Skip to main content

JOURNAL

Navn: Amneh Hawwa

Alder: 49 år

Bopæl: Villa i Hellerup.

Familie: Gift med Michael Vissing, der er kirurg. Har fire børn: Nadja, 24 år, Helena, 20 år, Emil, 12 år og Sophia, 7 år.

Titel: Reservelæge ved kirurgisk afdeling på Helsingør Sygehus (søger videreuddannelse i gynækologi). Driver privatklinik i hjemmet i Hellerup.

Uddannelse: Cand.med. fra Københavns Universitet ('89). Speciallæge i almen medicin. Sexolog (ved Dansk Forening for Klinisk Sexologi).

Karriere: Gynækologisk Afdeling, Sankt Josephs Hospital, Esbjerg ('90). Turnus i medicin og kirurgi, Amtssygehuset i Gentofte ('90). Introduktionsstilling, Gynækologisk Afdeling, Amtssygehuset i Gentofte ('91). Blokstilling i almen medicin, Amtssygehuset i Glostrup ('94). Psykiatrisk Afdeling, Amtssygehuset i Glostrup, (Nordvang) ('99). Gynækologisk Afdeling, Centralsygehuset Nykøbing Falster ('01). Gynækologisk Afdeling, Helsingør Sygehus ('02). Kirurgisk Afdeling, Helsingør Sygehus ('03).

Amneh Hawwa er medicinsk tolk i dansk-arabisk. Har i ti år været medlem af Amnesty Internationals lægegruppe, hvor hun har været på to missioner (Tibet og Libanon). Hun er bestyrelsesmedlem i Dansk Forening for Klinisk Sexologi og har været medforfatter til flere fagbøger om indvandrere, sundhed og sex.

Interesser: Bøger, politiske og filosofiske. I øjeblikket ligger »Det gode liv / indføring i livsfilosofi« af Mogens Bahous på hendes natbord. »Melankolsk musik«, mest klassisk og arabisk. Derudover elsker Amneh Hawwa at plante blomster og træer.

20-årige Amneh har været bange mange gange tidligere i sit liv. Men aldrig på samme måde som denne forårsdag i 1974.

Den unge pige med de sorte krøller går igennem indgangsdørene til Københavns Lufthavn. Ved sin side går hendes bror, som bor i Danmark. Han er med et fast greb ved at følge Amneh ud af landet. Tilbage til Israel. Tilbage til den verden, som hun få uger forinden havde forladt.

Det hele er imod hendes vilje. Hun vil gerne bo i Danmark. Men efter en konflikt har den meget dominerende bror besluttet, at hun skal hjem igen.

Amneh tænker på at flygte. Ud i mylderet. Ud i friheden. Men hendes pas ligger i brorens lomme. Det kan hun ikke leve uden, tænker hun. Derfor følger hun med hen til check-in, hvor hun afleverer sin kuffert med alle sine ejendele.

Broren fører hende videre hen til sikkerhedskontrollen. Her får Amneh endelig stukket sit pas i hånden. Men det er for sent. Hun bliver sluset gennem kontrollen og kommer ind i det lukkede toldfrie område.

Og pludselig er hun helt alene.

For første gang i sit liv er den 20-årige arabiske pige uden nogen beskytter. I et mylder af turister, forretningsfolk og toldfrie butikker. Med hjertet hamrende i brystet.

»Så beslutter jeg ikke at rejse,« hvisker Amneh Hawwa.

Hun sidder i en kæmpemæssig villa i Hellerup nord for København, 29 år ældre, men stadig med de samme utæmmede krøller.

»Jeg er vinterbader, og hver gang jeg springer i det kolde vand, så tænker jeg på, da jeg besluttede at ,springe`. Jeg sprang fra de rammer, jeg kendte. Til udvidenhed.«

Amneh gik længe rundt mellem toldfrie butikker og rejsende, indtil hun mødte en politibetjent, som hun stoppede.

»I don't want to travel. I don't want to go back,« sagde den mørke pige. Nogle timer senere fik hun et lift med betjenten ind til København. Til et helt nyt liv.

Det smukke bjerg

Sådan kunne man starte historien om 49-årige Amneh Hawwa, der aldrig vendte tilbage til Israel. Men blev i Danmark, fik en dansk mand, fire børn og blev læge, sexolog og foredragsholder. Men man kunne også begynde langt tidligere:

Dengang Amneh var en lille palæstinensisk pige og boede i et hus, delvist af beton og delvist af ler, sammen med sin mor, far og ni søskende i udkanten af Nazaret.

Når Amneh vågnede om morgenen, gik hun hen til vinduet og kiggede op på et stort bjerg, der lå lige ved bydelen. Hun elskede at stå og kigge op på bjerget i solopgangen. Også selv om der med årene skød store boligblokke op.

Men efterhånden forstod hun, at boligblokkene var israelske bosættelser. De voksne fortalte hende, at hvis der blev krig, så var det nærmest umuligt at forsvare sig mod israelerne, fordi de boede oppe på bjerget, og palæstinenserne boede nede i dalen.

»Det bjerg betyder meget for mig. Det er så smukt. Men det er også farligt.«

Amneh Hawwa står i sit køkken, som er forbløffende småt i forhold til resten af den majestætiske Hellerup-villa. Hun lægger nogle boller på en brødrister, men går i stå og kigger intenst frem. Så tager hun hænderne op til brystet.

»Jeg kunne godt lide det der fantastiske scenario. Men samtidig gav det uro.«

Hun knuger hænderne sammen og hvisker:

»Angst.«

Den høje tikken fra brødristeren bliver pludselig larmende. Så griner hun. Uden nogen grund. Som en slags afvæbning. En latter, der har været undervejs helt nede fra mellemgulvet. Ordene afbryder latteren.

»Israelerne var de pæne mennesker. De duftede godt, når man mødte dem. Jeg var tiltrukket af dem. Og min far var også. Hele min familie var meget fascineret af de her gentlemen.«

Så trækker hun ansigtet sammen.

»Men det var også israelerne, der var farlige. Når som helst kunne de komme og fængsle mine brødre. Og slå os ihjel.«

Amnehs far var på et tidspunkt ansat som blikkenslager under israelere i Haifa. Amneh prøvede at overnatte i huset, hvor der var nogle yndige små piger i strutskørt. Amneh var en fattig pige blandt prinsesser. Sådan tænkte hun.

Hun tager en bakke med rugbrød, brie, pulverkaffe og kogende vand med ind til et rundt spisebord, der står i en højloftet entre. Husets hovedpulsåre.

»Helt fra jeg var lille, har jeg haft den følelse. Hvis noget var smukt, så var det også farligt. Det har betydet, at jeg lever efter yderlighederne. Jeg er meget ekstrem i mine forhold også til mennesker. Det er enten eller. Jeg søger efter sandheden. Jeg kan ikke tåle, hvis sandheden er sådan flosset. Jeg kan ikke leve med tvetydighed. Det giver mig for meget uro. Derfor er jeg også selv meget ærlig.«

Gud hjælpe fru Hawwa

Amneh Hawwas mor og far var også ærlige. De sagde tingene, som de mente, de var. Blandt andet, at ti børn var for mange. I hvert fald var syv piger for mange.

»Min mor sagde: ,Åh, så mange børn. Og så mange piger. Jeg skulle aldrig have haft så mange piger.`«

Hænderne bevæger sig konstant rundt på håndleddene og mødes i små klap, mens hun fortæller. Det ser meget fremmedartet ud. Som om håndfladerne har beholdt deres arabiske accent.

»Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg følt, at jeg var en belastning. En stor belastning, der ramte min mor og far, fordi vi var så mange børn.«

»Jeg følte, at min far arbejdede hele tiden, og min mor altid var træt.«

Det skortede heller ikke på hentydninger fra nabokonerne i Nazaret:

»Når de kom på besøg, sagde de: Guuud hjælpe dig fru Hawwa. Så mange børn du har, og så mange piger du har. Jeg stod der og hørte det.«

Amneh Hawwa laver en sur trutmund og kigger op, som om hun stadig stod ved sin mors skørter. Teaterstykket bliver hurtigt afbrudt af et smil, der hele tiden trænger sig på. Og så fortæller hun videre. Af og til vender en sætning forkert eller et ord forsvinder nede i halsen. Vokalerne kommer ud med for meget modstand. Men fortællingen fortsætter altid videre. Fremad, fremad.

»Og hvis vi gik på gaden. Min mor var jo tit gravid. Så standser folk og siger: Jeg håber, at det bliver en dreng denne gang ... dén følelse ... nå ja, de har ret, tænkte jeg. Jeg skulle have været en dreng. Og gad vide hvordan jeg følte, før ordene kom? Det ved jeg ikke.«

Indersiden af Amnehs hoved begyndte at ligne staten Israel: Fyldt med modsætninger.

Modtrækket var på samme tid ligetil og genialt. Amneh blev kommunist. Ligesom resten af familien på det tidspunkt. På den måde blev alle lige meget værd. Uanset hudfarve, lugt og køn.

Fire milepæle

Amneh Hawwa har en meget stærk overbevisning om, at de vigtigste koder i ens sind bliver skabt, når man er ganske lille.

»Det blev jeg bevidst om, da jeg fik børn,« siger hun. For eksempel blev det meget tidligt kodet ind i Amnehs bevidsthed, at lægegerningen er det højeste, man kan opnå. Naboen i Nazaret havde tre drenge, der blev læger.

»Jeg var vel ti år og var meget forelsket i de tre læger. Alle sammen på en gang.« Hun ler. »Da jeg fik papir fra Københavns Universitet, hvor der stod: Du er optaget på medicin, så troede jeg, det var en drøm. Neeej, tænkte jeg, det kan ikke passe. Og det første år tænkte jeg: Bare de ikke finder ud af, at jeg ikke er god nok.«

Amneh Hawwa rejser sig og går hen til et lavt skab, hvor der står en samling billedrammer.

»Nadja,« siger hun og peger på et billede af en køn pige med siden til kameraet, glat sort hård og et alvorligt ansigt.

Amneh Hawwa fik hende som 25-årig, da hun havde boet i Danmark i fem år. Faren er Michael, hendes nuværende mand, som hun mødte på lægestudiet på Københavns Universitet.

»Nadja er medicinstuderende og skuespiller. Da jeg fik hende, begyndte jeg at spekulere over alt det med min baggrund, og hvad det havde gjort.« Hun peger videre på en lidt yngre pige, der kigger åbent på én.

»Helena læser psykologi. Da jeg fik Nadja og Helena, ønskede jeg, at det skulle blive piger.«

»MOOAAR,« lyder en drengestemme fra førstesalen, som om han havde hørt, hvad der lige var sagt. Amneh peger på billedet af 12-årige Emil og smiler.

»Og Sophia,« siger hun og kigger på den sidste ramme.

»Hun er den yngste på syv år.«

Børnene er fire milepile i Amneh Hawwas liv. Af naturens grunde, men også fordi børnene har tvunget hende til at stoppe op. Da hun fik den første, Nadja, fik hun også sin første nedtur. Hun var ked af det, men vidste ikke hvorfor. Det gik hurtigt over. Blandt andet fordi hun havde sine lægestudier at se til. Hun skulle videre.

Men da hun blev gravid med sit sidste barn, Sophia, i oktober 1995, var det som om alle forsvarsværker brød sammen.

Indlagt

Amneh begyndte pludselig at bløde. Og så kom fortiden væltende.

»Jeg kan ikke sove. Jeg ligger bare og er vågen. Det er UMULIGT at sove. Og det bliver ved. Uge efter uge. Jeg har aldrig før prøvet at være søvnløs.«

»Alt det jeg har kæmpet med kommer op til overfladen. Men det kommer som angst. Angst for at mine børn bliver forurenet. Angst for, at Emil bliver dræbt. Angst for at han får kræft.«

Hun griner stille af sig selv.

»Angst for at jeg forsvinder.«

Amneh blev indlagt. Ikke på psykiatrisk, men på gynækologisk, understreger hun. Hun stirrer ud i luften. Så løber en tåre ned langs næseryggen. Hun tørrer øjnene med en pegefinger og smiler.

»Jeg havde en græsk veninde, som kom hver dag og talte med mig. I to timer. Om al den angst, som jeg bare havde slugt.«

Efter nogle måneder i kulkælderen ringede hun til Lægeforeningen og Pensionskassen for at sikre sig, at familien kunne klare sig, hvis hun måtte give op og flytte på plejehjem.

»Jeg skal altid arrangere det hele. Jeg var sygemeldt, og jeg havde det ad helvede til. Jeg følte mig lammet og uduelig. Men alligevel skulle jeg arrangere fremtiden ...«

Sophia kommer ned ad trapperne. En lille mørkhåret pige med skrånende øjne.

»Moar, hvornår kører vi,« siger hun.

»ER du klar?«

»Ja.«

»Har du sko på«

»Naaaii.«

»Så er du ikke klar,« konstaterer Amneh Hawwa bestemt og vender hovedet:

»Jeg gennemgik alt. Min mor og far. Kvindens position. Og alt det andet.«

Hun puster tungt.

»Og bagefter følte jeg det som en styrke. Hver gang jeg så en patient, der var ked af det, tænkte jeg: jeg ved, hvordan hun har det.«

Et modtræk

Amneh Hawwa har aldrig helt fundet ud af, hvad hendes nedtur drejede sig om. Nogen har kaldt det en depression. Hun er selv mest tilbøjelig til at tro på psykologen, hun talte med for mange år siden, da hun læste medicin.

»Hun sagde: Kære lille skat. Du har ikke nogen depression. Du har bare bagagen fuld. Det tror jeg var rigtigt. Jeg havde bagagen fuld.«

Amneh Hawwas mentale rygsæk var fyldt med oplevelser fra barndommen i Israel, men i høj grad også med oplevelserne i Danmark. Flugten fra hendes bror. Og den efterfølgende kamp for at lære dansk, at klare sig i et nyt samfund, hvor hun blev mødt med meninger om, at palæstinensere er terrorrister. Selv hendes svigermor var rystet, da hun fortalte, at hun var palæstinenser.

Amneh Hawwa kommer ind ad døren efter at have afleveret Sophia til et arrangement på skolen. Hun går ind i en stue, som ved første øjekast udelukkende består af store, hvide sofaer og lænestole.

Hun sætter sig helt ude på kanten af den ene sofa med strakte ben, der støtter under glasbordet.

»Helt fra jeg var lille, har jeg følt, at jeg skulle kæmpe,« siger hun så.

»Jeg kæmpede for at være til og for at bevise, at jeg var god nok. Jeg havde den her fornemmelse af at skulle kæmpe for at eksistere.«

Amneh Hawwa er overbevist om, at det hænger sammen med følelsen af at være uønsket. Et slags modtræk. Derfor har lægegerningen passet perfekt til hende.

»Både rent personligt og kulturelt er det jo toppen. Altså hvad laver din søn? Doctor,« svarer hun med en dyb stolt stemme.

»Det giver prestige. Så får familien det, de ønsker. Så kan de blive stolte og glade. Og over for mig selv, så har jeg bevist, at jeg kan, jeg er god, og jeg er uundværlig.«

Men da nedturen ramte hende, blev hun tvunget til at give slip på sit fag et års tid. At nedlægge våbnene.

»Jeg droppede kampen. Jeg fik ro. Jeg gik ned i min krop og min sjæl. Pludselig gik det op for mig, hvor hårdt livet egentlig var. Og hvor barsk jeg har været mod mig selv. Jeg ville jo både have en karriere og samtidig give familien det, den skulle have. Jeg skulle blive ønsket. Jeg skulle blive en succes.«

Et koldt gys og en orgasme

Det kan man også sige, at hun er blevet. I dag arbejder Amneh Hawwa på kirurgisk afdeling på Helsingør Sygehus, har sin egen hjemmeklinik, hvor hun er terapeut og sexolog primært for indvandrere og flygtninge. Endelig rejser hun landet rundt som foredragsholder, hvor hun taler om emner som indvandrere og sex.

Det giver en arbejdsuge på over 60 timer. Så spørgsmålet er, om hun stadig fører en kamp for at bevise, at hun er god nok.

»Selvfølgelig er der lidt tilbage. Men jeg er mere klar over, at jeg ikke behøver at være ønsket af andre. Det er det vigtigste. Jeg er ønsket og elsket af mig selv. Føler mere og mere en indre ro.

En indre accept. Og stolthed af det jeg har opnået. Jeg holder af mig selv, som jeg er.«

Hun kigger ned af sig selv og smiler.

»Selvfølgelig vil jeg være slankere,« siger hun og kører hænderne ned over de runde hofter.

»Jeg vil være dygtigere. Det er stadig inden i mig. Som en kerne.«

»Altså på den ene side har jeg en glæde ved de muligheder, jeg har. De smukke ting. De gode ting. Arbejdet som læge for eksempel. Det er jeg jo glad for. Men samtidig herinde i mit hjerte.« Hun slår sig på brystet med to knyttede næver.

»I mit bryst, i mit væv, er der den her uro og angst. Angst for at blive kasseret. Forladt. Det er ordet - forladt.«

Hun ser pludselig hel tom ud. Så smiler hun.

»Men når jeg har været nede og bade i det iskolde vand, og når jeg har løbet 15 kilometer, så er jeg meget tæt på at slide smerten helt ned. Og ved orgasme.«

Hun spærrer øjnene op og ser pludselig overrasket ud.

»Den har også udviklet sig. Fra at være meget sådan ,uh`.« siger hun med en høj skinger tone og sammenknebne øjne. »...Til at blive voldsommere. Når jeg har fået en voldsom orgasme, så er smerten også næsten udvisket.«

Tiden er ved at være gået. Amneh Hawwa har et stramt ugeprogram. Noget, som hun i øvrigt vil arbejde med fremover.

»Der skal være mere tid til mig selv.«

Vi går gennem hendes kontor og ud i entreen. Da hun giver hånd, siger hun:

»Ved du, hvad jeg tænkte, da jeg hørte, at Ugeskriftet vil lave et portræt med mig?«

Hun griner:

»Jeg tænkte: MIG? Hvorfor mig? Der er da ingen, der vil høre om mig? Det er jeg slet ikke god nok til.«

Latteren fylder entreen.

»Er det ikke typisk.«