Skip to main content

Pik eller penis: Hvad skal læger kalde den?

LÆGEDAGE: Undersøgelser indikerer, at seksualitet fylder for lidt i praksislægers samtale med patienter. Men hvordan åbner man op for snakken om patientens sexliv, og hvilke ord bør læger egentlig bruge? Det var det meget varme emne på et kursus, hvor debatlysten var stor.

Line Felholt, kontaktlinef@gmail.com

14. nov. 2018
5 min.

Skal vi kalde den pik eller penis? Umiddelbart kunne man mistolke den ivrige debatlyst om lige netop det spørgsmål som, at meningerne var mange. Men det var faktisk ikke meninger, der blev udvekslet på tirsdagens kursus på Lægedage i Bella Center »Og hvordan med sexlivet, Jensen«. Det var i langt højere grad usikkerhed.

»Jeg er begyndt at eksperimentere med at kalde den pikken, når jeg sidder over for et ungt menneske. Men jeg er stadig usikker på det. For jeg ved reelt ikke, hvordan det bliver modtaget hos patienten«, lød et indlæg fra en kvindelig almenpraktiker i salen, hvor kun et mindre antal læger havde vovet sig ind til sessionen om lægers berøringsangst over for at tale om sex med patienter.

»Jeg vil rose jer, der er kommet her i dag for overhovedet at komme. Det kræver mod«, som kursusunderviseren udtrykte det.

Karina Kehlet Lins, klinisk psykolog og systemisk familieterapeut, var inviteret til at undervise, fordi hun har udgivet bogen »Samtale om sex«, der netop henvender sig til sundhedsprofessionelle, der har svært ved at sætte sex på dagsordenen. Ret hurtigt fik hun skabt en stemning, hvor de svære ord blev luftet.

»Hvis jeg skal sige pikken, skal jeg så også sige ’jeg undersøger lige dine patter’. Det ville jeg jo aldrig gøre«, lød det fra en kursusdeltager som respons på kollegaens indlæg.

Kræver mod

Hvilke ord, man som læge skal bruge, kom der ingen opskrift på på kurset. Pointen er nemlig den modsatte:

»Der er mange måder at håndtere det på. I kan vælge at overtage patientens egne ord. Endda spørge ind til, hvad kalder du det? Hvad skal vi sammen kalde det? I kan også spørge kollegaer, hvilke ord de bruger. Uanset hvad, er det vigtigt, at I tør tage de her samtaler med jeres patienter«, lød det fra kursuslederen.

For det handler ikke kun om ord, men også om samtalen. For før vi vælger, om det skal hedde pikken eller penis, skal vi som læger have modet til overhovedet at tage samtalen om seksualitet med patienterne. Det er der alt for få, der gør, indikerer den forskning, som kursuslederen præsenterede. Eksempelvis viser et studie, at 43 procent af de praktiserende læger ikke informerer patienterne om medicinbivirkninger på seksualiteten.

»Det er alarmerende«, mente Karina Kehlet Lins med henvisning til, at seksuelle bivirkninger af medicin er en af de største grunde til patienters nonkomplians.

»Lægen har pligt til at gøre opmærksom på det her. Og i mine øjne er lægen jo den, der har mindst på spil i den samtale. Derfor er det også ham, der skal åbne op for den«, mente Karina Kehlet Lins vel vidende, at det er en angst for at seksualisere lægesamtalen, der holder mange tilbage.

»Jeg fik selv røde ører, når jeg skulle sige penis, da jeg begyndte at undervise psykologistuderende for nogle år siden«, erkendte kursuslederen.

»Men det går over«, sagde hun.

Ved ikke, hvad vi åbner for

Fra salen blev der indvendt, at det kan være svært at tage hul på patienternes seksualliv, når konsultationen primært handler om noget andet. Af ren og skær tidshensyn.

»Vi ved ikke, hvad vi åbner op for, hvis vi spørger, hvordan det går med sexlivet. Vi kan jo ikke spørge, og så sige ’nu er tiden er gået’. Ofte er der ikke tid til den samtale«, lød det fra salen.

Men her pointerede kursuslederen, at bare det at åbne op for snakken hjælper mange. PLISSIT-modellen, som er udviklet som et værktøj til at hjælpe sundhedsprofessionelle med at adressere samtalen om sex, viser, at bare det at give patienter tilladelse til at rejse emnet sex, hjælper langt de fleste. Næsten lige så mange hjælpes ved blot at få begrænset information, som det hedder i PLISSIT-modellen.

»Som læge kan du jo nævne, at der kan være seksuelle problemer forbundet med deres situation, og at I kan aftale en ny konsultation til den snak. Allerede der har I hjulpet en masse patienter, fordi I viser, at I har modet til at tage snakken«, lød rådet fra underviseren, som sendte kursusdeltagerne afsted med endnu et råd:

»Tænk over det her. Men husk at være tålmodige med jer selv. Uanset, om du er nyuddannet læge eller har mange års erfaring, hvis du har lysten og modet, skal du nok finde ud af det".

Faktaboks

Fakta