Mange læger vil umiddelbart føle, at det basale, plejemæssige, der er afgørende for patientsikkerheden, ikke er deres bord. Men det er det, siger Christian von Plessen, der er overlæge på Nordsjællands Hospital, hvor dødeligheden er faldet med 15 procent efter en konkret indsats.
Når man nu har brugt seks år på medicinstudiet og siden måske otte år på at blive speciallæge, er forebyggelse af tryksår, tilsyn med patienters hovedgærde ved respiratorbehandling, hygiejne omkring kateter og venflon ikke lige det, der fagligt set rykker mest.
Faktaboks
Sådan føler mange læger, og det er et vilkår, som læger og sygeplejersker, der arbejder med at nedbringe antallet af skader og dødsfald på hospitalerne, støder ind i.
Men det skal nok blive anderledes, mener overlæge, lungemediciner, Christian von Plessen, Nordsjællands Hospital. Efter fire års erfaring som projektleder på »patientsikkert sygehus« er han overbevist om, at data og sund fornuft vil overbevise lægerne om, at arbejdet med at forhindre skader og dødsfald på hospitalerne er så væsentligt, at det giver mening, også selv om det betyder, at lægerne skal have deres opmærksomhed på omsorg og pleje. Og bruge tid på tjeklister og registrering.
»Mange internmedicinerne vil f.eks. ikke rigtig synes, at der i disse år sker afgørende ting inden for medicinen, som virkelig vender kurver. Men netop arbejdet med patientsikkerhed kan virkelig rykke noget«, siger han.
Han tilføjer: »Der er et paradigmeskift på vej. Man bliver mere følsom over for risiko, og man begynder at handle, før skaden sker frem for bagefter. Det vil komme, for det er så logisk. Hvad nytter det, at kirurgen udfører en perfekt operation, eller lungemedicineren giver en optimal medicinsk behandling, hvis patienten dør af kateterinfektion eller tryksår?«
Ugeskriftet talte med Christian von Plessen for tre år siden, da hospitalet var et år gammelt som »Patientsikkert sygehus.«
Dengang sagde han bl.a.:
»Der sker smuttere i op til 20 procent af tilfældene. Årsagen er som regel dagligdags hændelige begivenheder ... hvis vi vil have topkvalitet, skal vi gøre det rigtige i 100 procent af tilfældene«.
Konkret var målene for de patientsikre sygehuse dengang sat til, at de ved udgangen af 2012 skulle have reduceret antallet af patientskader med 30 procent. Og dødeligheden skulle reduceres med 15 procent i forhold til det enkelte sygehus’ udgangspunkt.
Og hvordan gik det så på Nordsjællands Hospital?
Det gik fint med dødeligheden – den blev nedbragt med 15 procent. Hospitalet kunne i fjerde kvartal 2013 notere den laveste HSMR nogensinde.
Men målet om at reducere det samlede antal skader er ikke nået. Der er ikke sket ændringer i de tal.
Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke sker færre skader, mener Christian von Plessen, måske tværtimod: »Det er snarere et udtryk for, at der nu noteres i journalerne, når en patient har tryksår, en venflonkomplikation mv. Tidligere blev mange skader slet ikke dokumenteret«.
Hospitalet kan efter de tre år notere sig flere sejre.
Der er medicinafsteming, når en patient bliver udskrevet i over 80 procent af udskrivelserne fra hospitalets 32 sengeafsnit – det er i følge von Plessen »world class«.
Antallet af hjertestopkald blev reduceret fra 11 til syv om måneden, infektioner ved centralvenøst kateter er næsten elimineret, og respiratorinfektioner er blevet halveret. Også antallet af alvorlige tryksår er sat ned. Medio maj havde der ikke været et eneste alvorligt tryksårstilfælde siden november – og det er flot, siger von Plessen.
Netop indsatsen mod tryksår er et af de eksempler, som von Plessen hiver frem som måske mindre attraktivt for læger at engagere sig i.
»Der er mange plejerelaterede handlinger, som har afgørende medicinsk betydning. Ved tryksår handler det om, at alle patienterne på en afdeling skal screenes for at vurdere risikoen for tryksår. Det gøres efter en graduering, og konstaterer man en risiko, skal man gøre noget; det vil typisk være at mobilisere eller aflaste på en speciel madras. Pointen er, at der skal screenes hver dag på alle patienter. Og det er også lægernes ansvar, at det bliver gjort. Man må som læge bidrage til, at alle aspekter ved alle patienter bliver set igennem, også om natten, og i weekenden, dvs. på tidspunkter, hvor bemandingen er lavere«.
I det hele taget skal sygehuset på kryds og tværs være indstillet på at arbejde for patientsikkerheden; det er en af pointerne. Patientsikkerhed er derfor en tværfaglig, resursemæssig og en organisatorisk udfordring, påpeger von Plessen. Derfor har hospitalet en matrix at støtte sig til. Med den er det muligt at synliggøre og diskutere resultaterne for de enkelte sengeafsnit, som til stadighed skal registrere deres sikkerhedsrutiner for at forebygge skader og dødsfald. Målingerne bliver overført til et stort skema, som med pangfarver viser, hvilke afdelinger der følger målene, og hvilke der ikke gør – og hvad udkommet er.
Sygehusets afdelingsledelser og ledelse mødes omkring skemaet mindst to gange om måneden på tværs af afdelinger og studerer målingerne.
»Skemaet er udgangspunkt for en kvalificeret dialog om, hvordan det går, og hvor der er behov for hjælp. Med de målinger kan ingen afdelinger putte sig«, siger Christian von Plessen.
Tilbage til lægerne. Hvordan forholder de sig til sådan et skema?
»Vi opsummerer data for en masse patienter. Det er en anden form for arbejde for lægen at skulle forholde sig til de tal. For egentlig ligger det dybt i læger at interessere sig for det enkelte individ. Det skal man stadig, men med skemaet bliver der lagt et pres på systemet, på processen omkring alle patienterne. Det er en standardisering af processer for hele gruppen af patienter. Det er helt nyt. Men kravet er, at de processer er i orden. Det er lægens udfordring: ledelsen taler tal, og lægen ser patienten og patientens historie. Og det kan være vanskeligt. For som læge ved man nok, hvad man i hjertet synes er vigtigst, nemlig den enkelte patient, og så kan man godt spørge: Hvad har pålidelighed af processer for forebyggelse af tryksår og kateterinfektioner med mig at gøre?«
Der er også læger, der har modstand over for patientsikkerhedsarbejdet, fordi de ikke mener, der er evidens for, at det virker. Hvad Christian von Plessen har konstateret over for patientsikkerhedsarbejdet, er spørgsmålet om evidens. I hvor høj grad er der i det hele taget evidens for, at indsatsen virker?
»Heldigvis har diskussionen ikke været så massiv, som jeg havde forventet. For mig at se handler patientsikkerhedsarbejdet om at føre evidensbaseret viden over i klinisk praksis. Det har også vist sig, at man f.eks. godt kan se, at mobilisering er godt for at undgå tryksår. Og så skal man ikke forhindre implementering af kendt viden ved at efterspørge forskning«.
