Patienterne får aben igen – og får det bedre

For 30 år siden fik Kaj Sparle Christensen et godt råd af en ældre læge: Tag dig i agt for patienter, der kommer i konsultationen med deres måske meget tyngende problemer og giver dig aben. Sørg for at give den tilbage til dem, inden de går igen. Ellers har du en zoologisk have ved dagens slutning – og sidder til sidst med så mange patienters aber, at det bliver for overvældende og dræner dig som læge.

Men hvad gør man så, for ikke at havne i den situation, når man jo skal have de svære samtaler med patienter, der er ude i tovene? Et af svarene kan være den model for ’Problemløsende samtaler’, der blev præsenteret på kurset af samme navn, som Kaj Sparle Christensen, professor på AU og praktiserende læge, fredag var kursusleder for på Lægedage.

Der var tale om en uropførelse, da underviserne Stinne Eika-Rasmussen og Anne Søjbjerg og deres kursus var på Lægeprogrammet for første gang. Problemløsende samtaler er en evidensbaseret metode, og på kurset demonstrerede de to undervisere, der begge er hoveduddannelseslæger, den måde at arbejde med problemløsende samtaler på, som de har udviklet i deres ph.d., der blev afsluttet i 2024.

I pilotprojektet var det overvejende sygeplejersker, der stod for samtalerne, og de blev gennemført i forbindelse med årskontroller.

Baggrunden for deres arbejde er den triste kendsgerning af patienter i mistrivsel fylder mere og mere i almen praksis, og metoden, de demonstrerede, slår to fluer med ét smæk.

Dels giver lægen eller den behandler i klinikken, der står for samtalerne, mulighed for netop at give aben tilbage til patienten – patienten får opgaven med hjem – og dels er den en måde at give patienterne blik for det, de kommer efter: en løsning på deres problemer.

Metoden er udviklet i 1970’erne, har været mest udbredt i de engelsktalende lande, er ganske velundersøgt og har vist sig at være lige så effektiv som kognitiv adfærdsterapi, fortalte Anne Søjbjerg.

De fem trin

Metoden består af fem trin, og hun og Stinne Eika-Rasmussen har i deres take på den udviklet et hæfte, som patienten bruger til at gennemgå den og for hvert trin notere ned, hvad de kommer frem til sammen med behandleren.

På trin 1 oplister patienten de problemer, de er kommet med – for nogle måske tre, for andre mange flere. Problemernpe skal ikke diskuteres – de skal bare skrives ned.

På trin 2 gennemgå man problemerne med patienten, og patienten vælger selv, hvilket problem, der skal fokuseres på – og behandleren skal afholde sig fra at komme med forslag.

På trin 3 skal patienten så komme med løsningsforslag – mindst tre.

På trin 4 skal patienten opliste fordele og ulemper ved hvert af løsningsforslagene.

Og på trin 5 vælger patienten så den løsning, han eller hun vil gå efter, og gennemgår sammen med behandleren de helt konkrete omstændigheder: hvor, med hvem, hvornår?

Til slut i konsultationen opsummeres lægen eller behandleren det, patienten nu har aftalt med sig selv. For det er sådan det er. Det er patienten, der er på arbejde, som de to undervisere understregede.

’Det er et rolleskift: Patienten er den aktive part og vælger selv problemet og peger selv på løsningen. Som læge eller behandler går man fra at være problemknuser til at være facilitator for patienten. Det er vigtigt at rammesætte fra starten’, sagde Stinne Eika-Rasmussen.

Struktur – ja tak

Hun og Anne Søjbjerg viser i to tempi en video, hvor de selv – på meget overbevisende facon – spillede henholdsvis patient og læge, der arbejdede sig gennem de fem trin.

Nej, det er ikke raketvidenskab, medgav de, og et langt stykke henad vejen er det det, de allerfleste allerede gør. Til gengæld tilbyder en struktur, der er tydelig og patientaktiverende på en meget konkret måde.

Og faren ved ikke at have en metode er netop, at det kan være meget drænende så at sige at kæmpe med patienterne fra hus til hus, påpegede de.

Netop strukturen blev der nikket anerkendende til hos kursisterne – for ja, meget af det gør de jo allerede derhjemme i klinikken – her er det blot tydeligt for begge parter i samtalen, hvad der sker.

For alle?

Men kan metoden så bruges til alle? Patienten, som Stinne Eika-Rasmussen spilede i videoen, hørte, indvendte flere, til i den absolut mere velfungerende og strukturerede. Hvad med de ressourcesvage patienter? Patienter, der ikke forstår dansk og måske slet ikke kan læse og skrive? Patienter, som har tolk?

Her sagde Anne Søjbjerg, at metoden er først og fremmest tiltænkt de patienter, der ikke har det så dårligt, at de skal til psykolog eller psykiater – de skal stadig ’ud af huset’. Og hun, Stinne Eika-Rasmussen og Kaj Sparle Christensen pegede på, at listerne på de fem trin godt kan laves med så at sige ført hånd. Men:

’Du kan godt skrive for patienterne, men husk med samme at skubbe den tilbage til dem’, sagde Kaj Sparle Christensen og skubbe den imaginære liste hen over det bord, han sad ved.

Er det bedre for patienten, kan listerne også laves som hjemmearbejde, sagde Anne Søjbjerg, men ja, de rammer, der er udgangspunktet, kan være forkerte og ikke passe til nogle patienter, og så må man jo finde på noget andet, som man så tit må i almen praksis.

Kaj Sparle Christensen opfordrede til, at man starter med at bruge metoden og træner sig op med patienter, der har lidt lettere ved at se sig selv i den måde at arbejde på. Og at også kan bruge metaplanet, hvis en patient er kørt fast: Hvis det nu var en af dine veninder, der havde det her problem, hvad ville du så råde hende til?

Og, tilføjede Stinne Eika-Rasmussen, alene det, at metoden ikke hedder noget med ’terapi’ og består af noget så konkret som håndskrevne lister, gør den brugbar over for flere patienter, end hun og Anne Søjbjerg havde forestillet sig.

Den oplevelse havde mange af deltagerne i det pilotprojekt, de gennemførte som en del af ph.d.’en netop haft: Metoden åbnede nogle døre hos patienter, der eller havde været svære at få i tale.

Og som en af kursisterne sagde: Den kan også give en struktur til at tale med patienter, man som f.eks. uddannelseslæge ikke kender så godt.