Patienter glemt og klemt i arkitekturen

Arkitektur og design af danske sygehuse er styret efter logistik, slet ikke efter patienternes ønsker om gode, trygge rammer.

Konsekvensen er, at mange patienter føler sig krænkede, isolerede og skamfyldte, og de ydre rammer kan stille sig i vejen for en optimal patientbehandling.

Det fremgår af seniorkonsulent i COWI, Pernille Weiss Terkildsens øjenåbner af et speciale på Den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse, hvor hun undersøger, hvordan arkitektur og design påvirker patienternes oplevelse af et sygehusophold.

Faktisk er holdningen hos mange af de patienter, som Pernille Weiss Terkildsen har talt med, at et sygehus ikke er et sted, hvor man som patient skal føle sig godt tilpas. En indlæggelse er bare noget der skal overstås. Også selv om der er tale om uger og sågar måneder.

Som indlagt patient på et sygehus har man ofte godt med tid, masser af tid, til at se, høre og fornemme. Har tid til at nyde udsigten, indretningen og udsmykningen. Blot er der kun i sjælden grad en smuk udsigt, en hensigtsmæssig indretning og en flot udsmykning.

»Patienterne har fx meget tid til at holde øje med, hvor meget der bliver gjort rent. De ligefrem kategoriserer personalet efter, hvem der er gode til at gøre rent eller ej«, nævner hun.

Pernille Weiss Terkildsen, som selv har været medlem af et amtsråd, siger, at politikere, embedsmænd og arkitekter underprioriterer området. Der er meget lidt viden om, hvordan patienter oplever et sygehusophold. Meget få personer interesserer sig for sagen - ikke mindst sammenlignet med udlandet, hvor Pernille Weiss Terkildsen har foretaget en række studiebesøg.

»Min erfaring som medlem af et amtsråd siger mig, at hvis der skal bygges nyt sygehus, ringer man bare til et arkitektfirma, for de må jo vide, hvordan man gør; de må have en standard for, hvordan man gør. Men det er langt fra tilfældet. Arkitekter er fortolkere, og hvis ikke de får at vide, hvad det egentlig er, der skal foregå i rammerne, så må patienterne tage til takke med arkitekternes bedste bud«, udtaler hun.

»Som forholdene er i dag går indretningen ud over nogle patienter, og det er en historie som ikke er blevet fortalt«, tilføjer hun.

Som eksempel på uvidenheden om arkitektur nævner hun et dansk sygehus, som er under opførelse - udelukkende baseret på tosengsstuer.

Ifølge hendes undersøgelser er tosengsstuer ikke noget patienterne efterspørger. Faktisk har hun ikke talt med en eneste patient, som primært ønsker at ligge på tosengsstue, som ellers er en helt almindelig størrelse på de danske sygehuse. Patienterne vil hellere være på enten enestue eller flersengsstue, ikke tosengsstue, »tosomheden« kan være meget intimiderende.

Svendborg Sygehus bliver indrettet udelukkende med tosengsstuer.

Pernille Weiss Terkildsen mener, at arkitektur og design bør være en integreret del af de omsiggribende akkrediteringsprogrammer, og hun undrer sig over, at de ydre rammer ikke er inddraget i hverken den seneste landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse eller Amtsrådsforeningens 20 anbefalinger til et godt patientforløb, som er nedfældet i publikationen »Patientens møde med sundhedsvæsenet«.

Efter flere måneders feltstudier på en akut modtageafdeling for medicinske mave-tarm patienter på et universitetshospital er en af hendes konklusioner:

»Patienters oplevelser med sygehusarkitekturen kan have betydelige individuelle konsekvenser for deres selvfølelse, rolleopfattelse, selvrespekt og integritet, og dermed risiko for manglende maksimalt udbytte - fysisk, socialt og psykisk - af sygehusindlæggelsen.«

Æstetisk murbrækker

Pernille Weiss Terkildsen kan godt forklare, hvorfor indretning af sygehuset nærmest bliver glemt.

I specialet skriver hun, at »det, der foregår i huset og rummene, dominerer, så man næsten synes, at det er banalt og bizart at forholde sig til de fysiske dele« og hun citerer blandt andre overlæge Lars Heslet for at mene, at »der er en tydelig tendens til, at jo mere man kan gøre for patienterne lægevidenskabeligt, desto mindre fokuseres der på indretning og arkitektur«.

Så der er en grund til, at stuer, rum og afdelinger kan virke så tilfældigt indrettede - med et naturalistisk maleri hist og et abstrakt pist, gule, røde og blå farver der, andre kulører her, osv. og pludselig, som det netop er tilfældet på mave-tarm afdelingen på H:S Rigshospitalet, er en opholdsstue inddraget og ændret til spisesal og ikke erstattet af en ny opholdsstue andetsteds.

Interesse for arkitektur og design fik Pernille Weiss Terkildsen, da hun tidligere var områdeleder for hjemmeplejen i Ejby Kommune på Fyn og dermed leder af 120 medarbejdere.

Hun konstaterede, at rengøring, pasning af planter, ny maling på væggene og andre æstetiske initiativer var med til at få et ellers stort sygefravær ned og arbejdsglæden op. Personalet begyndte at tage planter med fra haven og pyntede op på afdelingerne på plejehjemmet.

»Jeg brugte æstetikken som murbrækker for at gøre noget ved det dårlige arbejdsmiljø med masser af skyllerumssnak og et stort sygefravær«, siger hun.

Symboler overalt

Pernille Weiss Terkildsen har en række anbefalinger til, hvordan indretningen kan forbedres.

Valget af farver og udsmykning er ofte tilfældigt. Ikke sjældent er det et irritationsmoment hos patienterne, som ofte har rigeligt med tid til at se på og afkode budskabet i plakater eller malerier, hvad enten de er abstrakte eller naturalistiske, gode eller dårlige. Faktisk har Pernille Weiss Therkildsen mødt patienter, som foretrak hvide vægge frem for forstyrrende udsmykning. Forskning viser, at patienter tillægger udsmykning og farver symbolværdi, som udtryk for sygehusets værdier. Derfor anbefaler Pernille Weiss Terkildsen, at udsmykning og farver på sygehuset overvejes nøje med hensyn til signalværdien.

Udsigten fra seng og opholdsrum er også vigtig for patientens velbefindende. Udsigt til natur og en eller anden form for bevægelse er typisk patienternes højeste ønske. Buske, træer og blomster er ofte et foretrukket motiv for patienterne, fordi patienten kan betragte det ureflekteret og derved glemme sig selv og slappe af, lyder Pernille Weiss Terkildsens vurdering. Forskning tyder desuden på, at udsigt til natur kan forkorte indlæggelsestiden og nedsætte forbruget af smertestillende medicin. Anbefalingen fra Pernille Weiss Terkildsen er derfor: Vær opmærksom på, at vinduer og udsigten har stor indflydelse på patienters oplevelse af sygehusarkitekturen og indretningen af sengeafdelingen. Vinduet støtter patienternes orientering i tid og sted og hjælper dermed patienterne til at danne sig et overblik over indlæggelsen.

Gåtur på banegården

Om opholdsrum siger Pernille Weiss Terkildsen, at de har stor betydning som sociale rum for vigtige sociale kontakter mellem patienterne, samt som alternativt rum til patientstuen, hvis man vil på afstand fra medpatienter, eller hvis man føler sig ensom. Hun understreger, at rummet skal kunne bruges uden at patienterne føler, at de trænger ind på hinanden. Rummet må ikke være så lille, at man ikke kan foretage sig noget uden at føle sig forpligtet til at tale med andre.

Gangen, afdelingens banegård, bliver ofte kritiseret for at have patienter liggende i en overbelægningssituation - men de pågældende patienter synes ikke, at det nødvendigvis er negativt. Til Pernille Weiss Terkildsen nævner en patient således, at vedkommende føler det mere roligt end på stuen og, som tillægsgevinst, får man mere opmærksomhed fra personalet. Pernille Weiss Terkildsen anbefaler, at gangen bliver for både patienter og personale. Mange patienter ynder nemlig at gå en tur på gangen (der er tit ikke andre steder at gå hen). Gangen, som skal være bred, skal helst være som en gågade, hvor man kan få lov til at forsvinde i mængden og være i fred og ro.

Lov om sengeplads

Vil du gerne snakke med andre patienter, eller vil du ikke? Det er tit det afgørende spørgsmål, som skal besvares for at vurdere kvaliteten af patientstuen. For på flersengsstuer er det nærmest umuligt at skjule sig for de andre patienter. Alle finder hurtigt ud af personlige og intime forhold om hinanden. Ikke mindst fordi sengene ofte står meget tæt. En af de patienter, som Pernille Weiss Terkildsen interviewede, følte sig så omklamret, at han tog sin kone med ud på toilettet og lod vandet løbe - ellers kunne de ikke tale i fred. Og igen, tosengsstuen frarådes. Patienterne føler sig ofte forpligtede til at underholde og inddrage den anden. Nogle interviewpersoner angiver også, at det er ubehageligt at være på tosengsstue med en person, som ikke siger noget. Det kan også være belastende at være sammen med patienter, som hele tiden taler og om emner, som ikke interesserer den anden patient på tosengsstuen. Pernille Weiss Terkildsen anbefaler derfor enten enestuer til patienter, som er meget svage eller som har mange besøgende. Ideelt burde patienter selv kunne vælge størrelsen på patientstuen. Derfor anbefales fleksible sengestuer, hvor den enkelte sengeplads kan skærmes af hensyn til eller ønske fra patienten uden at patienten skal flytte sengeplads.

Pladsen mellem sengene på flersengsstuerne er ofte meget trang, og Pernille Weiss Terkildsen mener, at der burde være en lov om, hvor meget plads en patient som minimum bør have omkring sig.

»For grise i en stald, når du er død og ligger på kirkegården samt ved skrivebordet på din arbejdsplads er der regler for, hvor tæt du må være på andre. Men den slags regler gælder ikke på et hospital. Det er for dårligt, og det burde der reguleres for«, siger hun.

Altid støj

Støj er også et område, som Pernille Weiss Terkildsen, berører, fordi det er med til at skabe uro og angst hos patienterne. Patienternes følelse af tryghed er fx afhængig af, hvor længe klokken fra en medpatient får lov til at kime, før personalet slukker den. Larmende lyde om natten og i de perioder i løbet af dagen, hvor patienterne hviler sig, generer på en krænkende måde, mener hun. På afdelinger, hvor der er besøgsforbud mellem klokken 12 og 14, fordi patienterne skal have fred, er der paradoksalt ofte ikke fredeligt og roligt, for så begynder personalet at rydde op, alarmer går, etc.

Mange patienter er meget bevidste om at holde sig vågne hele dagen, selv om de er trætte, fordi det forbedrer deres chancer for at sove fra lydene om natten. Derfor bør indretningen være så akustisk skånsom som muligt, anbefaler Pernille Weiss Terkildsen.

Pernille Weiss Terkildsens speciale kan rekvireres på pwt@cowi.dk

Fakta

»Tænker man i firkanter, får man et liv i firkanter«

Bryd vanetænkningen, gør sygehusene hjemlige og sats på æstetikken. Det koster ikke mere, og gevinsten er øget livskvalitet for patienterne og større arbejdsglæde for personalet. Det mener en af Danmarks mest fremsynede lægelige sygehusledere Steen Friberg Nielsen.

Gør noget mere ud af æstetikken på sygehusene!

Ud over at øge arbejdsglæden for sundhedspersonalet og give patienterne større livskvalitet vil det også i stigende omfang blive et konkurrenceparameter mellem sygehusene.

Det mener cheflæge Steen Friberg Nielsen, Horsens og Brædstrup sygehuse, og tidligere leder på en række andre sygehuse, herunder Vejle Sygehus, og direktør i Amtsrådsforeningens Toplederakademi.

»Hvis man kommer til et sygehus og kan se, at det roder, der står kørestole ved indgangen og der er beskidt på gulvet, mørkt og dunkelt, er der et eller andet sted i underbevidstheden noget der siger, at så er sygehuset nok sådan hele vejen igennem, inklusive behandlingskvaliteten«, udtaler Steen Friberg Nielsen.

Han giver et eksempel på gode og dårlige signaler fra miljøet.

Hvis miljøet på en afdeling er »hjemlig« er det et signal om, at man som patient lige så godt kan være hjemme, og det mobiliserer efter Steen Friberg Nielsens mening en virketrang og et ønske om at komme op og stå på egne ben hos patienterne.

»Hvis man skal give patienterne en underbevidst invitation til selv at tage vare på egne forhold skal man i hospitalsomgivelserne efterligne hjemmets vilkår mest muligt. For derhjemme bestemmer man selv. Hvorimod på sygehuset er der en tendens til at andre bestemmer hele tiden. Så tør man ikke gøre noget, før man får lov. Det er skadeligt ikke kun for livskvaliteten, men også for patientkvaliteten«, siger han.

Er sygehuset derimod indrettet med den traditionelle hospitalsstue med højt til loftet, linoleumsgulv og stålsenge, signalerer det, at her skal du blive liggende i sengen, og fra megen forskning ved vi, at det at ligge i sengen alt andet lige kan være farligt for patienterne. Hvis du derimod hurtigt kan få patienterne op på benene, kan betyde, at patienterne får det bedre og færre komplikationer, pointerer han.

Smukke sygehuse vinder

Steen Friberg Nielsen tror, at de udvidede muligheder for frit valg for patienterne, kommer til at smitte af på æstetikken - den kan blive afgørende for patienternes valg, ikke nødvendigvis kvaliteten af behandlingen.

»Evidensen for æstetikkens betydning kan ligge i, om et sygehus bliver søgt. Hvis kvaliteten ellers er i orden, og det er ligegyldigt, om du kommer ind på et grimt eller et kønt sygehus, vil jeg vædde ti stegte på, at man vælger det kønne sygehus, hvis afstanden ikke betyder noget«, siger han.

Økonomien behøver ikke at være et argument imod at gøre noget ved de ydre rammer, mener Steen Friberg Nielsen:

»Man kan stort set gøre det bedre æstetisk og indretningsmæssigt for de samme penge. Det er et spørgsmål om at bryde vanetænkningen. Tænker man i firkanter, får man et liv i firkanter.«

Retningslinier for æstetikken er han ikke meget for. Den slags trives bedst uden topstyring, er hans grundholdning. Men det udelukker efter hans mening ikke, at arkitektur, indretning og design bør indgå i en akkreditering af et sygehus. Faktisk synes han, at det er »tåbeligt«, hvis ikke akkrediteringen tager hensyn til det udtryk, som sygehusets rammer giver patienter og personale.

»Jeg er overbevist om, at uanset om man får sygehuset akkrediteret eller ej, vil det sygehus, der bliver søgt blandt andet på grund af en god æstetik, alt andet lige få en bedre økonomi. Det er der evidens for«, udtaler Steen Friberg Nielsen.