En ung læge og hendes mor, som er sygeplejerske, fik en god ide over kaffen i moderens køkken. Det er blevet til en superpraktisk guide til en bedre stikkekultur på hospitalerne, så patienter med nåleskræk eller vanskelige årer slipper for at blive stukket flere gange, før det lykkes
Som helt ung forvagt oplevede Luise Lundorf flere gange at blive kaldt til en afdeling for at anlægge et perifert venekateter (PVK) på en patient, som det var vanskeligt at stikke i. Der var tilfælde, hvor patienten havde nåleskræk, eller blodårerne ikke var synlige på grund af sygdom eller alder, og hvor plejepersonalet måtte opgive at anlægge PVK, ofte efter flere forsøg.
»Men jeg kunne heller ikke. For jeg havde meget lidt erfaring i det. Men jeg skulle prøve, hvis plejepersonalet ikke kunne. Det sagde retningslinjerne. Hvis kaldet kom, mens jeg var på skadestuen, kunne der gå op til et par timer, før jeg fik tid til at gå derover, kun for at konstatere, at heller ikke jeg kunne. Først da kunne afdelingen tilkalde de erfarne stikkere fra anæstesiafdelingen, for sådan var retningslinjerne«, siger Luise Lundorf.
Reglerne blev fulgt, men ikke rigtig til nogens glæde – et frustreret personale og patienter, der ud over at skulle vente også kunne risikere at blive stukket op til flere gange af forskelligt personale, før venekateteret var anlagt.
Det var den frustration, som Luise Lundorf sad og talte med sin mor om over en kop kaffe en dag i Hjørring, hvor hun var med sin mand var på ferie. Som erfaren anæstesisygeplejerske kunne moderen, Anne Marie Hansen, sagtens genkende problemet.
Hun kunne fra sin vinkel bidrage med, at hun syntes, at det var synd for de vanskeligste patienter, at de kom ud for at blive stukket forgæves flere gange, før der blev tilkaldt en anæstesisygeplejerske, fortæller Luise Lundorf.
»Vi fandt ud af, at det var for rigidt, at mindst to andre skulle have forsøgt at stikke, inden man kunne tilkalde en mere erfaren person – uanset hvor vanskelig patienten vurderedes at være at stikke. Og vi blev enige om, at det måtte kunne gøres bedre«.
Ideen om at udtænke en ny fremgangsmåde voksede frem.
»Det skulle være en regel, der satte patienten og ikke retningslinjen i centrum«, siger Luise Lundorf.
I baggrunden gik hendes mand rundt. Han er ingeniør. Han sagde:
»Kan man ikke niveauinddele patienterne efter sværhedsgrad?«
Det kan man. Og det kunne Anne Marie Hansen. Hun formulerede, hvordan man klinisk kan vurdere, hvor svære patienterne er at stikke i.
Derefter blev en guideline til. »Det er i virkeligheden sund fornuft«, siger Luise Lundorf. I guidelinen opdeles patienterne i fire sværhedskategorier. Plejepersonale og læger oplæres i, hvordan det kan vurderes. Ud fra den vurdering kan man hurtigt slutte, hvor erfarent personale, der kræves for at anlægge PVK i de enkelte tilfælde. Når man har stukket med succes omkring ti gange, er man klar til næste niveau. Således matches patientens behov med personalets erfaring.
Det er snart fire år siden. Guidelinen blev umiddelbart indført på Anæstesiologisk Afdeling på Vendsyssel Sygehus, hvor Anne Marie Hansen arbejder. Det medførte oven i købet til mor og datters forbavselse en lille rundtur i medierne: Sygehus Vendsyssels personaleblad skrev en artikel om projektet, og det blev også til en historie på P4 regionalt, den tog Ekstra Bladet op i en notits, og endnu er artikel er på vej i anæstesisygeplejerskernes blad, Dråben.
Luise Lundorf og Anne Marie Hansen har også taget initiativ til et kvalitetsudviklingsprojekt, som havde til formål at undersøge effekten af den ny guideline. Det blev gennemført på Sygehus Vendsyssel i 2013-2014 og var et klinisk før og efter-studie. Læger og plejepersonale fik en halv times oplæring i den nye guideline, som erfarne anæstesisygeplejersker stod for. Samtidig fik de gode »fif« til PVK-anlæggelse i form af simulationsbaseret undervisning.
Det er blevet til en videnskabelig artikel, der for nylig er blevet offentliggjort i bladet Sygeplejersken, »En ny patientcentreret stikkekultur« [1].
Undersøgelsen viste blandt andet, at behovet for at tilkalde personale fra anæstesien er faldet fra 49 procent af tilfældene til 25 procent af tilfældene. Succesraten for første stikforsøg blandt plejepersonalet er steget fra 67 procent til 82 procent.
Og hvilken effekt har det så for den unge forvagtslæge?
»Jeg tror, at det betyder, at man føler sig mindre presset til at skulle stikke en patient, som man på forhånd synes, virker håbløs. Hvis det så betyder, at man tilkalder personale fra anæstesien med det samme, kan man selvfølgelig klandre metoden for at gå ud over læringen. Men meningen er, at plejepersonalet stadig skal forhøre sig hos lægen, og så må man i telefonen blive enige – hvis det f.eks. drejer sig om en patient, som er meget vanskelig at stikke i, og lægen er helt grøn, vil man nok blive enige om at tilkalde personale fra anæstesien. Omvendt, hvis lægen har nogen erfaring, kan man prøve at varme patientens hånd op, så årerne bliver tydelige, og så giver det mening, at lægen kommer og prøver«, siger Luise Lundorf.
Undersøgelsen viser ikke tydeligt, hvad der er årsagen til den gode effekt – om det er guidelinen eller undervisningen. Men man er godt i gang med at udbrede ideen til hele Sygehus Vendsyssel.
Læs brugervenlig udgave af PVK-guideline og undervisningsmateriale her.
