Skip to main content

To-partsaftale dropper helbredstjek til flygtninge

Topartsaftalen mellem regeringen og KL betyder reelt, at der de obligatoriske helbredstjek til flygtninge bliver afskaffet.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

18. mar. 2016
2 min.

I dag skal danske flygtninge inden 3 måneder af kommunen blive henvist til et helbredstjek hos lægen.

Men med topartsaftalen mellem regeringen og KL bortfalder det krav til kommunerne

I stedet bliver det op til sagsbehandlerne i kommunen selv at vurdere, hvilke flygtninge, der har behov for et helbredstjek. Men det betyder reelt, at ingen fremover vil få et helbredstjek, siger professor Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital.

”En fagligt og videnskabeligt velbegrundet helbredsundersøgelse, der skulle sikre en bedre og mere skræddersyet integrations indsats, er dermed fejet af bordet på få uger, og det det tog 6 år at få den indført,” siger Morten Sodemann og fortsætter:

”Kommunerne sparer lidt håndører her og nu, og de praktiserende læger slipper for en ny aktivitet. Men dem det i virkeligheden går ud over, er de flygtningefamilier, der søger tryghed og en ny start på livet i Danmark. Som det ser ud på baggrund af det vi ved vil 30-50 % af dem have betydende krigstraumer, fysiske og psykiske handicaps og kroniske sygdomme som ubehandlet blokerer for sprog, uddannelse og arbejde,” siger han.

Det obligatoriske helbredstjek blev indført, efter at det blev bevist, at det tog 10-12 år, før en flygtning blev helbredsmæssigt afklaret, og det førte i 2013 til en ændring, der forpligtede kommunerne til at tilbyde flygtninge et helbredstjek – et tjek der nu forsvinder.

”Fremover skal kommunale sagsbehandlere agere psykiatere, kirurger, neurologer og genetikere og bedømme om den enkelte flygtning har behov for et sundhedstjek. Ikke at det er noget de ved noget om eller har vist sig særligt gode til. Og grunden til at de indvandrermedicinske klinikker opstod var, at så mange flygtninge viste sig at have uafklarede helbreds problemer som netop ikke var blevet opfanget af sagsbehandlerne. De indvandrermedicinske klinikker bliver ikke arbejdsløse med denne ændring, men det bliver de flygtninge, der fremover ikke får en fair chance i Danmark,” siger Morten Sodemann.