Perspektiv: Narrativ medicin er blevet pensum i Odense

Vi står i et propfyldt lokale, hvor Rita Charon, internmediciner og litterat fra Columbia Universitity, har deltaget i en af flere events omkring narrativ medicins indtog som obligatorisk kursus på medicinstudiet. Hun har denne gang deltaget i en samtale med professor emeritus David Morris, forfatter til den nyligt udkomne bog ”Eros and Illness”. Med udgangspunkt i sin egen historie – han plejede i 15 år sin hustru, der døde af Alzheimers sygdom – beskriver han med litteratens kulturelle indsigt de overraskende mange lag, der gemmer sig under den biomedicinske overflade.

Rita Charon begynder et andet sted. Hun stod i klinikken som yngre, udslidt internmediciner med 40-timers vagter på hospitalet og manglede en dimension. Denne dimension bød sig til i form af et seminar om health and human values, som hen ad vejen førte til, at hun bankede på døren til litteraturstudiet, blev PhD i engelsk litteratur og lagde grunden til narrativ medicin på Columbia University i 2000. Som ivrig læser af skønlitteratur var hun i forvejen fascineret af, hvordan det ad den vej var muligt at få indblik i mange forskellige verdener, inklusive flere synsvinkler på den samme historie. Med et kombineret detailkendskab til litteratur og medicin skærpes lægens forståelse af nuancerne i patientens fortælling, som derved træder tydeligere frem og indgår i det samlede billede, fortæller Charon og opfordrer til, at lægen ”forbliver nysgerrig”. Der åbner sig derved et mere nuanceret univers, hvor lægen ikke bare lynhurtigt zoomer ind på ét biomedicinsk facit, men tillader sig selv ”at svømme i et hav af paradokser”. Denne kompleksitet er ikke uden bivirkninger, indrømmer hun og tilstår med et glimt i øjet: ”Sometimes I long for a dumber certainty”.

Hvordan virker narrativer på de studerende?

I lokalet befinder sig en af de studerende, Astrid Næraa, der overværede Charons forelæsning tidligere på ugen. Hun er på ottende semester og dermed en af de ældre medicinstuderende, der deltog af interesse, fordi hun i forvejen var optaget af emnet, og ikke fordi det er obligatorisk. Om eventuel skepsis blandt de yngre medstuderende siger hun: ”Rita Charon tilfører emnet en hel anden dimension, end de studerende får i deres sædvanlige undervisning i faget. Hun er læge og kliniker og har selv siddet i dilemmaerne – det giver hendes budskab en helt anden legitimitet og får mange af tingene til at give mening på en helt anden måde”. Og med begejstring i stemmen tilføjer hun: ”Rita Charon er sit budskab. På den måde føler vi os ikke bare påduttet, at litteratur er godt. Det er der så meget, der er”.

Peter Simonsen, professor i litteratur på SDU, er en af initiativtagerne til det nye kursus. Han er også tydeligt engageret og mener som litteraturmand, at de medicinstuderende – ligesom alle andre – har behov for at erkende, at verden ser meget forskellig ud afhængig af, hvilke øjne der ser. Denne erkendelse er særligt vigtig for kommende læger, siger professoren, fordi de i deres virke kommer i forbindelse med enormt mange forskellige mennesker.

”Gennem læsning er det muligt at møde fremmede mennesker i fiktionens forunderlige verden. Hvis man sætter de studerende til at skrive både kreativt og refleksivt over, hvordan andre mennesker ser verden – herunder lægeverdenen – bidrager det på en utrolig effektfuld måde til, at den erkendelse kommer til at sidde ordentligt fast. En læge, der er god til at lytte, er en bedre læge, og det er en kompetence, som litteraturlæsning og kreativ skrivning er med til at fremelske”.

Patientens historie er i fare for at drukne i data

I en tid, hvor prosaen i journalsystemerne i stigende grad fortrænges til fordel for skabeloniserede gengivelser af patientens data, er der fare for, at vigtige aspekter af patientens historie går tabt i det kliniske møde.

Birgit Bundesen, læge i hoveduddannelsen til psykiater samt bachelor i litteratur og filosofi, er levende optaget af denne problemstilling:

”Vi bliver nødt til at kunne lytte til det essentielle i patientens fortælling for mere effektivt at kunne sortere i den overflod af (overflødige) data, vi tvinges til at indhente og dokumentere. For en ting er det, jeg som læge synes er patientens problem. Et andet er det, patienten selv synes er problemet. Og hvis jeg ikke fanger det i patientsamtalen, kan min behandling være spildt. Nogle læger vil sikkert hævde, at narratologiske skills er for langhårede til den travle kliniske virkelighed, men jeg mener tværtimod, at det er en hardcore, potentielt livreddende kompetence”.

Hun fortæller alvorsfuldt og anonymiseret om et trist eksempel, hvor en patient blev indlagt på en kirurgisk afdeling efter i selvmordsøjemed at have voldt betydelig skade på sig selv. Patienten var indlagt i månedsvis og blev dygtigt lappet sammen, men gik derefter hjem og tog sit eget liv. For kirurgen havde glemt at interessere sig for, hvorfor patienten i første omgang var kommet så galt af sted, og havde derfor ikke opdaget den bagvedliggende depression.

Birgit Bundesen er som udgangspunkt begejstret for konceptet med at (re)introducere humanistiske metoder i medicinen og finder det helt i ånd med den oprindelige akademiske tanke, hvor natur og humanvidenskab var to sider af samme sag. Desuden efterlyser hun, at flere læger bliver engagerede i et nyt nordisk netværk for narrativ medicin (se boks), ”så det ikke kun består af en masse humanister, som er enige om, at læger skal lære at læse, forstå og skrive litteratur – der skal også fokuseres på det klinisk anvendelige i det narrative”.

Hun tilføjer tankefuldt, at lægevidenskaben ikke kun er en positivistisk videnskab. ”Det er problematisk, at vi ikke uddanner unge læger til at tage diskussionen omkring lægevidenskabens metodiske forankring som videnskab i et samfundsmæssigt perspektiv. Især i disse tider, hvor det faglige står så svagt og bliver mere og mere djøfiseret. Så jeg går meget ind for almendannelsens plads i lægevidenskaben. Fordi det giver en anden troværdighed”.

Boks

Bag samarbejdet mellem litteratur og sundhedsvidenskab står litteraturprofessorerne, Anne Marie Mai og Peter Simonsen, læge, professor og sygehusdirektør, Kim Brixen, uddannelseschef på SUND, Merete Munk, og lektor i dansk sprog, Bjarne le Fevre. Dekan for Humaniora, Simon Møberg Torp, samt Ole Skøtt fra Sundhedsvidenskab bakker aktivt op om initiativet ligesom de mange andre fagpersoner, der er involveret i logistikken omkring faget narrativ medicin.

Der findes desuden et nordisk netværk: ”Nordic Network for Narratives in Medicine” (www.sdu.dk/en/om_sdu/institutter_centre/ikv/forskning/forskningsprojekt…), hvor alle læger er velkomne.