Patienter med ikke helende problemsår behandles IKKE optimalt

Patienter med problemsår eller langsomt helende sår findes på næsten alle medicinske og kirurgiske afdelinger samt i almen praksis. Patienterne er således spredt ud over en række forskellige specialer med specialviden om andre sygdomme end problemsår. Disse kan være en medvirkende årsag til patienternes lidelse, invaliditet, sociale isolering samt nedsatte livskvalitet. Der findes i dag ikke nogen fælles holdning til og principper for sårheling, og de tilløb til almene principper, der eksisterer, bygger på en sparsom dokumentation. For problemsår er langsomme til at hele, behandlingen er besværlig, og patienter med kroniske sår er en heterogen gruppe, som det er vanskelig at forske i.

»Problemsår har ikke lægernes store interesse, fordi de er vanskelige både at behandle og at forske i. Generelt forekommer sår så spredt, at der ikke er den nødvendige viden om sårheling på de forskellige afdelinger inden for de forskellige specialer, hvor patienterne er indlagt. Det samme er tilfældet i almen praksis. Selvom de praktiserende læger ser patienter med langsomt helende sår, så ser den enkelte læge normalt ikke patienter nok til at få den nødvendige viden og erfaring med denne gruppe af patienter. Sygeplejerskerne er de primære sårbehandlere og er derfor mere interesserede, men patienterne får stadig en meget uensartet behandling.

Der findes i dag ikke nogen fælles holdning til og principper for sårheling.

Sårpatienternes behandling er afhængig af, hvilket speciale der udfører den. Nogle patienter henvises til hudlæger, andre til ortopædkirurger og andre igen til plastikkirurger. I dag er det helt tilfældigt, hvor patienterne bliver visiteret og behandlet. Det afhænger ofte af, hvilket speciale der har været til rådighed rent geografisk«, siger Finn Gottrup, professor, overlæge, dr.med., Universitetscentret for Sårheling, Plastikkirurgisk afdeling Z, Odense Universitetshospital. Han peger på, at der ikke findes en landsdækkende struktur for sårbehandlingen, med hensyn til bl.a. visitation af patienter fra praktiserende læge til sygehus og tilbage i primærsektoren igen.

Problemsår har ikke lægernes store interesse, fordi de er vanskelige at behandle og forske i.

Koster samfundet ca. 2,8 mia. kr.

Problemsår kan være smertende, væskende og ildelugtende og kan derved forringe patienternes livskvalitet og være medvirkende til, at patienterne bliver socialt isolerede. Det har både personlige og økonomiske konsekvenser for den enkelte patient. Men gruppen af patienter med et problemsår er også en stor økonomisk byrde for samfundet, for sårene skal renses, forbindingerne skiftes hyppigt, og der skal sikres aflastning, hvilket koster ressourcer både i primær- og sekundærsektoren. De største udgifter er til løn af læger og sygeplejersker samt til hospitalssenge. Udgifterne går kun i mindre grad til sårplejeprodukter.

Sundhedsøkonomen, John Posnett, professor i økonomi ved York Universitet i England, vurderede ved en international konference sidste år, at udgifterne i Danmark til behandling af kroniske sår er ca. 2,8 mia. kr. I dette beløb er der ikke medregnet samfundets tab i mistet arbejdsfortjeneste og udgifter til sygeforsikring. Udgifterne er beregnet ud fra good clinical practice. Da disse retningslinjer langtfra altid følges i praksis, skønnes det, at de faktiske udgifter reelt er større. Og udgifterne vil stige i fremtiden. »Med den forøgede levealder og den forventede øgning af bl.a. antallet af diabetikere kan udgiften til behandling af problemsår forventes at stige markant i femtiden«, siger Finn Gottrup.

Det nytter at gøre en indsats

»Internationalt er der i de seneste år dannet sårforeninger, tværfaglige sårcentre eller anden form for organisering af behandlingen. Resultatet af disse tiltag har været et nedsat forbrug af sårprodukter, et nedsat antal hjemmebesøg, nedsat antal større amputationer, nedsat antal tryksår, forbedrede helingsrater og forbedret livskvalitet for patienterne. Denne udvikling har som en naturlig konsekvens ført til, at det i stigende grad anses for berettiget at henregne problemsår til en selvstændig sygdomskategori med en organiseret behandlingsstruktur«, siger Finn Gottrup.