Patientforsikringen efterlyser flere anmeldelser fra læger

Det er tidlig morgen på Rigshospitalets 16. etage, hvor 30-40 læger og et enkelt skelet befinder sig på HovedOrtoCentrets morgenkonference. En megabageræske med basser og tebirkes går på omgang i anledning af dagens besøg af to jurister fra Patientforsikringen. De får ordet, da den korte morgenkonference er overstået.

»Patientforsikringen går efter bolden. Patientklagenævnet går efter manden,« siger jurist Tine Broegaard.

Patientforsikringen er i de senere år flyttet fast ind på avisernes forsider, når det årlige regnskab sendes ud. Det fortæller med usvigelig sikkerhed om endnu en voldsom stigning i udbetalte erstatninger - i år hed det 622 mio. kroner udbetalt i 2009 - en stigning på 30 pct. i forhold til 2008.

Tina Broegaard og hendes kollega Signe Paulins ærinde i dag er - måske i en vis logik overraskende - at få lægerne til at anmelde flere skader til Patientforsikringen. Der er to formål med det, har Patientforsikringens direktør, Karen-Inger Bast, forklaret Ugeskriftet. Der er store mørketal på området. Man anslår, at omkring 70 pct. af alle skader ikke bliver anmeldt. Det kan lægerne ændre på. Man antager desuden, at sundhedspersoner er meget velkvalificerede til at vurdere, om der er tale om en erstatningsberettiget skade. På den måde vil Patientforsikringens 65 jurister bruge deres tid på de mest »kvalificerede« sager, altså dem, der med størst sandsynlighed ender med en erstatning.

Juristerne informerer om Patientforsikringens arbejde og minder lægerne om deres (og andre sundhedspersoners) informationspligt, som de har haft siden 2004. De skal, siger loven, fortælle patienterne om muligheden for at anmelde en evt. skade til Patientforsikringen.

Havde man med den lov forventet en stor stigning i antallet af klager fra sundhedspersoner, er man blevet skuffet. Kun ca. 12 pct. af klagerne kommer direkte fra sundhedspersonale.

»Overholder man ikke sin informationspligt, kan man få en næse,« siger juristen - der dog ikke mener, det nogensinde er sket.

En milliard for ortopædskader

At juristerne fra Patientforsikringen befinder sig netop her med deres »oplysningskampagne«, er ingen tilfældighed, for ortopædkirurgien tegner sig for en stor del - cirka en tredjedel - af sagerne. En relativ stor andel af disse sager får medhold (38 pct.). I alt er der siden 1992 udbetalt godt 1 mia. kroner i erstatning til ortopædiske patienter.

De tørre tal er desuden, at Patientforsikringen siden 1996 har haft knap 19.000 ortopædkirurgiske sager. Omkring 600 var fra Rigshospitalet, og af dem fik patienten medhold i 253 tilfælde, svarende til 43,6 pct. Det er lidt over gennemsnittet, men det skyldes Bonelocerstatningerne, lyder det beroligende.

I kolde kontanter har ortopædkirurgiske patienter fra Rigshospitalet fået udbetalt 35,5 mio. kroner - i snit 140.000 kroner per sag - det er også over gennemsnittet, som er 126.000 kr. siden 1996.

Sager man kan lære af

Lægerne får at vide, hvilken type sager der kan være erstatningsberettigede, og cases fra det virkelige liv bliver gennemgået. Blandt andet en, der viser et brud med det, man kalder »bedste specialiststandard.« Der er tale om et trafikuheld med et skinnebensbrud. Her brugte man et marvsøm, som ved en fejl blev sat uden for marvkanalen - med reoperation, benforkortelse og andet til følge. Patienten fik medhold og tilkendt erstatning på 167.000 for varigt men, svie og smerte. Andre cases bliver lagt frem - med og uden medhold - alle med eksempler på de mest almindelige typer: apparatursvigt, hændelig komplikation med meget sjælden/alvorlig skade, følger af forkert eller forsinket diagnose i strid med bedste specialistvurdering.

Spørgelysten blandt lægerne er stor - ikke mindst i forhold til, hvordan erstatningens størrelse regnes ud. De helt store erstatningsbeløb ser man kun, hvis der er tale om tabt arbejdsfortjeneste, fortæller juristerne - rekorden er 9 mio. kroner - ellers berører det men og svie og smerte.

Delikat sag

»Det er lidt delikat for os at tage ud på disse afdelingsbesøg - for skal vi som jurister ud og fortælle landets dygtigste læger, hvad der går galt for dem på afdelingerne?« siger Karen-Inger Bast, der dog ikke kan fortælle om ubehagelige møder.

Men er det ikke også et delikat område for lægerne selv? Hvor aktive er afdelingens læger i det hele taget - anmelder de skader?

Klinikchef Jens Retpen fører ikke statistik over, hvor mange sager hans afdeling har. »Men Patientforsikringen er i alles bevidsthed. Der er ikke nogen, der ikke kender Patientforsikringen som en mulighed og som noget, man skal forholde sig til i visse situationer,« siger han til Ugeskriftet efter seancen med juristerne.

Forelagt denne karakteristik nikker direktør Karen-Inger Bast genkendende:

»Vi hører, at mange ved, at vi findes, men man har ikke en præcis viden om os. Mange læger og andre sundhedspersoner er usikre på, om vi har en tilknytning til Patientklagenævnet, og frygter, man kan ende med at få en sag på nakken, hvis man anmelder. Jeg vil godt understrege, at det har vi ikke - heller ikke under hånden.«

Forpligtelse og praksis

Men hvad gør afdelingens ledelse?

Jens Retpen: »Hvis vi har et patientforløb, der er utilsigtet, og som har komplikationer, som vi synes er sjældne, så diskuterer vi det rent fagligt. Med inde i den diskussion er også, om det er noget, vi skal anmelde til Patientforsikringen.«

Hvad gør I konkret?

»Der skal udfyldes et anmeldelsesskema og det skal den læge gøre, som er tættest på forløbet. Det skal udfyldes, hvad enten det er os eller patienten der tager initiativet.«

Er det svært at undgå, at det kommer til at handle om skyld?

»Man er generelt meget bevidst om, at der er en væsensforskel på Patientklagenævnet og Patientforsikringen. I forhold til Patientforsikringen har vi en vejledningsrolle over for patienten. Det handler altså ikke om at placere et skyldsspørgsmål. Så der er ingen håndskyhed over for Patientforsikringen.«

Men burde der så ikke komme flere anmeldelser fra

lægeside? Er det ikke bedst, den kommer herfra?

»Nej, jo, man kan tænke sig en situation, hvor patienten anmeldte et forløb hos os og fik medhold. Har vi ikke anmeldt det, så har vi overset noget. Vi skulle have været ude.«

Jens Retpen ved ikke, om denne afdeling ligger højere end de 15 pct., som landsgennemsnittet er for sager, der er anmeldt af sygehuset.

»Jeg håber det. Der jo en erfaren stab, og mange tager dialogen på eget initiativ. Det er ikke en beslutning eller rådgivning, der skal ind over ledelsens bord først. Vi siger som udgangspunkt: Er man i tvivl, så anmeld.«

Bruger I efterfølgende afgørelsen som generel læring?

»Når afgørelsen kommer, orienterer jeg de involverede. Hvis det er en afgørelse om bedste specialiststandard, diskuterer vi, om de involverede er enige. Vi bruger det ikke systematisk til en generel læring. Men det kunne da godt være, vi skulle indføre det ...«

Jens Retpen oplyser efterfølgende, at afdelingen, inspireret af mødet, har besluttet at reservere en undervisningsseance én gang per semester til en gennemgang af sager, der har været.

TOP-5: Skader inden for ortopædkirurgien, hvor behandlingen ikke har været optimal

1. Utilstrækkelig eller forkert operation eller behandling (1.266 anerkendelser). De fleste af skaderne er sket i forbindelse med indsættelse af proteser i hofte og knæ og atroskopisk rekonstruktion af forreste korsbånd.

2. Oversete diagnoser (1.068 anerkendelser). De typisk oversete diagnoser er fractura collum femoris, frakturer, frakturer på os scaphoideum.

3. Frakturer ophelet i fejlstilling efter reposition, bandagering eller fiksation (217 anerkendelser)

4. Nervelæsioner fordelt på henholdvis peroneus, radialis, ulnaris og medianus (224 anerkendelser).

5. Frakturskred efter reposition og/eller fiksation (176 anerkendelser).

   I perioden 31.12.1996-01.01.2010 har Patientforsikringen modtaget 18.536 anmeldelser, der vedrører det ortopædkirurgiske speciale.

   Foreløbig er 7.994 sager anerkendt - heraf 4.632, fordi diagnosticering eller behandling ikke var optimal.