Skip to main content

Patienter banker lægen, men bliver ikke politianmeldt

En ny undersøgelse viser, at 45 procent af unge læger har oplevet vold og trusler på arbejdet. De, der oplever voldelige episoder, politianmelder det sjældent.

YL-formand Camilla Rathcke: Helt uacceptabelt! Foto: Palle Peter Skov
YL-formand Camilla Rathcke: Helt uacceptabelt! Foto: Palle Peter Skov (Foto: Palle Peter Skov)

Alexander Tange, ata@dadl.dk

17. jun. 2016
3 min.

45 procent af Yngre Lægers medlemmer har oplevet vold og/eller trusler på arbejdet i løbet af de seneste fem år. Det viser en ny rundspørgeundersøgelse fra Yngre Læger.

Trusler er langt den mest udbredte oplevelse, og det har 35 procent af de 2.978 adspurgte været udsat for inden for de seneste fem år.

»Helt uacceptabelt! (...) handling nødvendig NU«, skriver formanden for Yngre Læger, Camilla Rathcke, på Twitter.

Volden og truslerne går især ud over de kvindelige læger. 71 procent af de læger, der har angivet, at de har oplevet vold og trusler de seneste fem år, er kvinder.

Næsten halvdelen af de læger, der har været udsat for vold – 48 procent – har oplevet mere end én voldsepisode i de seneste fem år.

Faktaboks

Fakta

De fleste voldsepisoder sker i psykiatrien efterfulgt af modtagelsen og dernæst afdelingen. Det er i meget høj grad patienten, der udøver vold, og i mindre grad de pårørende. Enkelte gange er det en kollega, der har stået for volden/truslerne.

Undersøgelsen viser også, at det næsten aldrig har konsekvenser, når en læge oplever en voldsepisode. Hele 81 procent af de læger, der har oplevet en voldsepisode, har ikke anmeldt episoden til politiet. 38 procent af lægerne har ikke engang sagt det til en kollega eller leder.

Lægerne tager både vold og trusler i stiv arm. 44 procent af de læger, der har oplevet vold og trusler, har ikke følt sig utrygge ved at gå på arbejde efter episoden, mens de resterende har oplevet forskellige grader af utryghed. 32 procent af lægerne har angivet, at de i høj grad er utrygge ved at gå på arbejde.

Læs hele undersøgelsen her (pdf)