Skip to main content

Svalegangen i Aarhus frem til den 13. marts. Herefter på turné rundt i landet frem til den 10. april.

TEATER  To lægepar mødes til middag efter seks års adskillelse. Det ene par er netop hjemvendt fra nødhjælpsarbejde i Afrika, og det andet par har etableret sig med gode lægejob, barn, hus og garage. Begge par har ydet støtte og hjælp til den katastroferamte befolkning i Afrika. Det første par med deres altruistiske lægegerning med store konsekvenser for parforholdet. Det andet par med økonomiske bidrag til medicinsk behandling af en lille forældreløs pige, Annie, som det nødhjælpende par knyttede sig til, men forlod, da det blev for usikkert for dem at blive i landet.

Det bliver hurtigt tydeligt, at ingen af parrene er tilfredse med den drejning, som deres respektive liv har taget, og at ingen af dem er rigtigt glade for at se hinanden igen, men de forsøger så længe som muligt at holde facaden. Realismen i stykket afbrydes dels af monologer vendt ud mod publikum, hvor det åbenbares, hvad karaktererne i virkeligheden tænker, eller hvordan sagerne i virkeligheden hænger sammen, dels af høj musik og farvet lys for at understrege deres disharmoniske kommunikation og uløselige konflikter.

Figuren Peggy Pickit er en lille plastikdukke, der med sit fine gule hår og et hus i plastik står i kontrast til den afrikanske udskårede træfigur, som det ene par har medbragt fra Afrika. Et lille dukkespil med en hysterisk dialog mellem de to dukker skal illustrere, hvor store forskellene er mellem de to verdener.

Dramaet udvikles og når et klimaks, hvor det ene pars ulykkelighed over at have forladt det nødstedte barn, som de havde kastet deres kærlighed over, overgås af deres venindes højtråbende fortvivlelse over, at hun også har mistet dette barn. Sidstnævnte har jo betalt til barnet, og hun mener at have opnået en personlig tilknytning gennem de breve, som hun har modtaget: »Hej Annie. Jeg har det godt. Hvordan har du det?«

Stykket har en flot scenografi, et intenst skuespil og en ambitiøs tematik. Uden nuancering af problematikkerne bliver det dog ikke til mere end en lille påmindelse om verdens urimelige tilstand. Her er tale om et teaterstykke om global uretfærdighed og forkvaklede relationer. Det bringer store eksistentielle temaer op, men desværre med mangel på nuancer og uden at mane til eftertænksomhed.

»Peggy Pickit ser Guds ansigt« er skrevet af Roland Schimmelpfenning, instrueret af Simon K. Boberg og scenograferet af Edward Lloyd Pierce. Stykket har spillet på Husets Teater, vises på Teatret Svalegangen i Aarhus til den 13. marts, og tager derefter på turné rundt i landet indtil den 10. april.