Patienter og læger efterlyser ét it-system
Både Danske Patienter og Lægeforeningen mener, Danmark er bedst tjent med ét patientjournalsystem. Men et landsdækkende system med udtræk fra patientjournaler findes allerede, nemlig på sundhed.dk.
Både Danske Patienter og Lægeforeningen mener, Danmark er bedst tjent med ét patientjournalsystem. Men et landsdækkende system med udtræk fra patientjournaler findes allerede, nemlig på sundhed.dk.
De fem regioner har forskellige elektroniske patientjournalsystemer, og det kan give problemer, hvis en patient krydser regionsgrænsen. Det skriver Nordjyske Stiftstidende og citerer såvel Danske Patienter og Lægeforeningen for at efterlyse ét system.
"Det er uforståeligt. Vi er et meget lille land, og det burde selvfølgelig være muligt at udveksle de her oplysninger", siger Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing bl.a.
"Problemet er helt overordnet, at der bliver flere kronisk syge. Kronikere er kendetegnet ved, at de bliver behandlet hele tiden forskellige steder i sundhedsvæsenet. De bliver indlagt på hospitalet, behandlet hos deres egen læge og måske også hos deres kommune", siger Lars Engberg, formand for Danske Patienter.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, vil også gerne have ét nationalt it-system i hele sundhedsvæsnet i stedet for som nu, hvor der er flere leverandører ikke mindst af hensyn til at undgå en monopolsituation, hvor landet bliver for afhængigt af ét firma.
Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra analyseinstituttet Kora mener, at skiftet til ét ensartet system vil være et kæmpearbejde.
Og næstformand i Danske Regioner, Jens Stenbæk (V), advarer også imod tanken om ét nationalt system.
"Sporene skræmmer. Man har gjort det i England, men har måttet opgive en milliardinvestering, fordi et topdown-system virker ikke. Det samme i Norge. Nu starter man forfra i England og skal bygge det op nede fra", siger han.
Samtidig påpeger lægefaglig konsulent ved Region Nordjyllands it-afdeling Uffe Niebuhr, at et nationalt system allerede findes.
"Det er en misforståelse, der tit er fremme i pressen", siger han med henvisning til kritikken.
Løsningen er p-journalen på sundhed.dk, hvor der ligger udtræk fra patientjournaler rundt omkring, som både patienterne selv og relevant sundhedspersonale kan tilgå.
"Hvis man bliver indlagt i Aarhus og er hjemmeboende i Nordjylland, så kan man gå ind på hjemmesiden, hvor læger og sygeplejesker kan se både laboratoriesvar, og hvad der nu er skrevet om den pågældende patient", siger Uffe Nieburh bl.a.
Dog tager tjenesten ikke samtlige oplysninger med, der kan ligge i de enkelte lokale systemer.