Patellofemoral alloplastik

Slidgigt i knæet kan kræve kirurgisk behandling [1], og i mange tilfælde vil det være nødvendigt med indsættelse af en totalprotese. Der er dog tilfælde, hvor artrosen kun findes i et enkelt kammer, og her kan det være en fordel kun at behandle dette. Ved f.eks. isoleret medial artrose er medial unikompartmentel alloplastik og valgiserende proksimal tibiaosteotomi veletablerede behandlinger.

Isoleret patellofemoral (osteo-)artrose (PF-OA) kan behandles med indsættelse af en helprotese i knæet (TKR), og denne behandling har vist sig at være pålidelig og sikker og at give resultater på højde med indsættelse af TKR på andre indikationer [2].

De første forsøg med isoleret patellofemoral alloplastik blev udført i midten af 1950'erne, hvor kun patellafladen blev udskiftet, og protesen bevægede sig over patientens egen trochlea femoris. I 1970'erne blev der introduceret protesetyper, hvor begge sider af patellofemoralleddet blev erstattet med protesedele. Siden er flere fabrikater af patellofemoral allo-plastik kommet til, men antallet skønnes stadig kun at være et lille dusin. Der er for disse forskellige protesetyper publiceret en lille snes artikler med ca. 1.000 patienter, og dette skal ses i relation til de flere hundrede artikler med mange tusinde patienter, der er publiceret om helproteser i knæet. I et review fra 2005 sammenfattede man en del af den opnåede erfaring [3].

Jørgensen et al [4] fremlægger i dette nummer af Ugeskriftet deres resultater af behandling med patellofemoral alloplastik. De fremhæver den lave revisionsrate, men en revisionsrate på 10% efter færre end otte år er i sammenligning med totalallo-plastik ikke imponerende. Yderligere må man være bekymret over den radiologisk påviste tibiofemorale artrose, som i seks knæ androg grad 2 efter Ahlbäcks klassifikation, hvilket svarer til (næsten) knoglekontakt i tibiofemoralleddet og kan varsle flere konverteringer til TKR.

Jørgensen et al påviste, at de dårligste resultater blev fundet hos patienter med patellofemoralt smertesyndrom. Det er ikke oplagt, hvordan de definerer dette, men det er i flere studier fundet, at de bedste resultater opnås hos patienter med patellofemoral malalignment, og at de ringeste resultater opnås hos patienter med primær PF-OA.

Det studie, som Jørgensen et al fremlægger, og andre tilsvarende studier, som tidligere er fremlagt internationalt, har som deres væsentligste problem, at det ikke umiddelbart er muligt at sammenligne resultatet af patellofemoral alloplastik med resultatet af totalalloplastik. Jørgensen et al har som flere andre påvist, at man hos nogle patienter kan få gode resultater med patellofemoral alloplastik, men indikationsområdet er heller ikke efter dette arbejde blevet afklaret. Det kan yderligere antages, at resultaterne afhænger af protesens design.

PF-OA diagnosticeres sjældnere end isoleret medial artrose, men der er måske tale om underdiagnosticering. Radiologisk undersøgelse af knæ, hvori man har mistanke om artrose, omfatter ofte kun to projektioner, men det er påvist, at lateralprojektionen er en dårlig prædiktor for den mere sensitive aksiale patellaprojektion [5]. I en radiologisk undersøgelse med tre projektioner af patienter med knæsmerter fandt man således isoleret PF-OA hos ca. 15% af patienterne over 60 år [5].

Fremlæggelsen af resultaterne bør medføre større fokus på patellofemoral artrose. Det anbefales, at patellofemoral allo-plastik foregår i randomiserede studier, hvori der sammenlignes med TKR. Derved skulle vi gerne opnå den viden, der p.t. mangler vedrørende den rette indikation for patellofemoral alloplastik.

Korrespondance: Anders Odgaard, Knækirurgisk Sektor, Ortopædkirurgisk Afde-ling, Århus Sygehus, DK-8000 Århus C.

E-mail: andod@as.aaa.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet