Maria Mikkelsen på 35 år oplevede ligesom Signe og Simon Munkesø Palludan en følelse af panik og frustration over regler og frister. Hun stod til at falde for seksårsfristen i 2018 og begyndte at afsøge muligheder uden for Danmark. Drømmen var en hoveduddannelse i gynækologi og obstetrik, og hun søgte i Region Syddanmark, selvom hun boede i København med sin mand og deres to børn.
Hun fik ikke stillingen og oplevede et dansk system, der var fokuseret på pointsystemer frem for erfaring, motivation og engagement.
I dag pendler hun fra sit hjem på Østerbro til sin hoveduddannelse i gynækologi og obstetrik på Skåne Universitetshospital i Malmø og Lund.
LÆS OGSÅ: Lægepar i Norge: Fireårsregel skubbede os væk fra Danmark og vi bliver svære at lokke hjem igen
Lund og Malmø Sygehus hører under Skånes Universitetssygehus. Det er to sygehuse med samme ledelse, med lidt forskellige funktioner og special- og uddannelseslæger, der skiftevis kan arbejde de to steder. Maria var ligesom Simon og Signe frustreret over de syv lægeroller.
»Vi kan ikke alle sammen være syv forskellige lægeroller. Jeg er én type læge, så hvorfor skal det tælle ned, at jeg ikke er alle de andre? Jeg har ikke lyst til at lave en ph.d. Jeg kan godt lide at arbejde, have et mødeskema, have kolleger på afdelingen og se patienter. Jeg vil måske gøre det i fremtiden, hvis jeg falder over noget fagligt interessant. Jeg kan sagtens forholde mig til videnskabeligt arbejde og er bl.a. i gang med et mindre forskningsprojekt og har været med til nationale guidelines«.
I Danmark får man hurtigt følelsen af, at man lader de andre i stikken, hvis man har barn syg.
Hun blev færdiguddannet i sommeren 2011 og kom til Nykøbing F i et år i KBU. Hun fik introstillinger i kirurgi, almen medicin og gynækologi og obstetrik. Plus en masse vikariater.
»Alle mine ansættelser har på forskellige måder givet mig kompetencer, som jeg kan bruge i mit arbejde i dag. F.eks. forståelsen for andre specialer, patientkommunikation, praktiske erfaring osv. Jeg synes, det var hårdt at falde for fristen. Jeg følte, at jeg blev fejlopfattet og ikke respekteret for de valg, jeg traf. Det har været enormt stressende og har påvirket min motivation i mit arbejde. Siden 2011 har jeg fået to børn, haft 11 job i Danmark og har haft en enkelt måneds arbejdsløshed, hvor det ikke lykkedes mig at overlappe imellem de job«, siger Maria og understreger, at hun ikke synes, at det danske system er dårligt.
Da Maria kom til samtale med uddannelseschefen i Kvindeklinikken i Lund, handlede samtalen om hende, og hvad hun godt kunne lide ved lægejobbet. Det var mere en dialog, husker hun. Hun glemte helt at nævne, at hun bl.a. havde været i Grønland og også havde været tillidsrepræsentant. Begge dele var vigtige i det danske pointsystem.
»De kigger mere på mig. De ansætter deres egne læger i Sverige. Når jeg er færdig med min uddannelse, er jeg stadig ansat som speciallæge på afdelingen. De vil gerne have speciallæger, som bliver på afdelingen, så de uddanner deres egne. Derfor interesserer de sig mere for, hvordan jeg er som kollega og som læge. Værdier, som er svære at måle med points«.
Systemet i Sverige er mere individbaseret, og Maria oplever, at de tager mere hensyn og lytter mere. Ikke bare til privatlivet, men også til den enkelte læges faglighed. Maria får merit for en del af sin erfaring fra Danmark, så hun kan skære næsten to år af sin hoveduddannelse, og dermed bliver hun hurtigere speciallæge. Det sker, uden at der bliver slækket på kravene og den faglige standard, siger hun.
»Det er ikke kun relevant arbejdserfaring, jeg får merit for, men også diverse relevante kurser, forskning og kvalitetsarbejde, hvis det indgår som en del af målbeskrivelsen i min hoveduddannelsesstilling«.
Faktaboks
I Danmark ansættes man i et fast arbejdsforløb, hvor alt er planlagt. I Sverige planlægger man selv uddannelsen, og man skal selv ansøge om kurser, eksterne klinikophold og tjekke, om de interne placeringer stemmer.
»Der er selvfølgelig grundlæggende kurser, men hvis man allerede ved, at man vil være obstetriker og ikke gynækolog, kan man søge om at få lidt flere kurser eller arbejdsforløb i den retning«.
En stor forskel er ifølge Maria Mikkelsen også, at svenskerne interesserer sig for hende som kollega og som menneske, også hvordan hun er over for patienterne på afdelingen.
»Min chef er afhængig af mig. De bruger penge, giver dyre kurser, betaler klinikophold i Danmark, hvor de betaler min løn. Jeg er en investering for dem. Det er sådan, man bliver betragtet. De vil gerne gøre det godt for mig, fordi de gerne vil have, at jeg bliver på afdelingen efterfølgende«.
Det er også arbejdsforhold i forhold til at være børnefamilie, der trækker i Sverige, fortæller Maria. Ligesom i Norge kender Maria sin vagtplan langt ude i fremtiden.
Svenskerne har flere barselsdage, så Maria havde barsel til gode – ca. 290 dage for sine to børn, selvom hun havde holdt det, man må holde i Danmark. Så fik hun differencen, altså den danske fratrukket den svenske barsel.
Hvis børnene bliver syge, er det ikke arbejdsgiver, der betaler – det gør staten, og de opererer ikke med barnets første og anden sygedag.
»I Danmark får man hurtigt følelsen af, at man lader de andre i stikken, hvis man har barn syg. Som læger bliver vi samvittighedspåvirket af at have fravær, fordi man også ved, at det går ud over ens kolleger. Og det føler jeg ikke gør sig gældende i samme grad i Sverige. Det er mere acceptabelt at have barn syg. Det løser vi sammen«.
Nogle ting er dog bedre i Danmark. Frokostpausen er betalt, det er den ikke i Sverige. Og svenskerne er på arbejde i 40-42 timer. Det blev Maria overrasket over, og hun blev nærmest angst ved tanken om at arbejde 8-16.45 og mandag 8-18, dog med en halvfridag fredag, husker hun.
Det viste sig, at man i Sverige har ret til at gå 5-25 procent ned i tid. Da Maria startede, vidste chefen godt, at hun havde to små børn, men Maria vidste ikke noget om de svenske regler.
»Min chef sagde selv til mig efter et stykke tid, at jeg skulle vide, at jeg havde ret til at gå ned til 75 procent, hvis jeg ville og samtidig forlænge min hoveduddannelse«.
Det valgte Maria at takke ja til, så hun i dag har mange lange dage i Malmø/Lund, men til gengæld 1-2 fridage pr. uge. Når hun først er af sted, vil hun gerne bruge lang tid på afdelingen, så hun kan bruge tiden med sine børn de andre dage. Det er også muligt kun at holde fri om eftermiddagen, da de deler arbejdsdagen op i en formiddagsfunktion og en eftermiddagsfunktion.
Maria oplever, at fødeafdelingerne i Sverige er lige så travle som i Danmark.
»Vagterne er belastede, og vi arbejder meget. Men vi møder ind for at arbejde og har det godt med det. Når man samtidig føler, at man bliver mødt med forståelse for sin situation på hjemmefronten, har jeg heller ikke noget imod det. Jeg kan godt lide at have travlt – jeg trives med det«.
Er det overhovedet nogen chance for, at du bliver lokket hjem igen?
»Hvis jeg arbejder i Malmø i de næste år af min uddannelse, kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle stoppe. Jeg har gode kolleger og ved, at jeg kan blive ved med at være på afdelingen. De har allerede ansat mig, fordi jeg har haft uddannelse derovre. Jeg vil altid have en særlig tilknytning til Danmark, fordi jeg er dansker og har arbejdet her så mange år, men jeg ved ikke, om den tilknytning går væk, når jeg har arbejdet fem år i Sverige«.
Hvad kunne trække ved en stilling i Danmark?
»At de var lige så forstående og villige til at se mine behov i mit arbejde. Jeg bliver tiltrukket af fleksibilitet og det mere individrettede. Hvis jeg har uddannet mig i fire år på en afdeling, er der også nogle ting, som Danmark ikke kan give mig. Det er også stressende at skifte arbejde, og de ville ikke kunne give mig den tryghed ved de kolleger og rutiner, som jeg nu har fået«.
