»Personligt har jeg ikke kunnet se mig selv genoprette tilliden til det system«

Da lægerne på Rigshospitalet beslutter sig for at fjerne lymfeknuden på hendes hals, er det egentlig ikke fordi, at de er bekymrede.

Allerede året forinden, hvor Emma Eng Jacobsen, som nu, mærkede en ømhed på halsen, blev knuden skannet og frikendt for alvorlig sygdom. Så ingen grund til bekymring, lyder det. Men nu fjerner de den for en god ordens skyld, så hun ikke skal tænke mere på den.

Og så tager Emma Eng Jacobsen ellers til jobsamtale til en stilling som introlæge på en pædiatrisk afdeling. Et drømmejob. Fremtidsudsigten til at arbejde som børnelæge er selve årsagen til, at hun overhovedet i sin tid søgte ind på medicinstudiet. Så da hun får jobbet, lægger det sig sammen med følelsen af at være sund og rask, to skønne børn på et og tre år og et netop overstået sommerbryllup, til følelsen af, at alt egentlig er ret skønt.

Indtil det ikke er det mere.

For lymfeknuden viser kræft. Mod alles forventning. Mere ved hun ikke, da hun fortæller om sygdommen til sin kommende arbejdsgiver, hvor hun efter planen skal starte godt en måned senere. De aftaler at tales ved efter PET-undersøgelsen, så Emma Eng Jacobsen mere præcist kan fortælle om diagnose, tidshorisont og evt. sygemelding.

Det er i hvert fald, hvad hun forventer, at de skal tale om, da hun kort efter ringer og kan fortælle, at diagnosen er Hodgkins lymfom stadie to på halsen og i brystkassen; at hun skal forvente tre måneder med kemobehandling, og at hun derfor er blevet anbefalet at sygemelde sig i to til tre måneder.

»Næsten i samme åndedrag, som jeg fortæller det, siger cheflægen, at hun har talt med HR, og at de er blevet enige om at annullere min ansættelse på grund af bristede forudsætninger, som de kalder det. I deres optik skulle jeg have vidst, at der var en overhængende sandsynlighed for, at jeg havde kræft, da jeg indgik aftalen med dem«, fortæller Emma Eng Jacobsen.

»Jeg var fuldstændig chokeret. Jeg græd. Jeg hulkede. Det var to dage før min første kemobehandling, så selv om jeg på det tidspunkt egentlig ikke følte mig syg, så var jeg jo et enormt belastet sted. Og hun rev fuldstændig tæppet væk under mig. Jeg troede, at jeg skulle starte det her sygdomsforløb med mit drømmejob i sigte«.

Emma Eng Jacobsen tager hurtigt fat i Yngre Læger. Igen. Det ord giver mening, når du om lidt læser dig ned i teksten. I forhold til forløbet her er Yngre Læger ikke det mindste i tvivl om, at annulleringen er et brud på ansættelsesretten. Omvendt fastholder arbejdsgiveren, at der er tale om »bristede forudsætninger«, og at man dermed er i sin gode ret til at annullere ansættelsen. Det hele ender i november 2025 i et forlig, hvori Emma Eng Jacobsen får udbetalt en godtgørelse.

»Jeg har fået at vide, at det jo nok er det tætteste, jeg kommer på en undskyldning. Jeg har aldrig haft nogen intentioner om hverken retssager eller store godtgørelser. Jeg har i virkeligheden haft det sådan, at de bare skulle høre fra Yngre Læger. At de ikke bare skulle have lov at gøre det her, uden at det har nogen som helst konsekvenser«, siger Emma Eng Jacobsen.

»For altså, selv hvis det rent juridisk er i orden, skulle de så have gjort det? Er det god ledelse at behandle en yngre læge på den måde? Beslutningen var jo truffet, før de vidste, at vi talte om en sygemelding på to til tre måneder. Måske troede de, at det var halve eller hele år? Så jeg synes jo i hvert fald, at det var en noget overilet beslutning. Lige meget hvad, så har det haft kæmpestore konsekvenser for mig, og i bund og grund er jeg nysgerrig på, hvordan ledelserne når frem til de beslutninger, de gør – også efter at have fået henvendelser fra Yngre Læger – og i nogle tilfælde nægter, at det er foregået på den måde, som jeg har oplevet. Tænker de undervejs over de konsekvenser, det har for mig?«

Ingen mellemvagt efter graviditet

For der er mere.

Nok var stillingen med de »bristede forudsætninger« drømmejobbet. Men det var også Emma Eng Jacobsen, som gav pædiatrien, og hospitalsverdenen i det hele taget, én sidste chance. Ovenstående er således blot den nyeste hændelse af tre hen over en periode på halvandet år, som tilsammen udgør en ualmindelig tung start på lægelivet. Hændelser, der alle har krævet Yngre Lægers juridiske indgriben.

De to øvrige handler om graviditeten med hendes andet barn. Altså, før sygdommen.

Først skal vi tilbage til november 2023. Efter veloverstået KBU i et fuldt hospitalsophold på Bornholm samt introforløb i akutmedicin og almen medicin er det tid til at jagte drømmen. Pædiatrien. Det lykkes at få en uklassificeret stilling på en pædiatrisk afdeling, hvor der i såvel jobsamtale som kutyme på afdelingen lægges op til, at den glider over i en introstilling. Som mellemstation, at man rykker fra forvagtslaget til mellemvagtslaget.

»Jeg er fuldstændig forblændet af den verden og er virkelig landet det rigtige sted. Det er de bedste måneder, jeg nogensinde har haft som læge, tror jeg«, siger Emma Eng Jacobsen.

Tre måneder inde i ansættelsen bliver hun gravid med sit andet barn.

»Og det fortæller jeg helt åbent om meget tidligt. Ja, det kan da godt være, at det var naivt, men altså, det var trods alt 2024«.

Kort efter finder hun ud af, at hun – som den eneste af dem, man forventede – ikke bliver rykket op i mellemvagten. Og at hun – som den eneste af dem, man forventede – ikke bliver tilbudt den introstilling, som hun søger på afdelingen.

»Da jeg tager fat i den uddannelsesansvarlige overlæge for at høre, hvorfor jeg ikke er på listen til mellemvagten, får jeg at vide, at det er fordi, at jeg er gravid. Hun er bekymret for, at jeg på sigt ikke kan gå i vagt, og siger: ,at hvis jeg ikke kan bruge dig om natten, så kan jeg heller ikke bruge dig om dagen’. Det bliver jeg ret chokeret over. Det er jo ikke fordi, at det er helt sort for mig, at man som gravid er i større risiko for at ikke kunne klare de krævende nattevagter som ene mellemvagt, men det, at det bliver sagt i forbifarten, og uden at jeg overhovedet bliver involveret, det chokerer mig«.

På et efterfølgende møde bekræfter overlægen, at fravalget til mellemvagten skyldes graviditeten. Mens man i forhold til introstillingen slår fast, at det skyldes, at de andre har flere kompetencer, end Emma Eng Jacobsen. De vil dog ikke redegøre for hvilke kompetencer. Heller ikke over for Yngre Læger, da hun inddrager dem i sagen. En sag, der ender med et forlig og en godtgørelse til Emma Eng Jacobsen.

»Det var vildt grænseoverskridende for mig, og jeg var jo megabange for at brænde broer, fordi jeg var sikker på, at jeg skulle være børnelæge. Så jeg havde mange overvejelser, om jeg overhovedet skulle gøre noget ved det. Men igen; det var først og fremmest vigtigst for mig, at de hørte fra min fagforening og fik at vide, at det ikke var o.k. Så jeg nåede frem til, at jeg havde mødt et for mig uheldigt menneske, og så måtte det her være et sted, hvor jeg ikke skulle arbejde. Derfor bliver jeg så chokeret, da det bare fortsatte«.

Hvad er det for en kultur?

For det gjorde det. 
Her er vi et par måneder senere. Emma Eng Jacobsen er snart arbejdsløs og på vej på barsel, endnu tydeligere gravid. Hun giver det nogle skud, søger jobs og kommer til flere samtaler, bl.a. på en anden pædiatrisk afdeling, hvor de har en »megagod samtale med megagod kemi«.

Den præcise ordlyd kan hun ikke huske, men samtalen afsluttes cirka med: »Tak for samtalen. Du kan ikke få stillingen, når du er gravid. Men vi håber at se dig i pædiatrien en dag«.

»Jeg var helt paf og mundlam. Så jeg gik bare. Jeg blev spurgt af flere, om det ikke var noget, jeg ville køre en sag på, men det var jeg slet ikke klar til. Den første sag kørte stadig, og jeg blev mere og mere bange for at brænde mine broer inden for pædiatrien«.

Derfor blev der heller ikke startet en sag på det tidspunkt. Men det blev der senere. Og den sag er ikke afsluttet i skrivende stund, men arbejdsgiveren benægter og anfører, at Emma Eng Jacobsen alene blev fravalgt, fordi der var mere kompetente kandidater.

Om de to sager vedr. sin graviditet samler Emma Eng Jacobsen det således op:

»Jeg var rystet. Hvad er det, der foregår her? Når det sker to gange i min graviditet, hvad er det så for en kultur, jeg er blevet præsenteret for? I hvert fald ikke en, jeg kan lide. Og jeg følte mig faktisk også lidt naiv, fordi jeg kom tidligt godtroende og sagde, at jeg var gravid, fordi jeg tænkte, at det var bedst, at de vidste det og kunne planlægge i god tid med ekstravagter, natarbejde osv. Det fortryder jeg da nu. Jeg kan jo godt sætte mig ind i, at folk bliver biased, når man møder gravid op til en jobsamtale. Selv om det ikke må betyde noget, så er det desværre nok svært at undgå helt. Men det her med, at det bare helt kynisk blev lagt på bordet, det chokerede mig godt nok. Skammer de sig slet ikke?«, siger Emma Eng Jacobsen, for hvem de her sager fyldte enormt meget i samtaler med familie og netværk.

»Da jeg begyndte at tale åbent om det i mit netværk, så piblede der jo en masse andre historier op. Lignende oplevelser omkring at være gravid. I forhold til den første sag havde jeg også en oplevelse af, at de fleste kolleger godt kunne regne ud, at det var på grund af min graviditet, at jeg ikke fik stillingen. Folk, der direkte spurgte mig, om jeg følte mig diskrimineret, og en speciallæge, der for at signalere sin mistanke bare klappede sig på sin mave, da jeg fortalte, at jeg ikke havde fået stillingen. Ikke, at det var accepteret. Men de vidste det. Det var både urovækkende her i 2024, men jo på en måde også rart, fordi det validerede, at det ikke var mig, der så syner«.

Og her i fortællingen har Emma Eng Jacobsen altså ikke engang fået lymfekræft endnu og mistet det drømmejob, hun end ikke nåede at starte på.

Ikke nødvendigvis dårligere mennesker

I dag er Emma Eng Jacobsen kræftfri. Det blev hun i starten af december sidste år og fik sin sidste kemobehandling få dage før jul. De to til tre måneders sygeorlov holdt stik.

Kapitlet med pædiatri er nu helt lukket. Der er ikke flere chancer at give af. Så i april starter hun op i en hoveduddannelsesstilling i almen medicin. En stilling, hun fik tilbudt under sin sygdom og efter en jobsamtale, hun med egne ord gik til hundesyg direkte fra en indlæggelse på hæmatologisk afdeling og med de perifere venekatetre kun lige knap ude af kroppen.

»Jeg har ikke oplevet andet end en enorm imødekommenhed i forhold til at tilpasse min stilling i forhold til min sygdom. Jeg har haft en oplevelse af at blive behandlet som et menneske af kød og blod og ikke en robot eller en brik i det store driftspuslespil«, siger Emma Eng Jacobsen.

Her er vi fremme ved en kerne i hendes fortælling – og den egentlige grund til, at hun har lyst til og behov for, at hendes historie kommer ud: Der er ifølge Emma Eng Jacobsen noget galt med, hvordan hospitalssystemet behandler især yngre læger. Næppe enestående for pædiatrien, hvor hendes egne erfaringer ligger, men måske mere udbredt i de populære, konkurrenceprægede specialer.

»Jeg har virkelig prøvet undervejs at sætte mig lidt i ledelsens sted i forhold til at være underlagt besparelser, udfordringer med drift, speciallægeloft osv. – og skulle tage en masse upopulære beslutninger. Jeg har skullet minde mig selv om, at de her ledere ikke nødvendigvis er kyniske eller dårligere mennesker, men er underlagt et kæmpe pres, som giver nogle strukturer og en kultur, som betyder, at vi yngre læger i tidsbegrænsede stillinger er en ret sårbar gruppe og altså for ofte bliver behandlet dårligt og uretmæssigt«, siger Emma Eng Jacobsen, der i sin tid som læge har hørt tilpas mange historier om urimelig behandling af yngre læger.

»På den måde tænker jeg faktisk ikke, at det, jeg har oplevet, er fuldstændig enestående. Jeg har bare været ekstraordinært uheldig, at der er sket så meget på så kort tid. Det ændrer bare ikke på, at det, jeg har skullet stå model til, på et enormt afgørende tidspunkt i mit liv har taget noget drivkraft og arbejdsglæde fra mig, og personligt har jeg ikke kunnet se mig selv genoprette tilliden til det system«.

Så selv om drømmen var at hjælpe børn som »kliniker helt ind i hjertet«, og hun egentlig aldrig har haft en drøm om at være sin egen chef, glæder hun sig enormt og er taknemmelig for, at almen medicin nu bliver hendes vej.

»Så skal jeg nok også overleve ikke at blive børnelæge«.