Peter Clemmensen har fået nyt arbejde
Tidligere professor og overlæge på Hjertecentret på Rigshospitalet Peter Clemmensen har fået gang i karrieren efter fyresedlen for et halvt år siden.
Tidligere professor og overlæge på Hjertecentret på Rigshospitalet Peter Clemmensen har fået gang i karrieren efter fyresedlen for et halvt år siden.
I december sidste år blev han fritstillet og politianmeldt for ulovlig omgang med forskningsmidler på Rigshospitalet, men overlæge Peter Clemmensen har igen været på stuegang som kardiolog – nu på Nykøbing Falster Sygehus.
”Jeg har haft nogle enkelte vagter som lægekonsulent på kardiologisk afdeling på Nykøbing Falster Sygehus, og jeg har planlagt flere vagter i løbet af maj. Men derefter ved jeg ikke, hvad der skal ske,” siger Peter Clemmensen.
Siden afskeden fra Rigshospitalet før jul har han koncentreret sig om at skrive videnskablige artikler, holdt oplæg på kongresser i udlandet og arbejder desuden på en bog. Og indtil han finder ud, hvad fremtiden mere permanent skal indeholde arbejdsmæssigt holder han sig i gang på Nykøbing Falster Sygehus.
”Jeg har haft kontakt til en række hospitaler, og så fandt jeg sammen med ledelsen på Nykøbing Falster Sygehus ud af, at jeg kunne hjælpe afdelingen,” siger Peter Clemmensen.
Jeg har haft kontakt til en række hospitaler, og så fandt jeg sammen med ledelsen på Nykøbing Falster Sygehus ud af, at jeg kunne hjælpe afdelingen. Peter Clemmensen, overlæge
Arne Cyron er direktør på Nykøbing Falster Sygehus, og han er glad for, at Peter Clemmensen nu er tilknyttet kadiologisk afdeling.
”Jeg har brug for fem kardiologer, men har kun to fastansat, og derfor er det mit ansvar som chef at skaffe læger nok til en meget syg befolkningsgruppe. Og da både jeg og patienterne gerne vil have det bedste, er det godt, at bl.a. Peter Clemmensen kan hjælpe os,” siger Arne Cyron, og fortsætter:
”Naturligvis bruger vi lægekonsulenter til opgaver, som de har kompetence til, og giver dem ikke opgaver ud over det kliniske. Derfor bliver de heller ikke involveret i forskningsprojekter,” siger Arne Cyron.
Ifølge vicepolitiinspektør Henning Schmidt fra afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Københavns Politi er sagen mod Peter Clemmensen endnu ikke efterforsket færdig. Udover Peter Clemmensen er tre andre overlæger fra Rigshospitalet politianmeldt for misbrug af forskningsmidler, men alle tre overlæger er underlagt navneforbud. To af sagerne er ifølge Henning Schmidt efterforsket færdig og afventer blot en afhøring af de to overlæger, inden de formelt bliver sigtet.