt de fleste patienter og bør kunne varetages på alle hospitalsafdelinger samt i almen praksis og hjemmeplejen. Neergaard et al beskriver, at mangelfuld uddannelse, kommunikation og samarbejde mellem sektorerne og de medicinske specialer er fremherskende, og der efterlyses forbedring af kvalitet og kontinuitet i patientforløbene [4]. I basisfunktionen bør man endvidere have realistisk mulighed for at henvise patienterne videre til en palliativ enhed eller et hospice, når kompetence, kapacitet, rum og rammer i hospitalet eller i hjemmet ikke længere slår til.

Den palliative indsats er således en stor og flerstrenget national opgave, som ud over de indlysende humanistiske perspektiver også kan rumme samfundsøkonomiske fordele ved f.eks. at give flere patienter mulighed for at dø i eget hjem. Et vigtigt skridt på vejen er at gøre palliativ medicin til et selvstændigt lægeligt speciale.

Korrespondance: Per Sjøgren, Tværfagligt Smertecenter, Rigshospitalet, DK-2100 København Ø.

E-mail: per.sjoegren@rh.regionh.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet