Patientens valg af læge

Det er en konsekvens af det transparente sundhedsvæsen, at patienterne i stigende grad vælger hvilken læge, de ønsker at blive behandlet af. Det er meget forståeligt, at patienten ønsker at blive opereret af en bestemt læge, hvis der er opstået et tillidsforhold mellem denne læge og patienten, og det er vores pligt at strække os så langt som muligt for at imødekomme disse ønsker. Det er helt legitimt, hvis patienter i dagens Danmark prioriterer et godt behandlingsforløb frem for korte ventetider, forudsat naturligvis at der ikke er tale om noget livstruende.

Det er Lægeforeningens grundholdning, at det frie valg skal gælde hele sundhedssektoren. I almen praksis og speciallægepraksis er det jo allerede sådan, at det står patienterne frit for hvilken læge, de vil behandles af. Med de praktiske begrænsninger som også gælder for resten af væsenet. Det er klart, at der en række forbehold. På samme måde som det kan være umuligt at få en bestemt praktiserende læge, fordi hun ikke tager flere patienter, kan det ikke i praksis lade sig gøre, at patienterne af den ene eller anden grund kun ville behandles af den samme kirurg på en afdeling med 12. Det vil ikke være muligt at drive denne afdeling, og det ville afskære de øvrige behandlere fra at få den rutine, der gør dem lige så dygtige som »modelægen«. Desuden er der problemet med at få uddannet nye specialister. Det vil i praksis være umuligt, hvis de ikke har mulighed for at øve sig - behørigt overvåget af en senior.

Der er også alvorlige faldgruber, hvis transparensen går så vidt, at der kan vælges på basis af en opgørelse af en læges personlige præstationer. Der skal ikke være tvivl om, at de læger, der arbejder i det danske sundhedsvæsen er kompetente, men det vil naturligvis ofte være sådan, at læger, der foretager mange rutinemæssige behandlinger, vil have en meget flot statistik, mens læger, der foretager meget komplicerede og farlige indgreb, vil have en dårligere statistik. De vil blive udsat for at blive sorteret fra af patienterne, hvis systemet forsøgte at lave en slags karaktergivning for den enkelte, som det er set i andre lande. Det, som er relevant for det frie valg, er, at det sker på basis af data fra sammenlignelige afdelinger, der afdækker hvilke afdelinger, der leverer god kvalitet. Valget af behandler baserer sig på den personlige kontakt, hvor det f.eks. kan planlægges sådan, at patienten efter besøg i ambulatoriet får en tid hos den læge, som han har fået et tillidsforhold til.

Det siger sig selv, at denne udvikling får nogle konsekvenser for sundhedssektoren. Afdelinger, der leverer dårlig kvalitet, vil få det meget svært i fremtiden. Det trækker i retning af, at der vil blive leveret en ensartet høj kvalitet, og det trækker i retning af øget specialisering og samling på færre enheder. Udviklingen er allerede synlig omkring de større byer, hvor patienterne i oplandet stemmer med fødderne og trækker mod de store højt specialiserede sygehuse i byerne. Derved er patienter og læger i praksis enige om den udvikling, vi ønsker i sundhedsvæsenet i de kommende år. Det kan i perioder give flaskehalse, men det er konsekvensen af, at patienterne prioriterer gode behandlingsforløb i stedet for ventetider. Det er lægernes opgave, at disse forløb ikke blot bliver gode, men også bliver sammenhængende.