Pengene og paradokserne

Det danske sygehusvæsen er på vej ind i et paradoksproblem af format. De offentlige sygehuse har øget produktionen, rationaliseret arbejdsgange og investeret i nyt udstyr for at få ventelisterne ned. Det er lykkedes, men forårets konflikt har medført en ophobning af undersøgelser og behandlinger, der skal afvikles. Nu mødes sygehusene så med krav om besparelser, der samlet set i alle landets fem regioner løber op i adskillige hundrede millioner kroner. Resultatet er potentielt et lavere aktivitetsniveau på et kritisk tidspunkt og potentielt nye svulmende ventelister. Et varsel om nye tider med smalhans eller et nyt kapitel i sygehusvæsenets deroute?

For det første må man spørge sig selv, hvordan regionerne kan ende i denne situation her ganske få måneder efter, aftalerne om årets sundhedsbudgetter er lavet, og der er uddelt 1,8 milliard kroner til øgede medicinudgifter og flere behandlinger? Der er formentlig tale om et miks af krav om rationaliseringer, kalkuler der ikke er tilstrækkeligt kvalificerede, ekstraordinære udgifter på grund af personalemangel, eftervirkninger fra strejken, strukturelle forhold etc. Men vi kender ikke forklaringerne til bunds, og derfor er der behov for at få udredet årsagerne, så denne misere ikke gentager sig.

For det andet må man spørge, hvad det er for strukturelle forhold der gør, at nogle regioner får så meget tungere problemer med millionerne end andre? Det må være en del af udredningen, men generelt må man sige, at dette understreger behovet for at få hastighed på de strukturreformer, som i det store og hele er på plads i regionerne, og følge de faglige anbefalinger for samling omkring færre enheder og reform af akutberedskabet. Det er et mål i sig selv at gøre overgangsperioden så kort som mulig. De nuværende budgetproblemer er et varsel om, at det er en helt særlig udfordring med en overgangsperiode, hvor nye store enheder skal etableres og køres ind samtidig med, at hele det gamle apparat skal fungere.

For det tredje stiller det krav til omtanke hos de politikere, der skal føre kniven. Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, siger, at det bliver politikernes opgave at prioritere. Helt enig, og prioritering forstår vi sådan, at grønthøsteren bliver i laden indtil videre og først kommer i anvendelse, når der er gennemført strukturelle besparelser og besparelser, der naturligvis tager hensyn til, at konsekvenserne for patienterne bliver så skånsomme som muligt, men også, at det er "fremtidens" afdelinger med den fremadrettede forskning og udvikling og god kvalitet, der bliver bevaret.

Endelig kan man så spørge, om det er den rigtige måde, sundhedssektorens økonomi bliver aftalt på? Når problemerne kan hobe sig op på så kort tid i en situation, hvor der er ekstraordinære behov, så må svaret jo umiddelbart være nej. Det indebærer en stor risiko for kortsigtede hovsa-løsninger og manglende sammenhæng. Måske er tiden inde til, at vi begynder at budgettere sundhed over lidt længere stræk end de etårige aftaler, som vi nu laver. Det ville give mere ro og give os mulighed for at skabe det sammenhængende sundhedsvæsen, som der er så stort et behov for.