Pillen, der bortjager træthed

»Ny medicin, der virker som Frihed og Ferie«.

Sådan lød en overskrift i Berlingske Tidende den 20. april 1937, hvor Medicinal- og Kemikalie-Kompagniet (Medcinalco) i et ukritisk interview fik lov at præsentere sit nye lægemiddel: Mecodrin – et varemærke, som firmaet havde indregistreret få dage forinden.

Artiklen drejede sig om en pille, som »bortjager Træthed og faar Arbejdet til at gaa som en Leg«, og som i et par måneder havde været afprøvet på en række sygehuse – dog »med relativt faa Forsøgspersoner«. Resultatet var ifølge avisen »saa forbavsende, at man med Rette stiller store Forventninger til Præparatet«.

Da pillerne tilmed fremkaldte »Eufori, nedsat Træthedsfølelse nedsat Trang til Søvn, større psykisk Livlighed«, var det ikke underligt, at lægerne i de følgende dage blev rendt på dørene af borgere, der ville have recept på vidunderpillen.

En af disse læger var Ewald Frørup. Han nægtede dog at skrive de ønskede recepter og skrev i stedet et indlæg til Ugeskrift for Læger. Han var vred over, at medicinalfirmaet »smagløst« henvendte sig direkte til borgerne for at lovprise et tilmed uprøvet produkt »i Stedet for at indskrænke Reklamen til Lægeverdenen alene«.

Amfetamin

I øvrigt tvivlede dr. Frørup på, at Mecodrin adskilte sig væsentligt fra Benzedrin, som havde været på markedet i et par år. Og det havde han ret i: Begge produkter var fyldt med amfetamin – et stof, der siden 1933 var blevet anvendt til behandling af bl.a. narkolepsi, fedme, lavt blodtryk og kroniske smerter.

Lægeverdenen var fascineret af amfetaminets rent ud sagt utrolige virkninger, og Ugeskriftet refererede flittigt udenlandske afprøvninger:

»[Stoffet] skal her paa en ejendommelig, hidtil ukendt Maade virke træthedsforjagende og opkvikkende; samtidig hæves den lette Depressionstilstand, der ofte følger med Træthed og giver Plads for en behagelig, rolig Sindsstemning«, lød det lovende i Ugeskriftet. Og tilsyneladende optrådte der hverken afhængighed eller alvorlige bivirkninger ved lang tids terapeutisk brug.

Flere artikler havde omtalt en gavnlig virkning hos patienter med neurasteni og lettere depression. Det helbredte ikke, men »forjager Apathien og Depressionen hos disse Ptt., indtil den naturlige Helbredelse finder Sted. Enkelte Ptt. bliver for exalterede. Hos lettere Sindssyge falder Intelligensprøver bedre ud«. Ved sværere sindssygdom var stoffet dog uden virkning.

»Nyttigt ved Eksamenslæsning«

Psykiateren Paul J. Reiter var ligesom Ewald Frørup irriteret over Berlingerens kritikløse omtale. Navnlig ærgrede det ham, at dagspressen nu havde fundet på at kalde amfetaminpillerne for »Ferietabletter«. I øvrigt et catchy navn, som skulle vise sig at blive hængende i mange år fremover.

Paul J. Reiter fandt stoffet så interessant, at han besluttede selv at afprøve det. Han gav udvalgte patienter Benzedrin, og hos omkring halvdelen virkede stoffet »fortræffeligt«: »Ptt., der har været deprimerede i aarevis, ringer op og fortæller, at de er som forvandlede; de har nu glæde ved Tilværelsen, føler sig veloplagte og har kvitteret deres ,Mindreværdskomplexer’; og i ingen af disse tilfælde er Ptt. blevet opstemte« – bare roligt euforiske.

Han afprøvede det på sig selv og beskrev virkningen i lyriske vendinger:

»Efter c. et Kvarters forløb opdagede jeg pludselig efter at have lidt af alle Morgentræthedens Symptomer, at Livet var værd at leve; jeg følte mig mere vaagen, bemærkede, at Fuglene sang, fik Lyst til Arbejdet, som jeg syntes, jeg fik et rart Overblik over; jeg følte en behagelig indre Ro; det hele gik lettere, og Tilstanden føltes paa en mærkelig Maade naturlig og selvfølgelig; af Bivirkninger sporede jeg ingen«.

I Ugeskriftets løbende dækning af de spredte forsøg hæftede flere sig ved de overvejende positive resultater, især ved lettere psykiske lidelser. Specielt bemærkedes den forbedrede koncentration, skærpede opmærksomhed, øgede selvtillid og højnede intelligenskvotient. En læge henviste til, at »Kolleger og andre« havde fundet Benzedrin nyttigt ved eksamenslæsning og til at afhjælpe »aandelig Træthed«.

Bombepiloter og »bennier«

Anden verdenskrig blev et boost for amfetaminpræparaterne på begge sider af fronten. »Benni’er« (Benzedrin) kunne holde soldaterne på tæerne og skarpe, og de allierede piloter spiste dem som bolsjer under de lange, udmattende og farlige togter.

I Danmark blev amfetamin det brændstof, der holdt sabotørerne i gang, når de nogle gange var nødt til at holde sig vågne i flere dage. Mecodrin kunne fås på apoteket, men der var også »Benni’er« i de containere med våben og sprængstof, der blev kastet ned til modstandsgrupperne.

Da freden sænkede sig, havde tusinder af soldater og modstandsfolk oparbejdet et misbrug. På den sorte børs var Mecodrin en efterspurgt vare, og efterhånden var »Ferietabletternes« skyggesider blevet meget synlige. I 1948 skrev Sundhedsstyrelsens farmakolog, professor Knud Ove Møller, i Ugeskriftet »Om uforsigtig ordination af amfetamin«.

Styrelsen konstaterede, at amfetaminmisbruget nu langt overgik misbruget af morfin og lignende præparater, og man mente, at det især skyldtes læger, som var alt for løsagtige med receptblokken.

Knud Ove Møller anerkendte, at der fandtes medicinske indikationer for ordinationen, og at et par tabletter godt kunne have en »paafaldende opstrammende virkning«, hvis man var træt og skulle præstere; det var vel heller ikke så farligt, hvis personen havde »en saadan sjælelig karakterstyrke«, at han ikke ville blive forfalden.

Som et minimum ville Møller foreslå, at læger kun ordinerede amfetamin til patienter, som de kendte godt – og under ingen omstændigheder gennem længere tid.

Møller undskyldte først, at han »optræder med løftet pegefinger og advarende stemme. Men man skulle jo nødigt komme dertil, at Sundhedsstyrelsen måtte ,uddele reprimander eller tage alvorligere skridt mod læger', der har ordineret amfetamin paa tankeløs og derved paa uforsvarlig maade«.

Mother’s Little Helper

Men nu meldte den aldrende Ewald Frørup sig igen i debatten. Han erklærede sig helt enig med Knud Ove Møller i, at misbruget navnlig i krigsårene har vokset sig stort. Men han ville ikke have siddende på sig, at lægerne var de skyldige. Havde Ewald Frørup og flere andre ikke netop – allerede i 1937 – i Ugeskriftet advaret om medicinalfirmaernes skamløse markedsføring af amfetamin »under det forjættende, men misvisende Navn Ferietabletter«? Dengang havde hverken Sundhedsstyrelsen eller andre myndigheder taget advarslerne alvorligt. Men bedre sent end aldrig, sluttede Ewald Frørup.

På samme tid finansierede den senere rejsekonge Simon Spies sine studier ved at producere og sælge hjemmefremstillede ferie- og slanketabletter gennem sit nystartede firma I/S Syntosan: »Søvnig om Da’en – Tag Syntosan«, lød feriepusherens slogan i dagbladsannoncen.

Selv om tilgængeligheden efterhånden blev bedre reguleret, var stoffet fortsat populært. I Danmark var amfetamin ganske vist blevet receptpligtigt, og lægerne var blevet mere tilbageholdende med ordinationerne.

Men så kunne man jo altid køre en tur syd for grænsen og gå ind på et apotek i Flensborg, hvor man endnu i slutningen af 1960’erne kunne købe den amfetaminholdige slanketablet Preludin uden recept. I Hamburg holdt The Beatles sig tidligt i karrieren kørende nat efter nat på »prelu’er«, mens The Rolling Stones hjemme i London sang om hverdagsmisbruget i »Mother’s Little Helper«.

Misbruget var kommet for at blive, selv om stoffets vanedannende og skadelige virkninger for længst var blevet kortlagt.

Litteratur:

Ugeskrift for Læger, 1929, s. 226, 459 ff, 470-1, 836-7; 1408-9

Ugeskrift for Læger, 1948, s. 107-9; 181-2