07.00. Jeg vækkes med morgenkaffe af min mand. Jeg prioriterer altid at sove så længe som muligt, så morgenprogrammet er lidt intenst og foregår som en nøje indøvet koreografi. Jeg gør mig klar og får fordelt madpakker i alles tasker. Min mand står for børnenes morgenmad.
07.30. Kører vores tre yngste på hhv. syv, 11 og 13 år i skole.
08.00. Ankommer til klinikken og siger godmorgen til mine tre ansatte: to sygeplejersker og en lægesekretær. Drikker mere kaffe, tjekker mails og ekg’er, svarer på korrespondancebreve og læser op på dagens patienter.
08.30. Formiddagen står på førsteudredninger, dvs. tre nye patienter. Der er sat en time af til hver, 45 minutter til samtale, 15 minutter til at diktere. To af patienterne er henvist på mistanke om ADHD, hvilket fylder meget i praksis. Jeg optager anamnese og laver en vurdering. Opmærksomhedsforstyrrelse kan ikke udelukkes, og vi aftaler yderligere udredning. ADHD-udredning er spændende og også ret kompliceret, da andre årsager til opmærksomhedsforstyrrelse skal udelukkes. I praksis skal vi udrede og behandle størstedelen af patienterne inden for ti konsultationer, hvilket nødvendiggør en vis grad af pragmatisme også.
Den sidste patient, en mand i 30’erne, har hele livet haft svært ved at fungere socialt, og han har aldrig fundet fodfæste i arbejdslivet. Jeg mistænker en diagnose inden for autismespektret, og vi aftaler yderligere udredning. En af grundene til, at jeg har tilvalgt praksislivet frem for hospitalspsykiatrien, er netop, at jeg bruger langt det meste af min arbejdsdag på at vurdere, udrede og behandle patienter, hvilket jeg trives bedst med og oplever som mest meningsfyldt. Jeg er ikke så interesseret i konferencer, organisation og ledelse, og antallet af møder er begrænset i min klinik.
11.30. Opfølgning af en ung, mandlig patient, som jeg har sat i behandling med antidepressiv medicin for fire uger siden. Han har virkelig god effekt af behandlingen og har genoptaget skolegang i 3. g. Hans mor er med til samtalen, og de er begge fortrøstningsfulde. God patient at gå til frokost på.
12.00. Supervision af sygeplejerskerne. De er dygtige og erfarne, og jeg kan igen i dag bare bekræfte deres forslag.
12.30. Frokost. Vi er fire jævnaldrende kvinder, der arbejder i klinikken, og sammenlagt har vi 16 børn, så samtaleemnet ved frokostbordet er ofte vores børn.
13.00. Opfølgning på en midaldrende kvinde, som har angstforløb i klinikken. Hun har haft invaliderende angst i mange år, men nu lader det til, at vi har »knækket koden« i forhold til den rette terapeutiske tilgang til at hjælpe hende og et medicinsk præparat, der virker godt. Hun er glad og optimistisk.
En anden patient, en ung kvinde, skal have tilbagemelding på ADHD-udredning. Min vurdering er, at hendes opmærksomhedsbesvær skal forklares med symptomer på socialangst. Kvinden oplever i høj grad at genkende sig selv i diagnosen ADD, og hun er frustreret over min vurdering. Mange kan genkende sig selv i beskrivelsen af ADHD/ADD, fordi mange af symptomerne er uspecifikke og almene. Patienterne leder efter en grundlæggende forklaring på, at livet er svært, og derfor bliver de frustrerede, når jeg ikke stiller den diagnose, de kom efter. Sådanne konsultationer er ikke sjældne, og mange har godt styr på diagnosesproget. Jeg undrer mig ofte over det, for normalt er det jo godt, når en læge siger, at man ikke fejler noget kronisk, men noget, der kan behandles. Nogle patienter shopper videre og prøver at finde en anden psykiater, der måske kan give dem en ADHD-diagnose. Andre går modvilligt ind i et angstforløb, men det bliver sjældent godt. Og nogle får vi overbevist og ofte også afhjulpet for angstsymptomer og opmærksomhedshedsbesvær.
14.00. Vurdering i henhold til § 66 af ung kvinde på 19 år med mistanke om depression. Ved § 66 kan patienterne komme til inden for to uger via egen læge. Kvinden har været udsat for massivt omsorgssvigt som barn, har flere diagnoser fra tidligere og har faktisk aldrig rigtig haft det godt. Jeg vurderer, at tilstanden ikke alene kan forklares med depression. Da hun vurderes med øget selvmordsrisiko, og forløbet samlet set er ret komplekst, henviser jeg hende til Regionspsykiatrien. Hun er lidt frustreret over at blive »kastet rundt«, hvilket jeg godt kan forstå.
15.00. Arbejdsdagen er slut. Jeg har været effektiv i dag. Jeg er sjældent stresset og arbejder aldrig over, da dagene er planlagt i forvejen, og der kun sjældent opstår noget akut. Jeg har to års ventetid hos mig, men det er egentlig ikke en stressfaktor i det daglige, da jeg jo bruger mine ressourcer på de patienter, der er i forløb. Jeg har mange patienter igennem og kan ikke gøre det mere effektivt. Jeg kører hjem og henter den 11-årige i SFO på vejen. Resten af børnene er enten hentet af min svigermor, som er vores nabo, eller har taget bussen hjem. Børnene får noget mad, og jeg drikker kaffe med min svigermor i solen. Jeg kører drengene til fodbold, og imens kommer min mand hjem. Han er også psykiater og har en praksis i Vejle. Vi laver mad og taler om vores dag. Nogle dage fylder vores arbejde en del i snakken, men de fleste dage taler vi mest om alt muligt andet.
19.00. Hele familien samles om aftensmaden, og der begynder at falde lidt ro på. Der laves lektier og smøres madpakker, og vi når at gå en tur med hunden i vores skov, inden vi putter de børn, der stadig gider det, til Harry Potter-lydbog. Jeg retter en speciallægeerklæring, jeg har skrevet for et forsikringsselskab.
22.00. Vi snakker videre, vi er trods alt psykiatere. Vi drikker et glas vin, inden vi går i seng.
