Skip to main content

Patienter med privat sundhedsforsikring belaster almen praksis

Mange forsikringspatienter har for høje forventninger til deres forsikring. Det presser de praktiserende læger, der har en gatekeeperrolle – også for det private sundhedsmarked. Henvisningsopgaven for forsikringspatienter må ud af almen praksis, mener praktiserende læge.

Birgitte Ries Møller, praktiserende læge i Odense, foreslår, at forsikringsselskaberne selv står for henvisningsopgaven for forsikingspatienter.
Birgitte Ries Møller, praktiserende læge i Odense, foreslår, at forsikringsselskaberne selv står for henvisningsopgaven for forsikingspatienter.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

25. aug. 2017
6 min

Patienter med en privat sundhedsforsikring har ofte urealistiske forventninger til den. Det mener flere praktiserende læger. Det er de praktiserende lægers opgave at henvise til flere af de ydelser, som forsikringen dækker. Og det sker i stigende grad, fordi der nu er 1,9 millioner mennesker i Danmark med en sundhedsforsikring.

En af dem, der mener, at det er blevet for meget, er praktiserende læge i Odense, Birgitte Ries Møller. Hun siger:

»Vi er forvejen meget pressede på tid og kapacitet. Og vi oplever, at patienter med sundhedsforsikring prøver at presse deres praktiserende læge til at få ydelser, som man ellers ikke ville få. Eller de vil have det til at gå hurtigere eller springe forløbsprogrammer over og have deres eget forløb«.

Presset skyldes for store forventninger, mener hun:

»Det er mit indtryk, at patienterne ud fra forsikringsselskabernes reklamer får nogle forventninger, som de retningslinjer, vi praktiserende læger arbejder efter, slet ikke kan honorere«.

De praktiserende læger skal henvise forsikringspatienter efter nøjagtig de samme retningslinjer som almindelige sygesikringspatienter. Den diskrepans mellem forventninger og realitet bliver de praktiserende læger dagligt konfronteret med, og de skal bruge tid på at justere og forklare, hvorfor de ikke kan gøre det, der forventes.

»Min fornemmelse er, at patienter med en sundhedsforsikring bruger ydelserne mere, fordi de har forsikringen. De er ikke klar over, at der også for dem gælder de helt almindelige regler i samarbejdet med sundhedsvæsenet, dvs. at vi holder os til vores faste faglige retningslinjer. Vi oplever mange patienter, der bliver frustrerede og skuffede, og vi skal vi bruge meget tid på at forklare dem, hvordan det hænger sammen«.

Derfor må der ske noget, mener Birgitte Ries Møller.

»Jeg synes derfor, at henvisningerne til sundhedsforsikringspatienterne skal ud af almen praksis. Jeg mener, at forsikringsselskaberne bør rydde op i egen butik og ansætte egne læger til visitationsopgaven«.

Det er forsikringsselskaberne dog ikke parate til:

»Jeg tror, det vil være en dårlig udvikling for vores sundhedssystem, hvis de praktiserende læger skal til at sortere patienterne ved indgangen, afhængigt af om de har en sundhedsforsikring eller ej«, siger underdirektør i forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring & Pension, Anne Seiersen.

Er det rimeligt, at praktiserende læger virker som gatekeepere for jer?

»Vores officielle vedtagelse er, at de praktiserende læger bør være gatekeepere for hele det danske sundhedssystem, uanset om det offentlige betaler, eller om man betaler af egen lomme eller via sundhedsforsikring. Det er vigtigt, at vi har de samme indikationer for behandling, uanset hvordan det finansieres«, siger hun.

Aftale om henvisning

De mest almindelige sager drejer sig om henvisninger til fysioterapi og psykolog, hvor der er en vis egenbetaling. Har man en sundhedsforsikring, dækker den egenbetalingen.

Området er regelsat via en aftale mellem Lægeforeningen og forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring og Pension, og ifølge den skal den praktiserende læge henvise patienter til undersøgelse og behandling, som sygesikringen dækker. Hvis det skal foregå hos en privat yder via sundhedsforsikring, får patienten en kopi af henvisningen, som patienten kan sende til sit forsikringsselskab.

Men de praktiserende læger bliver ikke bare bedt om henvisninger. Forsikringspatienter kan også bede den praktiserende læge om lægelige vurderinger. Ifølge aftalen mellem de to parter, drejer det sig om ydelser, hvor lægen skal vurdere patientens behov for en behandling eller undersøgelse – psykologhjælp (uden om Den Offentlige Sygesikring), diætistbehandling eller kiropraktor. I de tilfælde kan patienten bede om den praktiserende læges vurdering af behovet. Denne vurdering betales af forsikringsselskabet og med den i hånden kan patienten gå til forsikringsselskaber og bede om en ydelse.

Selvbetalte henvisninger

Der kan også være tale om opgaver, som ligger uden for aftalen med sygesikringen, og hvor patienten derfor selv skal betale for en henvisning, f.eks. til en psykolog i forbindelse med stress eller en belastningsreaktion, der ikke dækkes af sygesikringen.

Men Birgitte Ries Møller oplever også patienter, der beder om en anbefaling fra lægen til noget specielt – det kan være alt lige fra zoneterapi over kraniosakral terapi og diætistbehandling til healing.

»Men det gør jeg ikke, for jeg kan ikke fagligt stå inde for, at det er det rigtige. Men det skal jeg også bruge tid på at forklare, og jeg skal gøre det nænsomt, hvis vi skal jo bevare vores gode forhold, patienten og mig. Og desuden vil jeg ikke være stempellæge«.

Lægeforening: nej til dobbeltsystem

Birgitte Ries Møllers løsning på problemet er, som nævnt, at henvisningsopgaven for forsikringspatienter fjernes fra de praktiserende læger.

Det ville kræve, at aftalen mellem Lægeforeningen og Pension og Forsikring blev skrevet om.

Men det synes formanden for Lægeforeningens Attestudvalg, Tue Flindt Müller, der er kontaktperson til Pension og Forsikring, ikke er nogen god ide.

Som praktiserende læge kan han sagtens genkende Birgitte Ries Møllers beskrivelser.

»Jeg har den samme opfattelse af, at patienter, der har tegnet en sundhedsforsikring, mener, at de har krav på noget mere, og vi bruger meget tid på at forklare dem eksempelvis, at selv om de har mulighed for at blive opereret i knæet om 14 dage, er det ikke nødvendigvis fornuftigt«.

Han er dog ikke enig i hendes konklusion.

»Hvis forsikringsselskaberne ansætter egne læger får vi et dobbeltsystem med patientshopping, hvor man først går til den ene læge, så til den anden. Det tror jeg hverken er til patienternes eller samfundets fordel«.

Er det rimeligt, at det offentlige i form af praktiserende læger således er gatekeepere for private virksomheder?

»Det kan man diskutere længe. Vi praktiserende læger er lønnede af det offentlige for at tage os af al sygdom hos befolkningen. At nogen så vælger at blive behandlet i det private, skal jo i princippet ikke stille dem ringere«.

Tue Flindt Müller tilføjer:

»Hvis vi afstod fra henvisningsopgaven, ville det ikke komme de mest belastede læger til gode. De bor i områder med de tungeste patienter, og det er ikke dem, der har sundhedsforsikringer. Det er de letteste patienter. Og de bor i områder med de mindst belastede læger. Derfor ville det ikke løse så meget«.

»Jeg synes, der er en vis fornuft i, at det er os, der ser patienterne og henviser. Og der behøver ikke være så meget ekstraarbejde i det, hvis bare forsikringsselskaberne sørger for at forklare patienterne, hvad de får med en forsikring, og de ikke lover for meget«, siger han.

Men siger I ikke det til dem, når I har møder med dem?

»Jo, det gør vi skam, men det har ikke hjulpet så meget. Forsikringsselskaberne vil jo gerne sælge så mange forsikringer som muligt, så de får dem til at se mest muligt attraktive ud. Vi vil derimod gerne have, at de fortæller folk, at der ikke er så stor forskel endda. Så det er lidt af et dilemma«, siger Tue Flindt Müller.

I Forsikring & Pension siger Anne Seiersen:

»Hvis Lægeforeningen ønsker at drøfte spørgsmålet, hører vi selvfølgelig gerne, hvad det er, de vil have, vi skal gøre. Vi har ingen interesse i, at lægerne spilder deres tid på noget, der ikke fører til hverken mere sundhed eller mere tilfredse kunder. Men jeg tror ikke, vi helt kan fjerne problemet. Vi ser en stigende forbrugertilgang til sundhedsvæsenet – både det offentlige og det private – og det medfører store – nogle gange for store – forventninger«.